På en af mine rejser til Paris gik jeg rundt blandt bogstaderne på venstre Seinebred. Erfarne pariserfarere ved, at man her kan finde bøger fra hele verden og gøre spændende fund. Jeg fik der øje på en kasse med gamle papirer, som stod under et bord. Den så spændende ud, så jeg købte hele kassen for bare 12 franc (det var længe før euroen blev indført).

Øverst fandt jeg et brev, som jeg her har oversat til dansk.

Marts 1943.

Kære hr. A. de Saint-Exupéry.

Der er alt for mange asteroider i Deres børnebog. Hvis vi trykte dem alle, ville bogen blive alt for dyr og alt for tyk, så ingen børn ville købe den eller gide læse den. Jeg har derfor forkortet Deres manuskript, og sender hermed de slettede planeter tilbage til Dem. Måske kan De bruge dem i en anden bog.

Med højagtelse

Eugene Reynal
Forlægger.

Med håndskrift var der så tilføjet:

Hr. Reynal har sikkert ret. Han er forretningsmand og meget voksen, så der er mange andre ting, han finder vigtigere end børn. Jeg er glad for, at han lod rosen og fåret og ræven leve.

Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde gjort et vigtigt litterært fund, så jeg henvendte mig på det litterære fakultet på Sorbonne og viste dem brevet og manuskripterne. Professorerne der erklærede, at manuskripterne var falske, og at man kendte alt til de rigtige manuskripter til "Le Petit Prince", så disse måtte være skrevet af en ukendt forfatter, der blot efterlignede Saint-Exupéry.

Det var selvfølgelig en skuffelse, men da jeg på en senere rejse til Metaforia mødte den lille prins selv, fortalte han mig, at det var rigtigt, at han havde besøgt alle disse asteroider og mødt disse mennesker, så historierne var altså rigtige nok.

Jeg er lidt langsom til fransk, så jeg har kun fået oversat nogle få af manuskripterne, og efter numrene at dømme mangler der flere hundrede, men her er nogle af dem, som jeg har overladt til biblioteket i Metaforia.

Alle, der som jeg holder af den lille prins, ved, at han rejste rundt til alle disse små planeter for at finde ud af, hvorfor de voksne er så mærkelige. Måske kan du selv finde svaret i den lille prins' rejsebeskrivelser, selv om mine oversættelser langt fra er fejlfrie.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Da den lille prins forlod jorden for at rejse hjem til asteroide B612 tog han ikke lige hjem. Måske var han bange for, at fåret havde ædt hans rose, og når man er bange, er det sommetider rart ikke at kende sandheden, for så kan man i hvert fald leve i håbet om, at alting er, som det skal være. Derfor fortsatte han at besøge alle de små planeter for at finde svaret på, hvorfor de voksne er så mærkelige.

På den ottende planet, han standsede på, var der en mand, der i stor fart løb rundt om hele planeten.
Hvad løber du efter, spurgte den lille prins, da manden passerede ham.
Ikke efter noget, svarede manden og stoppede et øjeblik. Jeg løber fordi det er sundt, og så viser det, at jeg har viljestyrke. Jeg løber nemlig hver dag tyve gange rundt om planeten, og det har jeg gjort i flere år uanset om det er dårligt vejr. Samtidig har jeg kunnet nyde naturen.
Det lyder ikke særlig sundt, og hvordan kan man nyde naturen, når man løber så stærkt, at man ikke kan høre pindsvinene pusle i skovbunden og ikke har tid til at se en rose folde sig ud?
Jeg nyder vinden i ansigtet og landskabet omkring mig, og når jeg løber rigtigt stærkt, får jeg en berusende følelse af, at være utrolig intelligent og at jeg kan forstå alt. Jeg bliver klar over, at jeg er den klogeste mand på hele planeten.
Det er vel ikke så mærkeligt, når du er den eneste i din verden, men du kommer jo ingen vegne, når du løber på samme sted hele tiden. Jeg ville da hellere løbe nye steder hen og se, hvordan andre mennesker levede.
Nej, lykken er at løbe stærkt. Sådan som andre mennesker lever er helt forkert. Det er du for lille og ikke klog nok til at forstå, men nu har jeg ikke mere tid til at snakke med dig. Jeg må løbe.
Og så løb han rundt om planeten endnu en gang, men den lille prins syntes, at han var meget mærkelig, så han drog videre til den næste planet.

På den niende planet sad der en mand med maske på ved et skrivebord og skrev breve.
- Hvem er du, spurgte den lille prins.
- Det vil jeg ikke sige. Jeg ønsker at være anonym, lød det fra stemmen bag masken.
- Hvorfor vil du være anonym, spurgte den lille prins igen.
- Det vil jeg ikke sige. Jeg har mine grunde, men de er hemmelige.
- Så den lille prins spurgte i stedet: - Hvem skriver du breve til?
- Til alle, jeg ikke kan lide. Det er nemlig smædebreve.
- Hvad er et smædebrev?
- Det er et brev, hvor man f.eks. beskylder en anden for at lyve.
- Er de da løgnere, spurgte den lille prins, for det bekymrede ham, at man ikke skulle kunne stole på, at andre sagde sandheden.
- Selvfølgelig ikke, sagde den anonyme. Det er jo netop det, der er det morsomme ved det.
Den lille prins syntes ikke, at det lød spor morsomt, og sagde: - Jeg ville da blive vred, hvis nogen beskyldte mig for at lyve, når jeg ikke gjorde det. Hvad gør du så, hvis de siger, at det ikke passer?
- Så gentager jeg da bare beskyldningen, og beder dem modbevise det.
- Hvis så hvis de beviser, at det ikke passer, sagde den lille prins stædigt, for han syntes ikke, at han fik et ordentligt svar. - Så viser det jo, at det var løgn, hvad du beskyldte dem for.
- Så beder jeg dem blot bevise, at deres bevis er sandt, for hvis de ikke kan det, så er det jo netop et bevis på, at de lyver. Det kaldes retorik, og det er en meget fin kunst.
- Jeg synes, det lyder meget ubehageligt. Sådan får man da ingen venner.
- Ok jo. Det er da meget nemt. Man skriver da bare et brev, hvor man roser en anden for at være klog og retfærdig. Så skriver de et rosende brev tilbage, og så er man venner.
- Det lyder ikke som et rigtigt venskab, sagde den lille prins. Venner er da nogen, man kan være sammen med, og som man bekymrer sig for, og gerne vil gøre noget for. Jeg har en ven, en rose, og jeg giver den vand og skærmer den mod træk. Den gør min verden smuk, så vi har begge glæde af vores venskab. Før jeg fik min roseven, var det eneste smukke i min verden solnedgangen, og den varede ikke længe. Men et venskab kan glæde en hele livet.
- Jeg kender ikke til roser, sagde den anonyme, og hvis du ikke kan bevise, at de eksisterer, er det løgn.
- Du minder om en mærkelig løber, som jeg har mødt. Man kommer heller ingen vegne ved at tale med dig, for du vil bare sige det modsatte. Det er nok derfor, at der ikke er andre end dig selv på denne planet, sagde den lille prins.
- Bevis at du har truffet en løber. Ellers påstår jeg, at du lyver, sagde den anonyme triumferende.

Men den lille prins havde allerede forladt planeten mens han tænkte: De voksne er bestemt meget mærkelige. De forstår overhovedet ikke, hvor vigtigt det er at have rigtige venner. Før jeg fik min rose, var jeg tit så deprimeret, at kun solnedgangen kunne trøste mig i min ensomhed. Nu har mit liv fået mening, for jeg har fået en at bekymre mig for.

På den 10. planet boede der en gammel kværulant.
- Nåda, sagde han, der har vi nok en debattør!
- Hvad er en debattør? spurgte den lille prins nysgerrigt.
- Det er en, man diskuterer med, så man kan vise, at man har ret.
- Hvad betyder at diskutere, spurgte den lille prins, for det syntes han lød mærkeligt.
- At diskutere er at fremføre sine synspunkter overfor en, der har et andet synspunkt. Han kan så fremføre sit synspunkt, hvorefter man gentager sit eget og så fremdeles.
- Hvor længe skal man blive ved med det, spurgte den lille prins, for han ville virkeligt gerne forstå. - Til man får ret selvfølgelig, sagde kværulanten gnavent. Det siger jo sig selv.
- Hvad vil det sige at få ret, spurgte den lille prins igen, for han syntes det hele lød meget mærkeligt. - Det vil sige, at den anden indrømmer, at man havde ret i, hvad man sagde, svarede kværulanten gnavent.
- Hvis han nu ikke er enig i det, så bliver man jo aldrig færdig.
- Det handler ikke om at blive færdig. Det handler kun om at få ret, siger jeg jo. Hvis jeg f.eks. påstår, at månen er en grøn ost, og du modsiger mig, så er jeg jo nødt til at blive ved, indtil du indrømmer, at månen virkelig er en grøn ost.
- Jamen månen er da en sten, ligesom denne her planet. Jeg ved det, for jeg har været der selv.
- Det kan jo være, at du tager fejl. Man kan ikke vide noget som helst sikkert, så månen kan sagtens være en grøn ost.
- Jeg synes, det lyder som det rene vrøvl, sagde den lille prins. Jeg så ikke en eneste grøn ost, da jeg var på månen.
Kværulanten var nu blevet helt rød i hovedet og så meget rasende ud.
- Påstår du, at jeg vrøvler! Det er en fornærmelse! Du beklikker min ære, og det er forbudt efter loven! Det står i paragrafferne! Jeg vil sagsøge dig, så du kan komme i fængsel!

Men den lille prins hørte ikke efter. Han var allerede på vej langt bort for at finde ud af, hvordan verden så ud andre steder. En mærkelig mand, tænkte han. Man kan da ikke vide, hvordan verden ser ud, hvis man altid bliver på de samme steder, og ikke vil lytte til nogen, der har været andre steder.

På den 11. planet sad en ældre mand med hvidt hår, og kiggede på noget meget småt gennem et forstørrelsesglas, og derefter skrev han noget ned i en notesbog.
- Hvad laver du? spurgte den lille prins.
- Jeg forsker, svarede manden, og kikkede igen gennem forstørrelsesglasset.
- Hvad betyder at forske?
- Det vil sige, at jeg undersøger, hvordan noget opfører sig, og skriver ned, hvad der sker.
- Hvad er det, du undersøger?
- Alt mellem himmel og jord, for al ting hænger sammen.
- Ikke på min planet, sagde den lille prins, den hænger ikke sammen med noget.
- Hvordan ser der ud på din planet?
- Der er 3 vulkaner, som jeg fejer hver dag, for at de kan brænde jævnt og stille.
- Har du set vulkaner andre steder?
- Ja, de findes da overalt.
- Men ingen holder dem rene, så derfor laver de en masse ulykker. Der har du sammenhængen.
- Så kan du måske forklare mig, hvorfor de voksne er så mærkelige?
- Det har jeg ikke forsket i, så det ved jeg ikke. Er de da mærkelige?
- Ja, for de beskæftiger sig kun med ligegyldige ting, ikke hvad der virkelig betyder noget.
- Jamen jeg beskæftiger mig da med noget uhyre vigtigt, nemlig at forske.
- Kan du fortælle mig, om fåret har spist min rose hjemme på min planet?
- Næh, men jeg kan beregne sandsynligheden for, om det er sket.
- Der ser du. Din forskning er helt ligegyldig, når den ikke kan besvare et så simpelt spørgsmål.

Så drog den lille prins videre, mens forskeren sad forvirret tilbage og spekulerede på, om han måske havde misbrugt hele sit liv på at studere noget fuldstændigt ligegyldigt.