Kære alle jer der ikke opfatter verden firkantet, i sort hvid. Til alle jer der gerne vil ud af alle fordommene som alle fordummeligheder. Til jer der elsker reflektion og omtanke, frem for ugennemtænkte, ikke gennemtænkte, postulater.

En af vore debattører skriver:



Det religiøse issue, spørgsmål, dækker ikke over hvad Dawkins (som vores egen simon) har nedgjort det til, nemlig noget unaturligt og uvirkeligt (det er ikke engang en dårlig parodi, det er infantilt tåbeligt, og det retter sig kun imod et ubetydeligt mindretal af religiøse fundamentalister), og dette har altså intet at gøre med hvad religiøsitet dækker over i autentisk forstand.

Det religiøse er ikke unaturligt som uvirkeligt (men sørme både naturligt (evolutionsbiologisk forstand som kulturel forstand; som det er virkeligt, ja det er det mest virkelige som: cogito ergo sum), hvilket al ny forskning på området indenfor neurovidenskab dag for dag kortlægger i øjeblikket. Religion er ej heller fornufts stridigt (se mine seneste indlæg om Paulus fx). Det viser sig med al tydelighed at religion som en aktiv spirituel praksis, det fremmer en sund hjerne struktur som kompleksitet, der styrker vore cognitive evner som det gør os mere venlige og imødekomne overfor vore omgivelser (mindre fordomsfyldte), som det øger vores samfunds engagement (som det styrker vores sundhed og helbred, fysisk såvel som psykisk), og ja det har med vores nyere specifikke forhjernestruktur at gøre og anterior singulate spiller en afgørende rolle her. Meget tyder på at det religiøse repræsenterer vores specifikke nye hjernes (forhjernens) potentialer overfor vores gamle reptil hjerne (dybere liggende subcorticale lag), mere primitive hjernestrukturer og deres dominans. Fx er neurontyperne i anterior singulate (15 millioner år gamle) der har helt afgørende betydning for vores forhjerneforstandighed (den ny hjerne, specifikke humane), modsat dem der tilhører amygdala 450 millioner år gamle, som repræsenterer vores gamle reptil hjerne og dets funktioner, der selvisk opportunistisk kæmper for overlevelse her og nu, altså i en stress situation, gennem flugt og angst der hæmmer og gør aptaisk eller gennem aggressivitet og vrede; intimiderende forfølgelser, angreb/overfald på medmennesket.


Det religiøse bunder i at mennesket (det menneske der burde være politisk aktiv) er et åndeligt/spirituelt væsen der former og skaber sine omgivelser (sig selv såvel som samfundet, som kultur og videnskab mmm) ud fra sine ønsker og idealer, såvel som ud fra sine moral etiske overvejelser såvidt næsten, medmennesket, menneskeheden. De største fremskridt er udsprunget af religiøse idealer og ønsker om frihed og ligeværdighed mennesker imellem, som fredelig sameksistens og ønsket om at fremme venlighed og imødekommenhed mennesker imellem, som at de priviligeredes politiske moralske ansvar er at kigge i retningen af de mennesker der er uden midler.



Det er mennesket der burde drive politik ud fra høje moralske standarder, ud fra theonome betragtninger (universelle eller guddommelige normer), ja sådan burde det være, at det er mennesker der burde drive/bedrive politik og ikke omvendt, som det er for en stor del idag, politikken der er lakajer for det økonomiske kapitalistiske system, der driver/styrer menneskets som klodens liv, og det endda uhensigtsmæssigt (fx imod større og større fattigdom, skel mellem rig og fattig og imod en miljøkatastrofe af uhørte dimensioner). Også derfor er en ny interesse for Marx eller marxismen opstået, omkring spørgsmålet, hvorfor magter mennesket ikke længere at drive/bedrive politik, og hvilke konsekvenser får det for os at vi ikke længere tør drive politik, men lader os styre af det kapitalistiske system med alle dets indbyggede uhensigtsmæssigheder, ufornuftigheder eller fornufts stridigheder som det strider imod enhver menneskelig sund moralsk overvejelse.


Vh HansKrist.


PS:

nogle mennesker er tilhænger af tabula rasa teorien, og de visker tavlen deres ren hver dag (mich og simon er kendte her), fordi de er bange for det ubevidstes indflydelse på deres liv, det kollektive ubevidstes indflydelse, med alle personlighedens intentioner, motiver og ideer som ønsker, psykiske grundformer, med potens til udvirke et kreativ engagement og virkelyst i verden. De der hver dag visker tavlen ren, gør det for uforstyrret (fri af det kollektive ubevidstes grundformer (al religiøsitets grundlag)) at kunne forblive passsive og sansende til i verden (mest kendte repræsentanter herfor er som sagt poetiske simon og michael her og nu; derfor al deres fokus på det her og nu sanselige nærværende i den enes poesi og den andens mystik (altså de opfatter mennesket som et passivt i verden sansende væsen der lever i statisk tid, nemlig et tidløst rum hvor kun det sanselige værende/nærværende tæller)

det sidste her er selv sagt en lækkerbidsken for folk med religionsfilosofisk tæft/sans. Analyser som vi burde se fra de religionshistoriske og religionsvidenskabelige fakulteter, men ingen magter tilsyneladende at tage temperaturen på tidsånden, så godt vi har en HansKrist, når fx en "M rødsten", kun pjatter sin tid og sit liv (karriere) væk og er så fordomsfyldt at høre på når han træder frem i tv at det skriger til himlen. Den mand magter ingen analyser af hvad der rør sig i befolkningen.

Videnskab udspringer ikke af religion, men af menneskelig nysgerrighed efter fakta om verdens fænomener.

Derimod er videnskabsmænd verden over forlængst sprunget ud af den religiøse overtro, som forhindrer den objektivitet, der er nødvendig for at komme til klarhed over virkelighedens fænomener, herunder den menneskelige natur og tankevirksomhed.

Seneste opdagelse er, at selv bananfluer overvejer og vurderer forskellige muligheder inden de handler, og de har ingen religiøse fordomme.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Hans,



Der er faktisk tale om en lære, men selvfølgelig ikke en bog, der søger at gøre læseren krumrygget og apatisk i forhold til det levede liv. Men en lære er der faktisk tale om.

"Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt, er han hovmodig og forstår ingenting. Han er bare syg efter diskussioner og ordkløverier, og det skaber misundelse, kiv, bagtalelse, mistænkeliggørelse, rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig."
(Første Timotheusbrev 6, 3-5)

Både Jesus og Paulus bruger ordet lære. Og underviser gør de begge! Deres undervisning søger dog også at gøre høreren til handlingsmand! Det er sikkert og vist.

Nej vores retfærdighed er fra Gud i Kristus, altså vores vertikale kreative virkende søn fader forhold hvor Gud handler med os (1)* , og det er ikke noget vi kan lære og maksimere os frem til, altså opdrages og tugtes frem til, i så fald vi kunne undvære at have den levende skabende Gud som Guds Ånd og virkekraft med inde over vores liv.

Det er alene Guds retfærdighed med os i begivenheden Kristus, Guds Kærlighed Kristus, hvor Gud er kommet os nær (2)* som virkelighed og autentisk liv med Gud (alene Gud skal tilskrives æren, ikke vores læsekapacitet for religiøs moralsk visdomslitteratur):




(1)* :









Paulus er stensikker i sin sag om at vores retfærdighed suverænt er Guds Nådesværk med os. Det går igen i alt han skriver om forholdet. Og han bliver aldrig træt af at sige her har mennesket ikke noget at være stolt af, da ingen kan frelse sig selv som retfærdiggøre sig selv, kun Gud kan gøre en forskel i vores liv (så du kan læse i al evighed og du forbliver på samme niveau, altså din egen retfærdigheds niveau, ikke den fra Gud med dig).



Men Paulus siger også at vi skal lovsynge med vores forstand om alle disse her forhold. Og han taler om Åndens nådegaver, karismaerne, og nogle vil af den samme Guds Ånd, bliver gode til at helbrede, andre som gode leder, andre som apostle, nogle som profeter (Berdyaev fx) og nogle som lærer (teologer (Tillich fx)). Og selvfølgelig er der en lære og lektie at forstå, også i de bibelske 'bøger', især de nye testamentes. Men igen, uanset hvor meget vi forstår og lærer om de universelle guddommelige love, guds bud og ord, så står disse forhold magtesløse (se Rom 7 - 8), de ægger blot til synd og fortvivlelse som de skaber en alvorlig neurose (her er Freud og Lacan enig med Paulus). Og ja vi kommer længere og længere væk fra den levende Gud som livets ånds love (apropos livets træ midt i haven, som vi i vores moralske (kende forskel på ondt godt) æblegnaskeri bliver afskåret fra).

Igen, vores retfærdighed har vi alene og suverænt fra Gud af, det er suverænt Guds nådesværk med os, også kaldet inkarnationen (forligelsen) eller Guds Kærlighed Kristus, hvor Gud igen er kommet os helt nær som det intime autonome søn faderforhold vi bliver stillet i, hvor theonomien (de universelle guddommelige love og normer) er os autonomt givet som åbenbaret. Dette er hvad Bibelen peger på, skatten og essensen i bibelen; Kristusbegivenheden ind i verden, som i hver vores liv. Alene denne nye virkelighed mellem mennesket og Gud, Kristusvirkeligheden, vores nye væren i Kristus er det nye testamente en lang række vidnesbyrd om.






Hilsen HansKrist.

PS:

Du skrev følgende forleden dag, sort snak og fuldstændig udokumenterede forkerte påstande, som følger her:




Min kommentar:

det er dig der ikke kan finde ud af hvad der er op og ned! Hvormed du konstant vender tingene på hovedet. Vores retfærdighed (som helliggørelse, som frelse) er og bliver alene fra Gud i Kristus, det er alene Gud der udvirker denne, disse forhold, og du vil ej kunne opnå det udenom Gud som aktiv spiller i dit liv. Du vil gerne kunne selv udenom Guds handling med dig (3)*, alene gennem at læse hvad du finder er Jesu ord (dette er selvretfærdighed og ikke Guds retfærdighed du der opnår).

(3)*:





Og nej det er ikke den selviske menneskenatur Paulus taler om.

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.



Du står for falsk ydmyghed, en selvudslettelse der slet ikke er tale om hos Paulus; "there is no loss of self but an enriching of it" som Schweitzer skriver.

Kødet har intet at gøre med vores legemlighed! Aner ikke om det er der du kløjs i det.

I alle de år jeg har kendt dig T. har du søgt fromhed, din egen selvretfærdighed (hvormed du med rette har måttet stå for mål for at være en hykler og det med god ret da Gud da for helvede ikke ønsker du skal leve i falsk ydmyghed og fromhed) frem for at være interesseret i at kende Gud som at tage Gud med ind over dit liv, og så skal Gud nok udvirke din retfærdighed, din helliggørelse, som din frelse. Du kløjs også konstant i Jesu ord, som du snart sagt finder alle mulige steder, og du forstår ikke at der er tale om teologiske biografier og det endda af enhver slags og nogle falske af slagsen også er du faldet for. Drop alle dine selvretfærdiggørende fromhedsøvelser, for Guds planer med dig er så meget større end denne slette parodi på et liv du eftertragter ved konstant at drikke dig fuld i Jesu ord mig her og der og alle vegner.

Forstår du slet ikke at ære Gud, gøre Gud ære, gennem et aktivt liv? Guds planer for dig og dit liv er så meget større end du fatter T. Tror du virkelig Gud går ind for falsk ydmyghed, fromhed, som står bag en selvudslettelse, som en karismatisk svækkelse af din personlighed? Nej du tar fuldstændig fejl og har endnu ikke mødt Gud. Nå men jeg vil bare sig at vi to står så langt fra hinanden i teologisk forstand og Kriste-lig forstand, og det grundet Paulus, som du endnu ikke har givet en chance, men læser som fanden læser bibelen.

Kære Hans,

Jeg kan ikke se, at dine Paulus-citater modsiger hans andre citater, hvor han taler om undervisning og om lære.

Selv om det er Gud og Kristus, som virker i os, så er det stadig ved deres ord, deres undervisning og deres lære - ja, åndens ord og lære.

"Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i!"
(Romerbrevet 6, 17)

Ja, du citerer endda selv:

For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige. 1 Kor 2, 11 - 13.

Paulus taler både om en "lære" og om at holde sig til skriften.

Men du, Hans, kan selvfølgelig vælge at forbinde ordet "lære" med noget negativt og på baggrund heraf forkaste det. Paulus lagde ikke noget negativt i hverken "lære" eller "undervisning" eller "formaninger" - og han bruger disse ord ... men måske på en anden måde end dig, siden de vækker din modstand.

"Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod"
(Romerbrevet 16, 17

I stedet for helt at forkaste, at der er tale om en lære - for så er dine ord jo i modstrid med Paulus, som du priser! - vil jeg opfordre dig til at uddybe, hvad han mener med "lære". Det kan måske give en sundere dialog.