Jeg må konstatere, at du fortsat mener dig klogere end Dawkins, Mogens Herman og undertegnede tilsammen.

:o)

Hej Bjørn og Zenia,, det her bliver nok lidt religionsfilosofisk langt og knudret.

nu må vi lige huske hvad det var jeg påpegede, nemlig 1): den sprogforbistring, begrebsforvirring, der hersker omkring brugen af begrebet, ordet, ego; som 2): forskellen mellem østen og vestens religiøsitet, spiritualitet, såvidt synet på egoet, vores personlighed, vores ego-self struktur.

New age (en stor del af østens religiøsitet) og fx EKIM har vores ego (bevidste tænkende individuerede differentierede personlighed) som noget negativt.

I en vestlig kontekst, kulturel som spirituel kontekst, har man valgt at gå en hel anden vej, nemlig at vores ego, bevidste tænkende individuerede differentierede personlighed, er noget højst ønskværdigt, ja vel den ypperste form for dyd vi kan håbe for mennesket, det enkelte, såvel som menneskeheden. Vi tænker på renæssancen; reformationen og humanisme bevægelsen; oplysningstiden, Kant; Fichte; Schelling og Hegel. Her finder vi en theonomi der er autonom, og det er først senere at menneskets autonomi (en eksistens uden nogen former for essens) løsriver sig fra alle former for guddommelig essens eller evigt gyldige normer, nomos (love). Men selv hos Heidegger og Sartre finder vi essentielle forhold, som det autentiske menneske og det menneske der ikke lever i ond tro.


Rudolf Steiner og Albert Schweitzer (mmfl) har påpeget denne forskel mellem øst og vest (Paulus):



Også derfor vi ser at det er indenfor den vestlige kultur og spiritualitets kreds at vi får liberalismen (her ikke forstået som noget økonomisk) og humanismen, ja disse udspring af renæssancebevægelsen (som senere tysk romantik fx), med troen på mennesket, det enkelte individ, dets unikke personlighed med dets karismatiske kreativitet og helt særlige evner (ethvert menneske betragtes nærmest som et geni, hvis det får lov til at udvikle sine specielle anlæg). Det siger sig selv at indenfor en kulturkreds hvor egoet og personligheden betragtes som en fjende, som noget negativt, vi vil aldrig finde denne store tro på det enkelte menneske og dets unikke individualitet, fordi disse foreteelser ligefrem bandlyses, helt modsat den vestlige kulturkreds, som spiritualitet (religiøsitet), hvor vi har Guds JA til mennesket i Kristus, altså at Gud er for mennesket (Gud der er til for menneskets skyld (begivenheden Kristus i verden; Guds kærlighed Kristus)), og ikke omvendt at det er mennesket der skal være til for Guds skyld. Religionsfilosofisk at kunne se forskellen mellem øst og vestlig spiritualitet som kultur, er meget afgørende da det leder frem mod forskellige samfund som muligheder for selvrealisering og individuation for det enkelte menneskes vedkommende. Paulus taler om at i Kristus (Guds kærlighed Kristus, inkarnationen og forligelsen) er Gud kommet os nær og har stillet sig på menneskets side (Guds JA til mennesket) med sin Ånd nu immanent, den hellige Guds Ånd, for at højne os med guddommelig autonomi og karismaerne (vores personligheds unikke gaver og talenter), for at helbrede og frelse os, for at gøre os duelige til at kunne følge livets ånds love.

Indenfor græsk tænkning var det kun filosofferne og frie mennesker (underforstået, kun aristokratiske frie mænd, fri for at arbejde, hvormed de kunne hellige sig filosofien og dens visdom) der kunne komme Gud nær gennem visdom, men dette afviser Paulus, og et tros-helvede (positivt forstået) bryder løs, kunne vi sige, hvor Gud i og med og ved Kristus har stillet sig på alle menneskers side og da ikke mindst, dem der ikke er noget i verdens øjne, de svage og udstødte, kvinder og slaver, hedninger og ulærde (udenfor det græske aristokrati og dets opfattelse af hvem der var frie mennesker som gennem filosofi kan erhverve sig visdom om Gud). Det er denne religiøse inklusion som dette nye menneskesyn (alle mennesker lige værdige i religiøs forstand) der gør kristendommen til den store succes. Se 1 Kor 1.

Sjovt at se hvordan Marx'ismen forsøger noget lignende senere i historien, hvor arbejderbevidstheden ikke menes at skulle være ringere end den aristokratiske akademiske herretænknings bevidsthed eller ideologier.

Overfor jødedommen var det et opgør med loven (theonomien) som heteronom og dens magtesløshed, nej den var autonom, det er alene Guds Ånd der åbenbarer for os, ikke ved ord men ved sin kraft og undergerninger, hvad der er fra Gud af (theonomien). Se 1 Kor 2.



Men det hedder senere at vi dog skal kunne lovsynge med vores forstand om dette Guds Nådesværk Kristus, Guds Kærlighed Kristus, de nye skabninger vi er i Kristus, hvordan dette forandrer og føder os påny ud af Gud (se (A)*), og hvordan det (begivenheden Kristus) vil forandre for altid menneskehedens historiske liv.



Det er EKIM der bekæmper egoet, menneskets personlighed og dets individualitet, med hellig retfærdighed, jeg forsøger i overensstemmelse med Paulus at forsvare menneskets autonomi, altså at vores theonomi er autonom og ikke kan påduttes os heteronomt udefra, fx fra EKIM's rette lære eller fra den katolske kirkes rette lære eller en anden religiøs retning der forsøger at kile sig ind mellem mennesket og Gud.


Hvad katolikker og EKIM tilhænger finder i en selvydmygende underkastelse et menneskeligt læresystem til hellig retfærdighed for dem, dem om det, jeg for mit vedkommende har min retfærdighed fra Gud alene, Gud og guddommelig lov, theonomi, der i Kristus er kommet os mennesker nær i et autonomt frit, troens, inderlige suveræne dynamiske søn fader forhold ind i verden.

Principielt religionsfilosofisk af største vigtighed for at forstå Paulus og urkristendommen, er at vi ikke underkaster os et religiøst læresystem, endsige Gud, men at det er Gud der bliver subjekt i vores liv, de nye skabninger vi er i Kristus (inkarnationsbegivenheden Kristus). Vi kan vælge at ta imod det Guds Nådes -kraftværk vi mennesker er i Kristus (A)* takket være den Hellige Guds Ånd og ihvertfald kan vi passe på ikke igen at lade os tvinge under et læresystems trælleåg.

(A)*:








Altså kort og godt, vi kan ikke maksimere os frem til vores hellige retfærdighed (ved at underkaste os EKIM eller et andet religiøst læresystem som opdrager), så bliver det hellig selvretfærdighed. Nemlig har vi vores retfærdighed fra Gud i Kristus (ikke fra os selv), lodret/vertikalt fra oven, det er suverænt Guds nådesværk med os, ja kort og godt så er dette netop Gudstroen og dets virksomhed i kristendommen. Vi må lade Gud som vi kender Gud i Kristus, som subjekt i vores liv (et kreativt "søn fader" dynamisk forhold mellem mennesket og Gud alene), udforme vores retfærdighed som karismatiske personlighed og individualitet og ikke EKIM eller en eller anden katolsk ret lære vi maksimerer/læse os frem til.

Dette er så fandens afgørende vigtig at forstå hvordan tingene vender, for ellers er det ikke kristendom, men en afart af kristendom.





Zenia du skriver:




Min kommentar til ovenstående:

Hjertet alene udenom hovedet kan let føre mennesket på vildspor (blind tro, som alene følelsesmæssigt baseret tro (altså tro udenom hovedet, forhjerneaktivitet, bevidst reflektion)), såvel som et hovedliv udenom hjertet, gør det samme (kynisme og gold, hjerteløs/legemsløs neocortical fornuftig virksomhed udenom den nødvendige subcortikale vitale biologiske integration til understøttelse vores fornuft og forstandighed).

Du fører dig skam frem Zenia, og godt for det, hvorfor skulle du dog ikke sætte dig selv på spil og vidne om hvad der betyder så meget for dig og har gjort så meget for dig. Vær nu ikke så falsk beskeden.

Personligt har jeg store forudsætninger for at kende EKIM, da jeg i mange år, var dybt engageret i Christian Science, som EKIM skylder nær sagt næsten alt, eller at vi ihvertfald ikke udenom Christian Science kan forstå ud fra hvilken 'spiritualitet', som inspiration, som åndeligt syn, EKIM opstår.

Jeg har selv haft en kæreste (der iøvrigt også ud fra numerologien antog navnet Zenia, morsomt ikke?) der var meget EKIM fascineret eller optaget. For hende antog den store EKIM bog nærmest Koran agtig status som det måske også gør for dig Zenia, sådan du nævner den store blå EKIM bog. Det er vigtig at forstå at Bibelen ikke peger på sig selv, men på begivenheden Kristus ind i verden.

Vi må forstå at det ikke er en bog, ikke en lære hvorigennem vi mennesker kan maksimere/studere os frem til retfærdighed, endsige nogen hellig retfærdighed (som også thomas forsøger at gøre det, ved at drikke sig fuld/salig i alt det han tilfældigvis finder er Jesu ord (denne alkoholiserede salighed til hellig retfærdighed gennem læsning finder vi ikke i urkristendommen)), men alene igennem dette at møde Gud i Kristus, hvor vi har vores retfærdighed suverænt fra Gud af alene.




Skulle EKIM fører en af de mange Zenia'er rundt omkring i danmark nærmere Gud i Kristus, nærmere vores retfærdighed fra Gud i Kristus, jeg vil sige at EKIM sørme har gjort det godt set med kristne øjne. Skulle EKIM medfører at man åbner op for den kristne spiritualitet, jeg vil igen sige at EKIM set med kristne øjne har gjort det godt.

Hvis man ikke har noget dybere kendskab til klassisk kristen spiritualitet, til Kristusmystikken (paulinsk Kristus Pneumatelogi (lære om Helligånden)), så er det ligesom lidt svært at bedømme EKIM, der kommer til at stå uimodsagt (ja hvorfor i hele hule helvede skal vi lade EKIM på en debat stå uimodsagt, når Paulus endda går så vidt at han siger at vi selv overfor Gud har fri taleret ("lovsyng dog med jeres forstand" om tingene sagde denne Tænkningens Skytshelgen Paulus)). Og ihvertfald finder vi ikke indenfor kristendommen den samme fordømmelse af egoet, vores differentierede individuerede personlighed; som fordømmelse af den fysiske virkelighed, såvel som vores legemlighed, fysiske konkrete legemlighed, som vi finder det indenfor EKIM, ja meget af dette er ganske fremmed for kristendommens DNA.


Nå men når alt det her er sagt, så var mit ærinde jo også at påpege forskellige syn på egoet (bevidste tænkende individuerede differentierede personlighed) fra forskellig religiøs hold (det meste af østens religiøsitet fordømmer vores ego, vores unikke differentierede individualitet og personlighed (tænk på vores egen mich)), og så den sprogforbistring eller begrebsforvirring der hersker i vor tid, new age, mht begrebet egoet, set i forhold til den videnskabelige psykologi, psykoanalysen og psykiatrien, som den kontinental europæiske filosofiske tradition, fx Kant; Schelling; Hegel og eksistentialismen.


sorry det blev så langt og religionsfilosofisk lidt knudret eller svært stof fra min side (lige her og nu kunne jeg ikke gøre det bedre, beklager). Og selvfølgelig skriver jeg for folk med religionsfilosofiske og -historiske interesse, da dette område er totalt forsømt i danmark, skyldende fx at en M 'rødsten' ikke overhovedet magter denne opgave. Æv æv, og ja som skatteborger i danmark, vi burde 'faden galemig' forlange at en religionshistoriker ikke alene er beskæftiget med eksotiske stillehavs religiøse praksisser, men også formår at tage temperaturen på new age EKIM og fx klassisk folkekirke kristendom, men det magter manden ikke en skid af. Han forstår ikke sit eget fag, rystende at dette tillades at finde sted på landets universiteter. Vi må håbe at religionsvidenskab gør det bedre, hvilket ej heller er tilfældet, og ja så falder vi tilbage på de dygtige teologer, som må lidt mere frem i skoene og ta temperaturen på new age overfor kristendom. At man ikke kan se der er en vild vild levende spiritualitet (religiøsitet) der går for sig i danmark (ja hele den vestlige verden, ja globalt), så burde man sgu ikke have en universitets stilling i religionshistorie, det er sgu da for fanden hans job at forstå disse forhold, og ikke mig HansKrist, men i mangel af bedre fra Universitetsholds side, er jeg blevet nødtvunget ud i at gøre noget af dette forsømte arbejde.


mange kærlige hilsner HansKrist.

For mig at se, Hans, hører dit lange indlæg hjemme under "Hvad er kristendom" og ikke under "Det ideelle samfund". Sidstnævnte handler jo om hvilke menneskelige samværsregler, der kan gælde for ethvert fremtidigt samfund uanset størrelse og teknologisk niveau.

Hvad enten moral og etik skal baseres på fornuft eller religion, må det være en fællesnævner, som er hensigtsmæssig for menneskeslægtens overlevelse i en økologisk balance med naturen. Det kan efter min mening kun opnås hvis menneskene (de nye generationer) konditioneres til en livsholdning, der er baseret på en kontrol af fødselstallet, et fredeligt samvær og en bedre fordeling af materielle goder, så alle som minimum har de basale livsbetingelser opfyldt, d.v.s. mad, tøj på kroppen og et sted at bo.

Den nuværende babyloniske forvirring med 5.000 religioner og et hav af politiske ideologier kan kun føre til menneskeartens udslettelse på længere sigt, fordi den teknologiske udvikling lader os råde over stadig større destruktive kræfter.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole..

Vi kommer selvfølgelig ikke i bund med hvad du egentlig mener her på debatten, og det gør vi ikke fordi du godt er klar over det du skrev, var lige en kende for langt ude i kartoffelrækken. Du ku’ fx ha’ brugt Jefferson som et eksempel på en lysende begavelse der satte individets lykke højt, men også dér og på dén tid, handlede det om med konkrete politiske redskaber at skabe frihed til (også personlig) udvikling for også det fælles bedste.
Og hvad angår Dawkins samt hvad du ellers har rullet dig lidt i her senest, så har han slet ikke de meninger du omtaler – og som sagt, må du nøjagtig som Arne selv forklare værdien af dine meninger, det kan ingen andre gøre for dig, slet ikke Dawkins. Det er netop den politiske forankring i det religiøse, han angriber her og dér, fordi denne politik har forankring i noget unaturligt og uvirkeligt. Det er de korrekte fremstillinger af viden om naturen, han kærer sig om - Hitchens var mere politisk-historisk funderet, og i mine øjne den mere interessante når det gælder spændende forklaringer på samfundsforhold og meninger derom.

Men tak for snakken og godt indhold i debatter i øvrigt, Ole – lad nu ikke jesusvennerne dér forgribe sig på den selvstændige tænkning dom i hvert fald jeg førhen ku’ slutte op om. For øvrigt var der ingen mening skabt med denne tråds indhold fra starten, det kom der netop først efter vi satte os for at tale lidt om de nære og virkelige værdier i mellem os, samfundsforhold og den tænkning derom der er nødvendig for politisk opslutning og nytænkning. Det er den slags jeg har savnet at se hos disse jesus- og paulusentusiaster her og dér, i stedet for disse kærlighedserklæringer og klicheer omkring et illusorisk verdensbillede og menneskesyn, for debatter ka’ netop bevirke at vi flytter os i tankebaner, såfremt der altså er et realistisk meningsindhold nogen ka’ forholde sig til.

Mvh
Simon

Har du nu efterhånden fået så meget storhedsvanvid, Simon, at du bruger pluralis majestatis, for at forklare din manglende forståelse af, hvad jeg skriver.

Jeg kan ikke se, at andre har givet udtryk for at have de samme problemer som dig.

Ole Bjørn :o)