HejArne.
Ja universets kärlighed det er noget skräkkeligt vrövl, universet er totalt ligeglad med at der eksisterer noget småpus på en ultralille klode der farer rundt om solen, hvor nogle baciller-bakterier har udviklet sig til en klode med dyr der går oprejst og körer rundt i små blikäsker og endda forlader klodens overflade i lidt större blikäsker der kan sväve frit i rummet.
Det hele er ganske tilfäldigt og uden nogen som helst tilknytning til resten af universet, vi er bare os og alle de andre dyr.
Du vil gerne have kärligheden ind i billedet, universet er ikke baseret på kärlighed,universet er et farligt sted at opholde sig, vi bliver bestrålet med dödsens farlige stråler fra solen og havde vi ikke div. beskyttelseslag i atmosfären ville vi ikke leve ret länge og nok aldrig have udviklet os til vort nuvärende stade.

Det gläder mig at du ikke forbinder en gud med universets skabelse, selvom du inderst inde ikke er helt sikker.
Du skrev om millioner af planeter og stjerner,det er närmere trillioner vil jeg tro, det er så ufatteligt mange og i et område så stort som man ikke kan forestille sig.

Hvordan kärligheden har sneget sig ind på os, bliver nok svärt at forklare, men har muligvis noget at göre med at vi vil forsvare den vi har valgt at reproducere os med og det afkom der kommer ud af det, det har så bredt sig som ringe i vandet, men dog ikke så langt som du mener, du föler kärlighed til et bemalet brädt med et ikon på?? jeg siger ikke noget - meeeen, er det kärlighed når du passer på ikke at träde på en myre? hvad er det så når du myrder lös blandt de äkle dräbersnegle, er det had?
Så er der dem der betaler for kärligheden, selvom det ikke er den de får, det er bare en times selskab med en der udlejer sin krop.
Og du kan aldrig vide dig sikker på, at det er kärlighed der får mennesker til at holde sammen.

Et höjt hurra for kärligheden, den kan vi ikke undväre.

”Måske – og dog – det kommer vel lidt an på, hvordan man ser på det. En sådan kærlighed er jo ikke noget, der kan påvises naturvidenskabeligt, men dét i sig selv beviser dog ikke en sådan kærligheds ikke-eksistens”.

- Med hvilken grund ville du også pålægge dig selv at ”bevise” kærligheden mellem grundstoffer, stenarter, metaller og gasarter m.m. Hva’ ska’ spørgsmålet idet hele taget ”bevise” - at du ka’ ka’ fantasere dig til kærlighed ”udenfor lukkede døre”? Det ka’ du såmænd også gøre her på jordkloden. Dit spørgsmål viser intet om påviselig eksistens og kærlighed, som forudsat der er tale om noget observerbart, ville kunne påvises ;)

Men du vil måske bare vise evnen til at forholde sig Irrationelt til rationelle spørgsmål om fænomeners evne til eksistens? ;)

mvh
Simon

I stedet for at stille et spørgsmål om universets "væren", Arne, som ingen kan besvare, og som måske aldrig kan besvares, skulle du måske stille et spørgsmål, vi som mennesker en dag kan besvare.

Hvad er årsagen til, at nogle mennesker fantaserer sig til en følelse af kærlighed fra guder eller fra et livsfjendtligt univers, en fantasi som mest af alt virker som en beskadiget tænkeevne?

Hvorfor prøver du ikke at vende opmærksomheden indad mod din egen væren. Hvad er det, der er gået galt i din hjerne, siden du ikke vil acceptere den virkelighed, som alverdens mennesker lever i? Du prøver at sætte spørgsmålstegn ved begrebet "bevis", som om dine sproglige manipulationer var i stand til at ændre virkeligheden. Det kan de ikke Arne. Universet eksisterer, og vi kan ikke påvise nogen grund til dets eksistens. Det er der bare, og det har milliarder af nulevende og afdøde mennesker konstateret. Hvorfor er irrelevant for den velfungerende hjerne.

Den moderne hjerneforskning har ikke kunnet finde en årsag til gudetroens eksistens, men den har fundet masser af årsager til at tankerne løber løbsk, så hjernen ikke fungerer, som den skal. Den dag er måske ikke så fjern, hvor videnskaben præcist kan forklare hvor og hvorfor kæden sprang af i din hjerne, og om det er muligt at reparere den.

Indtil da må vi nøjes med at gætte på, at din klamren til en fantasi om universet skyldes en angst for at miste den lykkefølelse, som fantasien giver dig, og som reddede dig gennem en psykologisk krise. Derfor er du ude af stand til at forstå, at man faktisk kan leve et lykkeligt og spirituelt liv uden din fantasi, så du tror, at det er os ateister, der mangler noget.

Det er det ikke, Arne. Vi har bare håndteret vore psykologiske "kriser" på en anden og mere effektiv måde, så vi ikke behøver at leve på en følelsesbetonet fantasi. Derfor har vi heller ikke det behov, som du og Hanskrist og Thomas og somo og andre troende har for at stive jeres fantasier af gennem at overbevise jeres omgivelser om, at guder og/eller et højere forsyn eksisterer. Vi er faktisk revnende ligeglade med, hvad I tror på, så længe vi kan slippe for jeres irriterende angreb på vores tankefrihed. Begrebet "trosfrihed" dækker jo også frihed for tro, og det er denne frihed I konstant angriber hver på jeres egen måde.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Godmor´n til alle:

Egentlig bare lidt fundering over, hvorfor du Ole skriver, at I dels er "revnende ligeglade" med, hvad troende har behov for at overbevise omgivelserne med, som du skriver - via fantasien naturligvis - og i samme moment giver du jo indtryk af, at det virker som "irriterende angreb på jeres tankefrihed.". ????

Hvordan kan noget være ligegyldigt og samtidig irritere ens tankevirksomhed? ???

Så helt ligegyldigt er det nok ikke, tænker jeg bare.

m.v.h.
Zenia