Hr, lægprædikant..

Puds valnødden og tør øjnene, vi kender dig alle sammen!

mvh
Simon

Hej RM..

Ja jeg har også større tillid til dansk radio end TV. Forøvrigt altid en fornøjelse at se Morten Nielsens digte!

Du ref. for nylig selv til Ebbe Rodes digterpen, hans øjne, der helt sikkert var på stilke når Unge Kunstneres penneskafter lynede, det samme var helt sikkert tilfældet når de faldt på Benny Andersen som poetisk husmuse; så jeg vil næsten ta’ tråden op med lidt fra hans I strid medvind, der er en lige så storartet humoride som de øvrige:

Om en vis Hr. Andersen

Martyriets trappe går opad
det så vor berømteste pen,
– og så valgte han den.

*

Ja, det var jo så den gamle Hr. Andersen, ham Ebbe Rode voksede op med og som læstes af Helge eller Edith Rode, nøjagtig som han selv gjorde det for Martin, når han lå med snuden og tindrende øjne over dynen; sådan har det nok været i de fleste danske hjem, og H.C. Andersen står fortsat i ethvert hjems reol, men nu ved siden af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen mange andre storartede digtere, der også fik blikke til at se indad. Næppe mange kender nu noget til den Andersen der hed Vilhelm, en af landets berømte filologer og Peter P. Rohdes gamle lærer, hvis Horats genlød:

Thi Guden vil den fromme vel
og under Digteren sit Held.
O kom! se, jeg udspreder
her for din Fod et Blomstervæld
af Landets Yndigheder.

Her skal du i lønlig Dal,
der gør selv Hundestjernen sval,
besynge Elskovs Flamme:
Penélopes og Kirkes Kval,
der elskede den samme.

Og Kiervinen mild og blid
skal læske dig ved Middagstid
i denne grønne Skygge,
og Mars skal ej med nogen Strid
forstyrre Bacchus’ Lykke.

Og ingen Cyrus vild og raa
skal imod Kransen, du har paa,
sin plumpe Næve væbne
og min Venindes Kjole flaa,
værdig en bedre Skæbne.

*

En helt anden tid, javel, og snart forgangen; helt sikkert, og ud i fremtiden er alt nok glemt – måske man end ikke længere vil huske det danske sprog, allerede nu synes det skrevne ord jo temmelig sløjt, kanske man hellere vil snakke ængelsk og sige ”fårk daj” til hvert andet ord, det ku’ meget tyde på, særlig blandt studerende, en samtid med vokaler og konsonanter på overarbejde. Filologi og Dansk Sprognævn vil nok i fremtiden besluttes ikke at være rentabel nok, ligesom hospitalerne, med et kig i pengepungen må Wikipedia nok række. Men hvad betyder vel også det danske sprog i en skindød EU-Stat? Vil man igen se flammende bål af bøger i gaderne, tiljublet af politisk korrekte vejrhøns & hanser? Slet ikke umuligt, ikke overhovedet, ensartethedens lænkehunde stikker altid snuden frem hvor de ka’: ”Stur stur nummer med stur psykologi, kom straks og se vor gud, kun hundrede kroner…” ;)

Stadig er det heldigvis en nydelse at se gamle poeters svung med pennen, de ka’ nydes vor tid ud. M.h.t. Vendepunktet af Klaus Mann, da samledes de i egne øjne heldige udstødte overalt i verden hvor ordet endnu var forholdsvis frit. En mærkværdig ting de alle oplevede var hvordan man i angst for kommunismen først opflaskede fascismen, der pludselig vendte om på hælen og overfaldt sin egen protegé, hvorefter man selv vendte om på hælen og afventede hjælp fra kommunisterne – og sikkert med en noget underlig smag i munden igen hyllede de gode gamle frihedsidealer. Dén komedie går også i dag som varmt brød, suk!

Fam. Mann, Ingeborg Bachmann, Günter Grass og et utal af andre store digtere, dvs. også mange danske, svenske og norske påpegede samme tendens hos mennesket: at det med få undtagelser og kun for sin egen skyld altid gør hvad det får besked på, uanset omkostningerne på sigt! Det er en observation ingen uden videre ka’ betvivle, se bare i dag hvordan folk hellere end gerne lader sig ansætte i kommuner, for at hundse med fattige og syge mennesker og helt uden omtanke for, at de selv en dag blir de udsatte. Overalt er der noget kunstnere må slå ned på, noget de må illustrere betydningen af på sigt, så det i det mindste slår nogen i øjnene. Derfor frygtes kunstnere nu som dengang, og Vendepunktet skitserer fremfor alt de mange kunstneres livssituation sent i 30’erne og under krigen, som flittignisser der netop var tvunget til at hjælpe hinanden, og hvor det mærkelige også dengang var at se, hvordan nazisternes fratagelse af deres statsborgerskab med begrundelsen ”jøde”, ”kommunist” eller ”landsforræder”, aldrig fik noget land til at åbne sine grænser. Tværtimod anbragte man dem overalt i ingenmandsland, hvorfor nazisters/fascisters anklage imod dem altså for så vidt accepteredes. Etymologisk set får ordet ’kommunist’ også i dag amerikaneren til at flå sig i håret, det samme gælder 30, 40 og 50-årige i Danmark, Sverige og Norge, der tror det er et skældsord for misundelige 68’ere der i nattens mulm kommer og stjæler deres iPad. Vi er m.a.o. tilbage ved begrebsforståelsen og dens rutschetur ud af sproget, for sikke nogle generationer, der måske også engang vil henfalde til at føle sig frem til sandheden, mens de sir’ ”fårk, fårk fårk” til hinanden..;)

Skinsyge

At tro sig bedraget i kærlighed
er ondt som Ægyptens plager,
det kan føre til afsind og hysteri
– især hvis man selv bedrager.

- Ebbe Rode.

Bedste hilsner & tillykke med genfunden læseglæde! ;)
Simon

Psst!

Du har altid troet offerrollen klædte dig, men sandheden er at ingen af os nogensinde har set dig bruge Trosfrihed til andet end en opslagstavle for trosbekendelser, og at i al fald Ole og jeg forsøgte at friholde Mellemrummet fra den slags selvtilfredse trosonani.

Bedste råd jeg ka' gi' dig er, at du med den anden trediedel af "Tro-enigheden" (hønsemand) hygger dig lidt med Kristus i en tråd skabt til netop formålet. Du ka' bare håbe på den sidste trediedel ("Buldrende stemme") støder til med den sidste basun under armen, hvormed Frelsens Hærs små kordrenge igen er samlet til slaget mod de frygtelige ateister. I tre har nu altid set så nuttede og æblekække ud, når i sådan tordnede derudaf med reklamer for himmelnissen som løsningen på alverdens problemer..;)

mvh
Simon

P.s.:

I noget der ligner en efterårsnat, men som bare er sensommerens dufte, under en oprydning med snorketræer ude som inde, faldt jeg over George Eliot's Middle March - den største bassedreng af en historie jeg ka' mindes, men vistnok også én af de bedste! Virginia Woolf er citeret på bagsiden for at ha' sagt: "En af de få engelske romaner, der er skrevet for voksne mennesker". Det ved jeg nu ikke, men her lidt poesi fra Middle March:


Ak ve, hvor kan min kærlighed
dog nære sig på sparsom føde,
et strejf, et blik, som ingen ved,
en skygge i det tomme øde:

En drøm om åndedrag her ganske nær,
er indre ekko af en klang,
en kvinde, som kan ha' mig kær,
de steder, hvor jeg har min gang.

En frygt, som ikke mer kan støde,
en synd, der lod sig ikke måle -
ak ve, hvor er der sparsom føde,
min kærlighed må tåle.

*

Det er dén slags fortællinger man bare må ha' læst op, lidt som Dickens, bare ligge dér og flyde med strømmen med det ene øre mod puden, og dér sku' være garanti for at historien ikke slutter lige med det samme - det er altid så trist når gode historier når deres ende, den ende man så ofte slet ikke ka' holde ud. Jeg tror sgu' den findes som lydbog, og én af de fortællere der i hvert fald burde ha' læst den op, vil jeg mene må være Karsten Pharao - er historien lidt for lang, ka' man jo nyde hans oplæsning af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, som en anden af de bedste historier..;)

mvh
Simon