Umiddelbart kunne man tro, at diskussionen om hvilke guder, der er "de sande" er menneskets ældste stridsspørgsmål, men der findes et spørgsmål, der er endnu ældre og har sin oprindelse fra før menneskets forfædre kunne sætte ord på deres tanker. Det er det evige spørgsmål om, hvordan et ideelt samfund skal indrettes.

I de ældste vidnesbyrd vi har om mennesket, hulemalerierne, er det ikke guder, der dominerer, men beskrivelser af hvordan mennesker lever sammen og hjælper hinanden med at skaffe sig mad og overleve. Faktisk glimrer guderne ved deres fravær, for samværsregler er vigtigere end religiøs tro. De er alle samfunds grundlag.

I papirkurven fortæller en trold os forarget, at han kun blandede sig fordi noget krænkede hans "retfærdighedssans". Et besynderligt begreb, der i virkeligheden dækker over et individes personlige mening om hvilke regler, der skal gælde, i det samfund han er medlem af. Retfærdigheds"sansen" som altså ikke er en sans, men en følelse, der dækker over det behov man har for at føle sig sikker og godt tilpas, er derfor et af de mest grundlæggende menneskelige spørgsmål, og vi har da også givet det andre betegnelser som moral og etik og Guds lov eller blot den rette mening.

Det slog mig pludselig under den sidste tids meningsudveksling, at vi egentlig aldrig har debatteret dette grundlæggende spørgsmål. Hvad er de faktiske forskelle på vores retfærdighedssans, eller som jeg har døbt tråden; Hvordan ser det ideelle samfund ud, set med hver enkelts øjne, for det er jo i virkeligheden der, den grundlæggende årsag til vore uenigheder ligger. Det kunne være interessant at få dette belyst, for selv om de færreste nok har beskæftiget sig med filosofisk tænkning omkring dette spørgsmål, så har vi nok alle en mening om det. Jeg lægger gerne selv for.

For nogle år siden havde jeg en timelang diskussion med Johannes Møllehave om bibeltolkning, og det vil nok næppe overraske nogen her, at vi var ret uenige. Hans udgangspunkt var jo moralsk/religiøst og mit var psykologisk/sprogligt. Diskussionen drejede sig især om beretningen om de første mennesker. Her er min version.

Adam og Eva lever en idealtilværelse i paradisets have og har af Gud fået en eneste lovmæssig begrænsning. De må ikke spise af kundskabens træ på godt og ondt, for så vil de dø. Læg mærke til træets fulde navn. Så kommer slangen ind i billedet. I den traditionelle tolkning friste den Eva til at spise af træet, men hvad er det egentlig den siger?

Nu er slangen i næsten alle verdens kulturer symbolet for helbredelse (i vor egen apotekernes Æskulap-slange) og grunden til dette findes der også en psykologisk forklaring på, men slangen spørger Eva, om de må spise af alle havens træer? Ja, siger Eva, undtagen det store træ i midten, for så dør vi. Det var som vi ved blot en hvid løgn, som Gud havde stukket dem for deres egen skyld.

Slangen helbreder dem for denne misforståelse ved at sige: I dør ikke af at spise af træet. I får derimod ligesom Gud kendskab til, hvad der er godt og hvad der er ondt. Det var satans, siger Eva så, eller noget lignende, og med naturlig kvindelig nysgerrighed spiser hun af frugten. Den smager åbenbart godt, så hun deler gerne denne gode oplevelse med sin elskede Adam, og han indvilliger gerne.

Så sker forvandlingen. De får begge kundskab om godt og ondt, og begynder at skamme sig over deres naturlige nøgenhed, men godt og ondt er jo blot nogle menneskeskabte ord for moralske vurderinger. Denne "kundskab" er dyrene heldigvis sluppet for, så de har intet behov for at tildække deres genitalier, men fremhæver dem gerne i stedet. Det gør en masse naturfolk iøvrigt også.

Så moralen af denne bibelske historie er ganske enkelt. Da mennesket fik moral, mistede vi vort naturlige paradis, og lige siden har menneskene slået hinanden ihjel i moralens hellige navn i stedet for at leve i fred og samdrægtighed.

Så den første betingelse for at skabe et idealsamfund er, at vi frigør os fra alle moralske traditioner og nytænker hvilke regler, der skal gælde for menneskeligt samvær.

Har du selv nogle tanker om det ideelle samfund, så fortæl os om det her.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kan følge dig Ole i din beretning her ... og tager så tråden op derfra:

Da Gud ér ren og skær Kærlighed kan Han selvfølgelig ikke overlade sine børn uden hjælp til den verden, de har valgt ... men

Da Han jo også ved, at vi lever i en dual verden i modsætning til Hans, som er ren Kærlighed - er det jo oplagt, at Han udstyrer os med en hjælper på livsvejen.

Denne hjælper er Helligånden, hvis redskab er Tilgivelse i kursets forstand, og Han kender både vor verden og vor skabers ... er altid til stede som den stille indre stemme i enhver, som har ører og vil lytte. ...

Den lille villighed til forandring forudsættes imidlertid ... og så skulle det jo egentlig ikke være så svært at vælge, men vort Ego er jo stærkt, og det slipper nødig taget, idet det så ikke længere ville kunne bevare sin eksistens. ...

Det ideelle samfund (for mig) er, når vi vil være på det stade, at vi vælger Helligåndens råd og anvisninger fremfor Ego´ets. ...

Interesserede henvises til Et Kursus i Mirakler´s hjemmeside.

Kurset siger med Jesu´ ord: Hvad du gør mod andre - gør du mod dig selv. ... Kunne vi nå dertil, må det ideelle samfund være tættere på, tænker jeg.

Tak for et interessant og tankevækkende emne.

v.h.
Zenia

Kære Zenia.

Som du sikkert kan huske er jeg adskillige gange blevet bebrejdet af både ateister og anderledes troende, at jeg ikke vil tage afstand fra EKIM, som jo er et kommercielt foretagende, der sælger kurser i selvudvikling i en religiøs ramme.

Jeg er selvfølgelig imod religiøs indoktrinering, men jeg er ikke blind for, at EKIM rent faktisk har gjort flere mennesker (som Jan serotonin) til bedre samfundsborgere og langt mere tolerante medmennesker. Jeg kender ikke meget til kursernes indhold, men de må have ramt nogle gavnlige psykologiske mekanismer, og det må man respektere. Det taler så ikke til de mange psykologers fordel, at de tager store penge for det samme uden at levere varen.

Måske kræver det en form for tro at reformere mennesker. Jeg håber dog, at det inden alt for længe vil lykkes psykologien at finde forklaringen på EKIMs succes, og udarbejde et tilsvarende tilbud for ikke-troende, for masser af mennesker trænger til at få repareret deres syn på deres forhold til andre mennesker.

Men det er ikke noget tilfælde, at det næstmest frygtede dyr i vores fylogenetiske (nedarvede) hukommelse, slangen, er blevet symbolet på helbredelse. Mennesker ønsker i almindelighed ikke at blive helbredt for deres misforståelser, men klamrer sig til det livssyn, de er blevet påduttet eller møjsommeligt har kæmpet sig frem til trods gruppepres fra deres miljø.

Man behøver ikke at gå længere end til at studere denne debat for at blive klar over, hvor stort behovet er, så derfor anser jeg EKIM for et bedre alternativ end ikke at prøve.

Som Piet Hein så smukt har udtrykt det:


Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Foreløbig ser du ud til at være den eneste her ud over mig selv, der ønsker at bidrage med ideer til, hvordan vi kan skabe en bedre verden.

Godmor´n Ole:

Jeg blev helt varm om hjertet ved at læse din positive respons på EKIM. ...

Må indrømme, at det er jeg ikke så forvænt med.

Men egentlig - når jeg analyserer den følelse - er det jo igen mit Ego, som røres - for EKIM kan sagtens selv gøre arbejdet.

Slangen - som du skriver om - er jo i Kursets forklaring netop et bevis på, at vi - når vi ikke vender os til Helligånden for at få vejledning - ofte vælger Ego´ets vej ved problemer: Vi flytter vore tanker om skyld, skam, vrede, og meget mere af samme skuffe over på andre:

Adam flytter aben over på Eva: "for det var jo hende, som gav mig æblet" - og Eva flytter den hastigt videre over ti slangen: "for det var jo den, som sagde, at jeg skulle" - o.s.v.

Spændende, om der dukker pendanter op til Kurset for de, som erklærer sig som ikke troende. ...

Kurset i sig selv er - som jeg ser det - tolerant overfor alle, som søger andre veje - og indtil nu har jeg i de efterhånden over 20 år, jeg har fulgt det - ikke oplevet nogle, som har søgt at tjene kassen på det?

Snarere må jeg sige, at jeg har mødt ildsjæle, som brænder for at udbrede det gode budskab uden tanke på personlig vinding.

Husker Jan som det gode eksempel, du nævner - og håber, at det går ham godt på hans livsvej

m.v.h.
Zenia

Jeg respekterer alle mennesker, der evner at være ærlige både overfor sig selv og overfor andre. Her på debatten kan de tælles på een hånd, og du er altså en af dem.

Resten er for mig kun et studie i egoisme, snæversynethed, smålig intolerance og manglende forståelse, som de afslører gennem deres indlæg.

Jeg (be)dømmer ikke mennesker efter hvad de tror, eller hvad de påstår om sig selv, men udelukkende efter den måde, de opfører sig overfor andre mennesker på.

Jeg er ikke pletfri selv, men jeg har levet et langt og tilfredsstillende liv med overskud til at hjælpe masser af mennesker i mine omgivelser. At min glæde som hos dig også har en snert af egoisme ser jeg ikke som en fejl, men som en naturlig menneskelig reaktion, så det skal du ikke føle dårlig samvittighed over.

Mvh

Ole Bjørn :o)