”I samme øjeblik man tilskriver tankevirksomheden guddommelige årsager, har man jo fraskrevet virkeligheden og fjernet sig fra den logiske erkendelses lov om, hvad der kan klassificeres som sande udsagn i relation til verdens eksistens”.

- Ja man har i realiteten bare afskrevet sin intellektuelle kapacitet, og i stedet lagt kursen mod et oldgammelt selvbedrag med et fasttømret menneskesyn religioner i årtusinder har brugt som politisk værktøj, for netop at afværge, at mennesker påtog sig ansvaret for deres eget liv og skæbne med de kulturforandringer der ligger i det. Man kan ikke bevare en politisk magt, hvis mennesker ikke giver én den, så enkelt er det. Den eneste måde de dengang kunne bevare magten på var, at underdaniggøre mennesket med idéen om en overnaturlig myndighed – som man implementerede i mennesket selv.

Arnes idéer om verden, har bare intet overhovedet at gøre med videnskabers virke og hensigter. Den eneste grund til at Arne altid begynder at snakke om videnskaber er håbet om, at nogen dermed glemmer at han jo skulle forklare nytteværdien af sit verdensbillede og menneskesyn – altså, hvad det er i verden og ved mennesket, han synes er så godt forklaret ved den religiøse mystik, dens myter og symboler.

Kritikken anholdt Arnes meningsløshed, fordi livet (og ’væren’) først får værdi ved selve bevidsthedsprocessen, altså når mennesket tilskriver livet og sig selv værdi, uden dette er livet uden mening for mennesket, og mennesket er da ingenting. Det var ikke engang et kunstkneb, at han i erkendelsen af at forklaringen ikke var mulig, pludselig fandt på at overføre kritikken til sin egen person – dvs. fra dette ”se hvor verden er fuld af mening”, pludselig råber ”se hvor ond verden er ved mig”. Det var meningen i hans eget debatindlæg der blev fattig uden en forklaring, ikke verden, den er ligeglad med om han gider forklare sig på en debat, ligesom videnskaberne er ligeglade med hans kreationisme.

Videnskaber fungerer jo fremragende i kraft af sig selv, helt uden kreationismen og mennesker der ikke engang gider sætte sig ind i de ofte meget smukke forklaringer og betragtninger. Og når snakken handler om Dawkins, også hvad gælder hans religionskritik, ser man netop dér nogle meget smukke forklaringer komme til syne, der ligesom hos Hitch, handler om en grundlæggende interessere for det sociologiske, de sociale og politiske processer i kulturer, men altså udfra hvert deres fagområde. De to har haft et fint samarbejde, men er ikke blevet mødt med saglig kritik fra nogen her på debatten.
Det har bare været noget sniksnak med dem, Ole – et personligt spørgsmål for dem, ikke for mig og som jeg ser det, heller ikke for dig. Så alt deres paranoide hysteri omkring deres egen person, ka’ de såmænd rulle sig i alt de vil.

”så har han allerede demonstreret teologers mangel på objektiv realisme, ved at de på forhånd betegner viden om naturen som et reduceret verdensbillede”.

- Det er også et fejlgreb at tale om ”religiøs erkendelse”, for erkendelse opnås ikke ved en tro, men ved at skabe en viden, altså et filosofisk ståsted på et livserfaringsfundament. En filosofi der ikke tager udgangspunkt i det faktiske liv og verden omkring os, er intet værd overhovedet, og bliver måske netop til teologi.
Det handlede jo om, historien, at bekæmpe meningsløsheden med engagement og en livsvitalitet, ikke om at proppe verden og virkeligheden ind i anskuelser uden virkelighedsforankring – som det fx. ses på selvet.dk eller vorherrebevares.com. Det ville svare til at forklare liv i rummet med Ufo’er ;)

”Der er altså intet, der underbygger en religiøs erkendelses sandhed, og det viser sig jo også i virkelighedens verden, hvor ingen teologiske teorier har ført til menneskelige fremskridt i hverken viden eller kunnen”.

- Enig. Det er da også derfor det var vigtigt at få Arne til at forklare os, hvad det ér religionerne har tilført civilisationen af goder? Men det får vi ikke svar på, jeg tror han er landet på religion.dk og nyder Wikipedia dér – åbenbart ikke helt ;)

Mvh
Simon

citat simon.

vrøvl igen, du vender tingene på hovedet,,,

menneskets religiøse spirituelle som mystiske erfaringer er suveræne, ubetingede og noumenale og har ikke rod i eller årsag i en eller anden tro. Det er menneskets ubetingede suveræne religiøse spirituelle erfaringer der skaber troen, og ikke omvendt.

Troen og dogmerne er en eftertænkning disse suveræne religiøse spirituelle erfaringer som mennesker til alle tider har gjort sig. Troen som du forstår tro og som bibelfundamentalisterne også forstår tro, har ikke en dyt at gøre med menneskets netop ubetingede og suveræne religiøse spirituelle transcendens erfaringer. Det er omvendt disse erfaringer der i en eftertænkning og reflektion bliver til fremragende dogmatik og tro, eller mindre fremragende dogmatik og tro.

Arnes paradoks er, at han på den ene side hævder, at der er grænser for vores erkendelse, så vi ikke kan vide noget om noget, der er udenfor denne grænse, og på den anden side hævder han, at der findes kræfter udenfor vores forståelseshorisont.

Paradokser er som bekendt selvmodsigelser, men dette faktum ligger åbenbart udenfor Arnes forståelseshorisont.

Universet kender dog ikke til paradokser. Det fremstår som det er med de egenskaber, som vi kan konstatere og måle størrelsen af, og ingen af disse egenskaber tyder på nogen transcendente årsager.

Og når Ove anser det for en mulighed, at forarbejdet flint, som man jo har fundet til pilespidser og stenalderøkser, skyldes rumvæsener, så skylder han os en forklaring på, hvordan man logisk kan antage, at væsener, der mestrer en teknologi til rumrejser, kan have behov for at fremstille stenøkser. Men det kan selvfølgelig være religiøse symboler for troende rumvæsener i stil med Arnes tro på ikoners kraftfulde blik.

Prøv dog at tænke selv.

:o)

"Det kunne være interessant, om der er debattører, der har (saglige) kommentarer hertil - f.eks. som vil hævde umuligheden af "en transcendent årsag".

- Nej, vi har skam forklaret dig i hoved og røv Arne, hvilket enhver ka' observere ved at kigge tilbage i dit meningskartotek; hvorimod det interessante ville være, at se dig levere en forklaring på, hvordan din lille sansenydelse over blotte idéer om livet, alias en "livets mening", pludselig går hen og bliver en hel filosofi eller et spørgsmål om din væren? ;)

Så i stedet for at du bare afleder opmærksomheden fra forklaringer kun du skylder, så lad mig netop for at fastholde dig, henlede din opmærksomhed på Camus, Nizan, Ponty og Sartre; hvor Ponty med "Dialektikkens Vildveje" forholder sig til Sartres Væren & Intet, ligesom Sartre gjorde op med Camus efter dennes "Den Fremmede" - som forklares nærmere i bl.a. "Situationer, udvalgte essays".

Her har du altså et værktøj, med hvilket du ka' tilføre skelettet lidt kød med en konkretisme der har forankring i menneskers faktiske liv og livssyn, en virkelighed; så det ikke bare ender i det sædvanlige metafysiske sludder og kristen tomgang ;)

mvh
Simon