Ind imellem bliver man forbløffet over, hvad mennesker er i stand til at bilde sig selv ind. Men de færreste forstår, at såvel alverdens religioner som individuelle virkelighedsstridige opfattelser af andre mennesker eller af en selv faktisk er hjernens forsvar mod en tilstand, der grænser til sindssyge.

De hundrede milliarder nerveceller, vi indeholder, med deres billioner af synapser repræsenterer et databehandlings værktøj af en sådan kompleksitet og kapacitet, at antallet af kombinationsmuligheder er hinsides al fatteevne. Men som i alle komplekse systemer kan en lille fejl eller unøjagtighed vokse til et tankemæssigt kaos.

Her er det så, at hjernen for at beskytte sig mod et sådant kaos lægger sig fast på et mønster, der kan skabe stabilitet i tankeprocesserne. Om dette mønster er i overensstemmelse med den omgivende virkeligheds fænomener, er hjernen bedøvende ligeglad med. Lige her og nu handler det kun om overlevelse fra kaos og sindssyge.

Virkeligheden kan jo med nye impulser korrigere for fejlen, og bringer tankeprocesserne tilbage på et korrekt spor, men hvis det etablerede mønster har siddet der for længe uden korrektion, vil hjernen stritte imod. Hellere beholde en falsk virkelighedsopfattelse end at riskere, at hjernen igen løber løbsk.

Så det enhver psykolog er oppe imod, når man skal få en "patient" til at acceptere virkeligheden om sig selv og andre, er et livsbevarende selvbedrag af voldsom styrke. Det var denne indsigt der fik mig til at afstå fra at behandle mennesker for deres psykiske problemer. Hvad hver enkelt menneske benytter af selvbedrag for at overleve har ingen betydning i det store billede, men kan man gennem forskningen finde nogle af svarene på, hvorfor de fleste mennesker ikke vil acceptere virkeligheden, kan man måske medvirke til, at fremtidens generationer bliver psykisk sundere, så de kan skabe en bedre verden for hinanden.

Håbet er jo lysegrønt, og det er desuden det eneste vi har, hvis vi vil forestille os en fremtidg verden, hvor mennesker samarbejder i stedet for at slå hinanden ihjel.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Ole:

Dit sidste afsnit erklærer jeg mig selvfølgelig enig i - så den eneste nuance her er måske, at jeg er mere positiv i mit fremtidssyn end det, du her giver udtryk for som værende dit.

Ellers er min tanke blot den, at jeg er da godt tilfreds med, at skulle jeg blive erklæret psykisk ustabil, og hvem er det egentlig som afgør, hvem der er normal - sagt i parentes? ... Ja, så ville jeg da betragte det som nærmest det værst tænkelige, hvis du skulle "behandle" mig. ... Så godt for nogle - også andre end dig selv - måske, at du ikke blev behandler.

Jeg ville i fald det skulle ske jo kunne risikere, at alt det, jeg møjsommeligt har fundet frem til som givende mig mening og forståelse ville du se som fantasier og virkelighedsflugt. ...

Så kunne det jo vel ske, at operationen ville lykkes, men patienten dø. ....

Du må gerne se mig som et objekt for din forskning - men se mig så gerne som en sommerfugl, der for mig = Helligånden. ...

Til slut med Piet Hein: "Den som tager alt for sjov - og alvor kun alvorligt - han/hun har fattet begge dele lige dårligt."

m.v.h.
zenia

Ohøj Zenia..

”Jeg ville i fald det skulle ske jo kunne risikere, at alt det, jeg møjsommeligt har fundet frem til som givende mig mening og forståelse ville du se som fantasier og virkelighedsflugt”.

- Man er ikke nødvendigvis sindssyg, fordi man reagerer sundt på et sygt samfund, eller en række omkringværende sygelige mekanismer i et nærmiljø, det skal man bare ha’ med sig i den diskussion!

Fantasier kan være en nødvendig erstatning for et enten nedbrudt eller ikke længere velfungerende ”gitterværk”, en fortrængnings- eller forsvarsmekanisme der faktisk skal beskytte sindet mod alt for massive belastninger fra virkelighedsrummet, for ikke at gå i chok med traumatisering som følge. Her kan en fantasiverden jo fungere som det nødvendige selvbedrag, ja være den ganske nødvendige bevidsthedspause for sindets restitution og derfor egentlig hjernens overlevelse – idet bevidstheden, der har været på overarbejde i behandlingen af sanseimpulser fra et uhæmmet virkelighedsrum, jo også må ha’ arbejdsro for at fungere tilfredsstillende. Ellers går en række funktioner bare ned, og sanseindtryk vil derefter ikke længere ku’ holdes ud fra hverandre, med desorientering som følge. Lidt som forskellen mellem hedeslag og solstik, hvor hedeslaget jo kan medføre alvorlige hjerneskader, hvis ikke nogen griber ind, for man er sig ikke bevidst om årsagen, midt i virkningen. Psykoser må også forstås som det nødvendige nedbrud, relæet, når kraftige sanseimpulser ikke længere kan organiseres og grundet chok eller andet (endogent), der så har medført en kemisk ubalance der absolut kræver arbejdsro for at genoprettes, bl.a. eventyr(fantasi)terapi, udover medicin og anden behandling.

Der er dog en verden til forskel mellem det at få en psykose, og det faktisk at udsættes for en systematisk indbildning om hvordan virkeligheden, verden og mennesket fungerer – hvor ethvert menneske der voksede op i verdensbilledet arrangeret af mennesker i det 12 århundrede, men pludselig (rent imaginært) blev placeret i det 21 århundrede, jo indlysende ville få alvorlige problemer med at orientere sig i virkelighedsrummet. Ja forestil dig lige Arne sige til (vores imaginære ven her, lad os kalde ham) Josef: ”jamen kære Josef, slå op på Wikipedia med din iPad, så vil du se at også Einstein troede universet var fyldt med guddommelig kærlighed.” ;)
Josef bevidsthed ville så sandelig komme på overarbejde, for han ville nøjagtig som vi ville, hvis vi omvendt blev tilbageført i det 12 århundrede, få rigtig mange problemer med at orientere os i det sociale rum, med nerverne uden på tøjet. Og det er lige præcis den slags vi mennesker ikke tåler at udholde for længe ad gangen, og det er her, vi finder på råd – når nerverne pludselig sætter ind fordi hjernen sætter ud og vi derfor begynder at gå på væggene. Vi ville her få god brug for fantasien der kan føre os ind i nogle betryggende rammer, men hvis vi ville blive i denne fantasi for længe, opleve angst ved selv små berøringer med virkeligheden – der jo må forsøge at trænge igennem – og sandsynligvis til sidst komme til skade og forgå. Virkeligheden kræver m.a.o. vores nærvær.

Men at fastholde og genskabe en hel kultur i det 21 århundrede, hvor man forklarer verden som den blev forklaret mennesker i det 12 århundrede – du ved: ”gud har forordnet livet for dig, du er derfor guden skyldig og ansvarer følgelig overfor gud; og gud nåde at trøste dig i det hinsides, hvis ikke du gør som gud behager, osv.” – det må i sig selv beskrives som et misforhold mellem to verdensbilleder, hvor altså en udvikling står imellem. Og ikke mindst må vi sige, at mennesket jo i stigende grad og i kraft af samfundsudviklingen er blevet holdt ansvarlig for sit eget liv, og derudover, at det altså må ansvare for sine handlinger overfor staten/fællesskabet, men ikke overfor gud.
Dette misforhold skaber fx en række problemer, når mennesker forsvarer et antikt verdensbillede med gud som øverste myndighed, ja endda søger at ødelægge en udvikling der harmer deres ”æresfølelser” for guden med voldelige midler. Også disse mennesker vil sige, at de da anser deres virkelighedsforståelse som fuldt ud meningsgivende Zenia, netop i kraft af møjsommelige gentagelser af en livsforståelse, der så i sidste ende har medført at de jo er alt andet end åbne overfor andet end deres eget verdensbillede.
Men også her kræver virkeligheden jo deres nærvær, for også de må søge en bedre forståelse af virkeligheden, for det går naturligvis ikke an vedblivende at forklare naturkatastrofer m.m. som guders vrede, idet man må forstå naturen, hvis man skal kunne beskytte sig mod kolossale, men reelt meningsløse altødelæggende kræfter. Så det er meget informationsforvirring, der er tale om – og uvidenhed der egentlig bare fastholdes for at bevare verdensbilledet.

Spørgsmålet er vel, om der så i virkeligheden er tale om et trygt verdensbillede - jeg mener, det er jo ikke ligefrem nogen kærlig gud der daglig udsætter små menneskebørn eller deres forældre for en tidlig død, en skæbne som en almægtig skaber indlysende må ha’ taget i betragtning. Kærlighed og tryghed har m.a.o. ikke så lidt at gøre med hverandre ;)

Vi må lære at acceptere, at vores verdensbillede kan bryde sammen, for ikke selv at bryde sammen, i en verden der kræver vores adaptationsevne og forståelse, det lyder vel ikke helt urimeligt, vel?

mvh
Simon

P.s.: fy for satan for en led våd varme, vi senest har fået, håber du klarer den Zenia, som et andet solsind ;)

Kære Esther.

Det er da godt, at du er tilfreds med dig selv. Jeg forstår også af dit indlæg, at du nærmest vil anse det som et personligheds mord, hvis jeg eller nogen psykologer med en langvarig uddannelse i at behandle psykisk syge, skulle få deres patienter til at se virkeligheden i øjnene, for det ville de helt sikkert dø af.

Du er jo allerede blevet meget klogere end alle forskere i menneskelig psyke, for du har jo selv for en "beskeden" pris købt et kursus i mirakler, og se, miraklet er omgående sket. Du er blevet bedre til at rådgive folk om, hvordan de bliver lykkelige, end alle de professionelle, fra præster til psykiatere, for hvad hjælper deres erfaringer mod dit kursus i selvbedrag.

Har den tanke aldrig strejfet dig, at det kan være farligt at rådgive mennesker med psykiske problemer, især hvis de består i fortrængninger og virkelighedsflugt. Jeg har set flere alvorlige tilfælde, hvor velmenende mennesker i tro på egen ufejlbarlighed drev fortvivlede mennesker ind i langvarige hospitalsophold eller ud i selvmord. Det er grunden til, at jeg trods min langvarige uddannelse ikke føler mig kompetent nok til at råde mennesker til andet end; Find lykken på din egen måde ved at tænke over de realiteter, du selv oplever. Lyt ikke til de missionærer, der vil have dig til at tro på deres egen religion.

Men det afholder dig åbenbart ikke fra at reklamere for nogle amerikanske religionssvindlere, der har tjent formuer på at udnytte menneskers håb om at opleve mirakler. Du spytter stadig i deres pengekasser med nye kurser, lige som de troende på scientologi, Jehovas Vidner og andre sekter gør. Sekter, der alle lever højt på menneskers fornægtelse af virkeligheden. For du ved jo bedre, Esther, og du er jo blevet lykkelig siden numerologien fortalte dig, at nogle af dine problemer skyldtes, at du hed noget helt forkert. Du burde ikke hedde Esther, men Zenia, så derfor ville Helligånden ikke rigtig kendes ved dig.

Nu har Helligånden åbenbart taget bolig i dig, og fået dig til at missionere for din vestjyske "livsvisdom". Desværre har den så ikke haft tid til at gøre menneskene i Gaza striben klogere, ikke engang med de amerikanske mirakelmageres hjælp, men det sidste skyldes nok, at der ikke ikke er penge i det for dem.

Nej, Esther, jeg ser ikke din besættelse af Helligånden som en sommerfugl. Jeg ser den, som jeg ser alle missionærer, som en knæler, der venter tålmodigt på at intetanende insekter kommer så tæt på, at den kan hugge kæberne i ofret og slubre deres sidste rest af virkelighedssans i sig.

Så længe din tro blot var din egen måde at finde lykken på, har jeg fredet dig. Men nu, hvor du har gjort fælles front med alle de, der prøver at få mennesker til at fornægte virkeligheden, er fredningen forbi. Skylden for dette kan du jo ifølge dit kursus finde i din egen holdning. Det er nok den eneste virkelige værdi, som "et kursus i mirakler" indeholder, og så er det ikke engang et mirakel, men en simpel psykologisk iagttagelse.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole,

Nu faldt brikken på plads her hos mig.

Jeg har jo så ofte (for)undret mig over dine voldsomme udfald overfor både Arne og HansKrist - og har aldrig kunnet forstå dem.

Det, jeg ser, at du gør:

Når mennesker i tillid åbner op for deres inderste tanker - ser du det som udtryk for en holdning = "de vises sten" og endda forsøg på at missionere. ...

Er vel egentlig i dybeste forstand hos dig selv en frygt for, at vore "fantasier" skulle smitte - så jeg ser det egentlig som et tegn på dit omsorgsgen.

Det har aldrig været min idé med at skrive på Trosfrihed - og sikkert heller ikke de andres - så samtidig med, at jeg egentlig er lidt ked af dit svar her - må jeg erkende, at vi nok er gået forkert af hinanden. ...

Ærlighed er imidlertid stadig i min verden både en dyd og en nødvendighed ... og jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde hjertet i det, du skriver. ...

Imidlertid er alt jo stadig vel, så jeg ønsker dig en fortsat god sommer. ...

m.v.h.
Zenia

NB: For en ordens skyld: At jeg kalder mig både Esther og Zenia har en nummerolog ikke haft noget som helst at gøre med ... mine kurser er ikke alle i ekims regi ... men bliver fulgt i et ydmygt håb om at kunne forstå andre og mig selv bedre. ...

Jeg tror desværre ikke, at "brikken falder på plads hos dig," Esther, før du affører dig de farvede briller. De "voldsomme angreb" har været rettet mod mig af både Arne og Hans, sidstnævnte i et ualmindeligt svinsk sprog. Arne har forsøgt at finde frem til min privat adresse for at offentliggøre den i strid med reglerne, måske for at få mennesker til at chikanere mig privat. Andet formål kan jeg ikke se. Han har desuden også svinet professor Vincent D. Hendriks til, fordi han ikke ville give ham ret i en tvivlsom påstand.

Hvordan du på det grundlag kan få det til, at det er mig, der kommer med de "voldsomme udfald", må du nok søge svaret på i dit eget indre. Neutrale iagttagere kommer til det stik modsatte resultat.

Jeg har aldrig kritiseret dig eller Jan serotonin for, at I har fundet en balance gennem EKIM, selv om det er et foretagende, der slår plat på menneskers sociale kontaktproblemer. Tværtimod har jeg taget jer i forsvar, på trods af hånlige bemærkninger fra andre debattører. Men når du opfordrer folk til at bruge penge på at købe EKIM bøger og kurser, så deltager du som missionær for et religiøst svindelfortagende, hvad enten du vil indrømme det eller ej. Jeg har mødt flere, der bittert har fortrudt, at de blev lokket til at bruge penge på EKIM, uden at det hjalp dem det mindste.

Når du nu på toppen vil "psykoanalysere" mig og tror, at jeg har en "dyb frygt for at blive smittet", så kan jeg berolige dig med, at jeg er fuldstændig immun overfor enhver form for religiøs overtro, men jeg og mange psykologer har forsket en del i, hvad der får folk til at fornægte virkeligheden til fordel for en religiøs tro. Det er ganske enkelt en dyb frygt for at se virkeligheden i øjnene, som hos de fleste stammer fra den medfødte angst for døden.

Så måske skal du prøve at kikke endnu dybere i dig selv og spørge dig selv, hvad der er så galt med at acceptere naturens grusomhed og dødens uafvendelighed, når det nu engang er de betingelser, vi lever under.

Jeg kan forsikre dig for, at vi er mange, der lever lykkeligt og i harmoni med vore omgivelser, uden at vi behøver at bilde os selv ind, at verden er fyldt med kærlighed, for at kunne udholde livet. Livet er skønt og utroligt nuanceret som det er.

God sommer selv, og en god "opdagelsesrejse", selv om det nok ville kunne betegnes som et virkeligt mirakel, hvis du vovede at se livet i øjnene uden et religiøst selvbedrag.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Der findes psykologer, som har læst alverdens bøger og aldrig bliver gode hjælpere for andre.

Så findes der heldigvis gode psykologer, som aldrig har åbnet en bog. ...

Jeg tror et nøgleord må være rummelighed og tolerance. ...

Men der er krige nok i verden - uden at jeg behøver tage del i dem også - så fred være med emnet her fra min side - og med os alle sammen.

m.v.h.
zenia

Dine beklagelser er ikke meget værd, Arne, efter du har begået overtrædelsen. Men du har fortsat ikke forklaret, hvorfor du uden min tilladelse ville offentliggøre private oplysninger om mig. Det kan da kun være for at chikanere mig, for det havde jo intet med debatemnet at gøre, hvor jeg boede privat. Hvordan ved du i øvrigt, at den mand, du fejlagtigt udråbte til at være mig, ikke er blevet chikaneret? Har du da talt med ham og givet ham en undskyldning?

Undskyldninger er vist ikke rigtig din stil, Arne. Jeg kan heller ikke se, at du har givet professor Hendriks en undskyldning for at svine ham til, fordi han afslog at deltage i en polemik med dig.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Forkert, Esther. Der findes ingen psykologer, hverken gode eller dårlige, som aldrig har åbnet en bog. Titlen psykolog er en beskyttet titel, som kun må¨benyttes af de, der har gennemgået den kompetencegivende universitetsuddannelse. Da jeg ikke har fuldendt min, bruger jeg ikke selv denne titel.

Men du har da stadig lov til at kalde dig vestjysk lommepsykolog, hvis du fortsat vil rådgive mennesker om deres sjæleliv.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Simon.

Selv om det er nogle rigtige konklusioner, du kommer med, i tankeeksperimentet med at flytte fortidens religiøse overtro til nutiden og vice versa, så er det egentlige problem, at "nissen er flyttet med", han har blot fået nyt tøj på.

Jeg kunne ikke ønske mig nogen bedre bekræftelse på mit indledende indlæg, end Esthers og Arnes reaktion. Konfrontationen med dokumenterede fakta om deres tro har sendt dem begge på vild flugt fra virkeligheden.

Arne har valgt den letteste udvej, simpelthen at erklære virkeligheden for at være vrøvl, fordi han ellers måtte indrømme sine fejltagelser. Værre er det med Esther, som må se i øjnene, at den ærlighed overfor sig selv, som hun sætter så højt, ikke rækker til at forholde sig til virkeligheden.

Jeg ser ingen grund til at grave mere i det, for deres selvbedrag har ingen betydning i det samlede billede af menneskeheden. Det egentlige problem er, at vi stadig ikke ved, hvordan vi skal bygge et samfund på fornuft i stedet for på religiøse fantasier. Vi ved faktisk ikke engang, om det overhovedet lader sig gøre.

Selv om de hidtidige erfaringer skræmmer, så håber jeg inderst inde, at det vil ske i en fjern fremtid, og at alternativet (det kollektive selvmord) ikke vil blive resultatet. Frank Drakes berømte ligning om årsagen til den manglende kontakt med intelligente livsformer andre steder i universet, bygger bl.a. på, at intelligente kulturer har en begrænset levetid på antagelig få tusinde år.

Man kan jo forestille sig forskellige scenarier, f.eks. at vore efterkommere bliver intelligente robotter, eller at vi genetisk kan manipulere os frem til en ny menneskelig baseret rationel livsform, der er uden selvbedrag, men som fortsat besidder den fantasi, som må være drivkraft for en evolution mod en symbiose med det døde univers.

Tænk hvor spændende, det ville være, hvis man kunne blive lagt i koma og kun blive vækket hvert tusinde år og se, hvad vi har udviklet os til.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Den bedste psykolog jeg har kendt var en kær tante, som kunne hjælpe enhver på bedste vis - og så må jeg jo kalde hende lommepsykolog - tak for det - og hende ville jeg da gerne ligne.

m.v.h.
zenia

Hej Zenia..

”Så findes der heldigvis gode psykologer, som aldrig har åbnet en bog. Jeg tror et nøgleord må være rummelighed og tolerance.”

- Man blir hverken mere tolerant eller rummelig af at afholde sig fra information, kundskaber eller viden om hvordan værktøjer fungerer Zenia, desuden er det jo slet ingen dyd blot at stikke af fra lærdom man ka’ erhverve gennem andres erfaringer – intelligensen kan i stedet vise sig ved, at man ikke stikker hånden i ilden blot for erfaringens skyld!
I den forbindelse, skal mennesker jo slet ikke rumme og tolerere alt muligt, hvilket i grunden en central pointe du ka’ få med dig, i et samfund der flyder med ubrugelig information. I stedet er det vigtigt at forstå at skelne mellem nødvendig/unødvendig information, og hertil findes der altså værktøjer man må lære at kende og bruge. M.a.o. er det om at vide hvor man skal hente god information, ikke om at vide hvordan man mest overbevisende skal rende rundt og lege orakel – på den måde undgår du at blive en slags ”skraldespand” for driftige fidusmagere der bare vil slå dig for mønt. I særlig grad er det jo vigtigt for undervisere at vide hvordan man sir unødvendig information fra, ligesom det er det i de erhverv hvor mennesker søger hjælp i forbindelse med indre og ydre smerter, ikke sandt. At man ingen god skrædder blir ved blot at læse om tekstiler, ja det ved mennesker flest, selvfølgelig også gymnasiasterne før deres læsearbejde egentlig begynder ;)

”Den bedste psykolog jeg har kendt var en kær tante, som kunne hjælpe enhver på bedste vis - og så må jeg jo kalde hende lommepsykolog - tak for det - og hende ville jeg da gerne ligne”.

- Også fra tanter må du altså vide hvordan du skal undgå deres fejlgreb, for ellers gentager du jo bare andre mennesker, og hvor er originaliteten i dét?
Nej Zenia, det er ingen sag i verden at overbevise sig selv om, at man er et unikum af en anden verden og alene udfra stor tiltro til at overnaturlig tro vil hjælpe alle og enhver, det ved vi også, uden selv at erfare det.
At skabe information der tåler fejltestning, og som derfor kan bruges til noget, bl.a. til hjælp og selvhjælp, det er straks helt andre grejer i omløb. Her reduceres derimod (selv)bedragene gevaldigt, og der er redelige hensigter.

mvh
Simon

Hej Ole..

”Selv om det er nogle rigtige konklusioner, du kommer med, i tankeeksperimentet med at flytte fortidens religiøse overtro til nutiden og vice versa, så er det egentlige problem, at "nissen er flyttet med", han har blot fået nyt tøj på.”

- Det er akkurat det underliggende i tankebilledet: virkeligheden kræver skam vores opmærksomhed – naturligvis ikke som viljesagt – men mennesket kan ikke tåle hele tiden at være opmærksom på virkeligheden og sig selv; det må hvile og føle tryghed, hvilket bare kan være overordentlig svært, hvis man er hudløs grundet såre erfaringer og fx er blevet overbevist om, at en gud overvåger én og man skal leve i evig angst for ikke at træde ved siden af.

”Arne har valgt den letteste udvej, simpelthen at erklære virkeligheden for at være vrøvl, fordi han ellers måtte indrømme sine fejltagelser. Værre er det med Esther, som må se i øjnene, at den ærlighed overfor sig selv, som hun sætter så højt, ikke rækker til at forholde sig til virkeligheden.”

- Værre endnu, der bliver her kun tale om et enten-eller: enten vælger man at forstå information og reflekterer over den, eller man vælger at se den som bekræftelsen på at nogen er efter én og man hellere må forsvare sig mod den slags informationer, der sidenhen pr. automatik anses som fjendtligsindet, uanset informationskilden!
Det er det der sker. Groft sagt vendes verden på hovedet (ligesom evidenskravene): der kan ikke være noget galt med min tro, den er indiskutabelt sand, ergo er nogen altså efter lille mig og der er derfor tale om ren forfølgelse, for i virkeligheden er jeg jo bare dødspændende, så det er altså pr. def. bare en personlig fornærmelse!
Men vender så enten rundt på hælen med næsen i vejret, eller sætter sig bare til at gentage samme trosbekendelse år ud og år ind, for om ikke andet skal det jo nok virke selvbekræftende, og stiller sig så i øvrigt lidt forurettet an over at afkræves fornuftige forklaringer for værdien af sin overtro i debatter - det er sgu’ da sødt? ;)

”Man kan jo forestille sig forskellige scenarier, f.eks. at vore efterkommere bliver intelligente robotter, eller at vi genetisk kan manipulere os frem til en ny menneskelig baseret rationel livsform, der er uden selvbedrag, men som fortsat besidder den fantasi, som må være drivkraft for en evolution mod en symbiose med det døde univers”.

- Selvbedragene virker jo ikke efter hensigten, m.a.o. vil de altså over tid opløses, netop fordi vi ikke behøver drøne rundt i samme faldgrubber for at drage viden fra erfaringen, der så indgyder en anden destination for tilvalget.

”Tænk hvor spændende, det ville være, hvis man kunne blive lagt i koma og kun blive vækket hvert tusinde år og se, hvad vi har udviklet os til.”

- Det er jo dét, nisser ka’ sagtens visselulles, for siden helt at forsvinde, der kræves bare evnen til at forfølge andre optioner, hvorefter referenten…osv.osv. ;)
I øvrigt er det jo noget mærkeligt noget, dette med partout at deklamere noget for sandt, blot fordi man har følelser. I virkeligheden skal Arne jo bare erfare et fatamorgana, før han indser at følerierne, instinkterne/intuitionen let som intet snydes for nogen som helst sandhedsværdi. Andre behøver bare ikke efterprøve informationsværdien, den forekommer dem såre logisk – og er jo desuden flot fortalte beretninger i græske poetikkister samt egentlig filosofi.

Sansebedraget burde naturligvis bekymre både Arne og Zenia lidt mer, ikke fordi selvbedraget har nogen særlig værdi for verden som sådan, mere fordi det har stor betydning for værdien af kunstneriske oplevelser at ku’ gennemskue dem, naturligvis ikke mindst hvorfor de overhovedet opstår og da i særlig grad i forbindelse med religiøse anekdoter – hvor menneskers eviggyldige sandheder om vores mirakuløse verden jo fortæller mere om disse mennesker end om selve verden. Det kan være lærerigt at opleve mennesker der tiltror sig de overnaturligste evner, grundet selve suggestionen, men også for at se om de rent faktisk har formået at narre sig selv.

Masser af gange lagde jeg jo før i tiden og til det morsomme øje links til James Randi.org, dog særlig på religionsdebatten, som selvfølgelig forudsætter en smule distance til ’det selvoppustede menneske’ som sådan. Men der er nu ikke så få af dem, særlig i US har disse ”balloner” intet som helst imod at vise sig frem for åben skærm, helt uanset vinklen og helst overfor så mange som muligt, for også situationsfornemmelsen er fløjet sig en tur og i øvrigt befinder stoltheden sig et helt andet sted.
Disse mennesker forekommer fortrinsvis hvor der er mange penge i omløb, og netop det er en sjov observation, særlig i forbindelse med mennesker der reklamerer med at kunne gøre syge mennesker raske med deres overnaturlige evner. Vi ser selvfølgelig også en del af dem her i landet, men procentuelt såre lidt i forhold til hvad US kan byde på. Det har selvfølgelig flere fornuftige forklaringer, men lad bare dem ligge, for det væsentlige jeg her vil frem til er derimod, at uanset Arnes og Zenias tro på mirakler og overnaturlige kræfter, ja himmelnisser som sådan, da ville ingen af dem dog finde på at fremstille sig på dem måde man ser det forekomme rundt om i US.
Nu tvivler jeg på Zenia og Arne overhovedet har gidet værdige James Randi.org et besøg, deres interessefelt ligger jo andetsteds, nemlig i det overnaturlige, hvor det at tro på noget overnaturligt altså forbliver at være en trosanskuelse, som derfor ikke tåler testning på naturvidenskabelig basis. Dette vidner om både sund fornuft og fin situationsfornemmelse, hvilket jeg nu aldrig har været i tvivl om at d’ herre og dame var i besiddelse af.
Man ska’ dog virkelig forveksle tro og viden, for at tro på at 1 mill US-dollar kommer flyvende ned i feriefonden, ved du nok ;)

mvh
Simon