Kære Simon.

Lad os diskutere det politiske aspekt i en anden debat. Denne debat er allerede forsøgt afsporet af brøleabens religiøse propaganda og pralerier. Jeg vil hellere se nogle flere deltage med det relevante i emnet, hvordan vi hver især personligt forholder os til demenssygdomme, når vi konfronteres med dem.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Vil gerne føje yderligere til mit tidligere indlæg omkring et svært emne: Demens.

Som jeg er skruet sammen, stiller denne situation alle omkring den demente en eklatant mulighed for at trække på Sjælens/Åndens karakteristika. ...

Her handler det jo virkelig om at sætte personlighedens virkemidler væk og ty til Kærlighedens. ...

Siger ikke, at det er nemt, men til gengæld gives der jo en enestående mulighed for alle for at vokse i alt det gode, som mennesket heldigvis også rummer.

Måske (også) derfor, at man kan kalde det de pårørendes sygdom - idet den demente - jo ofte vil være magtesløs og overladt til sine medmennesker. ...

Måtte vi alle blive bedre til at bruge Åndens "redskaber", som er ren Kærlighed. ...

Ønsker og tænker
Zenia

Ole skriver: "...hvordan vi hver især personligt forholder os til demenssygdomme, når vi konfronteres med dem..."

Det er både tragisk og interessant at høre om demens, som jeg kun har et overfladisk kendskab til. Derfor har jeg nogle spørgsmål: Hvordan forholder det sig tidligere med dement-ramte, altså før etablering af plejehjem og behandlingsmuligheder..? Hvad stillede man op med de dement-ramte..? Er der eksempler på, at munke, der levede et fromt klosterliv, blev demente..? Kan man forestille sig, at religiøs overbevisning forebygger demens..?
Forekommer demens hos naturfolk..? Hvis ikke kunne man tro, at demens er en sygdom, der er forbundet med civiliseret levevis.

Med venlig hilsen
Ove

Kære Ove, det ved jeg ikke, men jeg gætter på, at demente blev behandlet lige så dårligt før i tiden, som man behandlede psykisk syge eller aftægtsforældre, og de blev behandlet meget dårligt i de såkaldt kristne lande.

Så vidt jeg ved er demenssygdomme ikke et civilisationstegn, men forekommer også hos naturfolk, omend i noget mindre grad, hvilket kan skyldes en sundere levevis eller en kortere gennemsnitlig levealder. Men i højtudviklede teknologiske kulturer har videnskaben jo opfundet så mange livsforlængende teknikker, at det rent statistisk må medføre en øgning af forekomsten af demens qua den øgede gennemsnitlige levealder.

Men den historiske vinkel på demenssygdomme finder de færreste nok vigtigere end de aktuelle problemer, de oplever med demens. Jeg håber på flere indlæg om dette.

Mvh

Ole Bjørn :o)

hej Ole!

Du "gætter på, at demente blev behandlet lige så dårligt før i tiden, som man behandlede psykisk syge eller aftægtsforældre, og de blev behandlet meget dårligt i de såkaldt kristne lande..."

Fra gammel tid var det vigtigt at få et antal sønner, der kunne forsøge én i alderdommen (aftægt). Så helt så ringe har det ikke været. I katolsk tid kunne ensomme, demente, udstødte og andre stakler søge til kloster- og munkevæsen for at få hjælp til livets opretholdelse. Efter reformationen forsvandt denne mulighed, hvilket resulterede i skarer af omkringvandrende hjemløse.

Ifølge luthersk teologi er det troen alene, der frelser. Den troende kan ikke fortjene sig til frelsen ved "lovgerninger". Det var sikkert en årsag til, at Luther hurtigt fik så mange tilhængere: Frelsen er gratis og ikke afhængig af bestemte gerninger. Helt så nemt er det dog ikke, idet den sande troende forventes at "følge Kristus" og derfor udøve barmhjertighed, hjælpe fattige og andet.

Det er påfaldende, at det moderne afkristnede samfunds forsorg og omsorg for ældre og demente i høj grad er baseret på den lutherske forkyndelse om næstekærlighed.

Med venlig hilsen
Ove