|
0
registrerede
8
gæster og
118
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
For nogle år siden havde jeg den triste oplevelse at se en af mine nære venner på få år forvandle sig fra at være et meget intelligent og empatisk menneske til en grønsag, der til sidst ikke kunne kende sin egen kone.
Nu har jeg så fået problemet ind på livet igen med et ældre familiemedlem. Det har fået mig til at reflektere lidt over den måde, vi forholder os på overfor demente personer. Demens er jo noget, som næsten alle mennesker konfronteres med på et eller andet tidspunkt, og hvis det rammer et menneske, man holder af, trækker det store veksler på ens tålmodighed og daglige liv. Så slog det mig, at vi måske kunne have gavn af at udveksle erfaringer om, hvordan vi takler situationen.
Demens er en fællesbetegnelse for en lang række sygdomme, som kan optræde alene eller sammen. Derfor varierer symptomerne også meget, men visse af dem går ofte igen i de forskellige sygdomsbilleder. Det drejer sig især om tab af sproglige færdigheder, manglende forståelse af begreber, vrangforestillinger som at føle sig forfulgt, voldsom aggression og en tendens til at gentage de samme ting igen og igen.
Vi ved alt for lidt om, hvad der forårsager demens og vi har ingen kur imod det, kun nogle enkelte stoffer (Acetylkolinesterasehæmmere) som muligvis kan forsinke forløbet.
Demenssygdomme nedbryder hjernecellerne og medfører derfor altid døden. Men levetiden efter man har fået konstateret demens kan variere mellem 3 år og flere årtier, alt efter hvilke typer, man er angrebet af.
Men hvordan skal man som ven eller pårørende forholde sig til den demente. Det trækker selvfølgelig store veksler på tålmodigheden, og det er ikke altid let at styre sin irritation, hvis man f.eks. får stillet det samme spørgsmål gang på gang med få minutters mellemrum, selv om man har svaret på det. Men vrisser man i irritation, gør man den demente dybt ulykkelig, for han eller hun kæmper jo voldsomt for at forstå, og ved godt, at der er noget galt hos dem selv.
Min holdning er, at det handler om at få den demente til at le så meget som muligt. Latter er jo en naturlig reaktion på, at man føler at man forstår. Det er ligegyldigt om der rent faktisk er tale om forståelse, for latter er en følelse af vellyst.
Omvendt øger det forvirringen hos den demente, hvis man snerrer, og forvirring er en depressiv følelse. Det er ikke rart at føle, at man ikke har kontrol over noget som helst og ikke forstår, hvad der sker.
I mit tilfælde har jeg konstateret, at det hjælper at gøre grin med situationen. Hvis jeg f.eks. bliver spurgt om, hvornår jeg kommer næste gang, og svarer: "Det nytter ikke at fortælle dig det, for du har glemt det om et minut. Jeg kommer, når du ser mig komme." Det kan udløse en latterkaskade, for den demente forstår i min situation godt, at hukommelsen ind imellem svigter totalt.
Tag ikke dette eksempel som et universalråd. Det handler formentlig i høj grad om, hvem den demente er og hvilket forhold man har til vedkommende. Det vil virke på nogle, men måske have den modsatte virkning på andre.
Men har du selv nogle erfaringer med demente, så del dem med os her. Det kan hjælpe dem, som endnu ikke har været i vores situation, til en større forståelse og en mere kærlig og hensigtsmæssig reaktion.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
