|
0
registrerede
16
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Det nødvendige selvbedrag.
|
Ohøj Zenia..
”Jeg ville i fald det skulle ske jo kunne risikere, at alt det, jeg møjsommeligt har fundet frem til som givende mig mening og forståelse ville du se som fantasier og virkelighedsflugt”.
- Man er ikke nødvendigvis sindssyg, fordi man reagerer sundt på et sygt samfund, eller en række omkringværende sygelige mekanismer i et nærmiljø, det skal man bare ha’ med sig i den diskussion!
Fantasier kan være en nødvendig erstatning for et enten nedbrudt eller ikke længere velfungerende ”gitterværk”, en fortrængnings- eller forsvarsmekanisme der faktisk skal beskytte sindet mod alt for massive belastninger fra virkelighedsrummet, for ikke at gå i chok med traumatisering som følge. Her kan en fantasiverden jo fungere som det nødvendige selvbedrag, ja være den ganske nødvendige bevidsthedspause for sindets restitution og derfor egentlig hjernens overlevelse – idet bevidstheden, der har været på overarbejde i behandlingen af sanseimpulser fra et uhæmmet virkelighedsrum, jo også må ha’ arbejdsro for at fungere tilfredsstillende. Ellers går en række funktioner bare ned, og sanseindtryk vil derefter ikke længere ku’ holdes ud fra hverandre, med desorientering som følge. Lidt som forskellen mellem hedeslag og solstik, hvor hedeslaget jo kan medføre alvorlige hjerneskader, hvis ikke nogen griber ind, for man er sig ikke bevidst om årsagen, midt i virkningen. Psykoser må også forstås som det nødvendige nedbrud, relæet, når kraftige sanseimpulser ikke længere kan organiseres og grundet chok eller andet (endogent), der så har medført en kemisk ubalance der absolut kræver arbejdsro for at genoprettes, bl.a. eventyr(fantasi)terapi, udover medicin og anden behandling.
Der er dog en verden til forskel mellem det at få en psykose, og det faktisk at udsættes for en systematisk indbildning om hvordan virkeligheden, verden og mennesket fungerer – hvor ethvert menneske der voksede op i verdensbilledet arrangeret af mennesker i det 12 århundrede, men pludselig (rent imaginært) blev placeret i det 21 århundrede, jo indlysende ville få alvorlige problemer med at orientere sig i virkelighedsrummet. Ja forestil dig lige Arne sige til (vores imaginære ven her, lad os kalde ham) Josef: ”jamen kære Josef, slå op på Wikipedia med din iPad, så vil du se at også Einstein troede universet var fyldt med guddommelig kærlighed.” ;)
Josef bevidsthed ville så sandelig komme på overarbejde, for han ville nøjagtig som vi ville, hvis vi omvendt blev tilbageført i det 12 århundrede, få rigtig mange problemer med at orientere os i det sociale rum, med nerverne uden på tøjet. Og det er lige præcis den slags vi mennesker ikke tåler at udholde for længe ad gangen, og det er her, vi finder på råd – når nerverne pludselig sætter ind fordi hjernen sætter ud og vi derfor begynder at gå på væggene. Vi ville her få god brug for fantasien der kan føre os ind i nogle betryggende rammer, men hvis vi ville blive i denne fantasi for længe, opleve angst ved selv små berøringer med virkeligheden – der jo må forsøge at trænge igennem – og sandsynligvis til sidst komme til skade og forgå. Virkeligheden kræver m.a.o. vores nærvær.
Men at fastholde og genskabe en hel kultur i det 21 århundrede, hvor man forklarer verden som den blev forklaret mennesker i det 12 århundrede – du ved: ”gud har forordnet livet for dig, du er derfor guden skyldig og ansvarer følgelig overfor gud; og gud nåde at trøste dig i det hinsides, hvis ikke du gør som gud behager, osv.” – det må i sig selv beskrives som et misforhold mellem to verdensbilleder, hvor altså en udvikling står imellem. Og ikke mindst må vi sige, at mennesket jo i stigende grad og i kraft af samfundsudviklingen er blevet holdt ansvarlig for sit eget liv, og derudover, at det altså må ansvare for sine handlinger overfor staten/fællesskabet, men ikke overfor gud.
Dette misforhold skaber fx en række problemer, når mennesker forsvarer et antikt verdensbillede med gud som øverste myndighed, ja endda søger at ødelægge en udvikling der harmer deres ”æresfølelser” for guden med voldelige midler. Også disse mennesker vil sige, at de da anser deres virkelighedsforståelse som fuldt ud meningsgivende Zenia, netop i kraft af møjsommelige gentagelser af en livsforståelse, der så i sidste ende har medført at de jo er alt andet end åbne overfor andet end deres eget verdensbillede.
Men også her kræver virkeligheden jo deres nærvær, for også de må søge en bedre forståelse af virkeligheden, for det går naturligvis ikke an vedblivende at forklare naturkatastrofer m.m. som guders vrede, idet man må forstå naturen, hvis man skal kunne beskytte sig mod kolossale, men reelt meningsløse altødelæggende kræfter. Så det er meget informationsforvirring, der er tale om – og uvidenhed der egentlig bare fastholdes for at bevare verdensbilledet.
Spørgsmålet er vel, om der så i virkeligheden er tale om et trygt verdensbillede - jeg mener, det er jo ikke ligefrem nogen kærlig gud der daglig udsætter små menneskebørn eller deres forældre for en tidlig død, en skæbne som en almægtig skaber indlysende må ha’ taget i betragtning. Kærlighed og tryghed har m.a.o. ikke så lidt at gøre med hverandre ;)
Vi må lære at acceptere, at vores verdensbillede kan bryde sammen, for ikke selv at bryde sammen, i en verden der kræver vores adaptationsevne og forståelse, det lyder vel ikke helt urimeligt, vel?
mvh
Simon
P.s.: fy for satan for en led våd varme, vi senest har fået, håber du klarer den Zenia, som et andet solsind ;)
|
|
|
|
