Lidt filosoferen en stille aftenstund:

Kan man mon se spiritualitet som "den evige og universelle kraft" ?

Således, at denne kraft ligger i ethvert menneske - uanset alle andre kvalifikationer, man måtte besidde?


Hvis man kunne det, ville det så være muligt for alle at kunne rumme sig selv og andre?

Det mediterer jeg over i et stille håb om, at alle må kunne accepteres der, hvor de står lige nu ... uden at placere sig selv eller andre i båse. ... og uden lyst eller ret til at (for) dømme ...

Mvh
Zenia

sorry Bjørn du er simpelthen syg i hovedet intet mindre kan gøre det

bestemt ingen venlige hilsner herfra

dit indlæg er under al kritik, og da især når man påtænker hvor seriøst jeg har svaret dig og så får jeg dette dit syge i hovedet svar tilbage, som slet ingen mening overhovedet giver, set i forhold til hvad jeg skrev

enhver form for respekt er slut,

du vil høre nærmere fra mig når jeg får tid, for så let slipper du selvfølgelig ikke



men alt i alt skuffende, noget jeg dog har oplevet utallige gange med både simon og dig, så det kommer da ikke helt bag på mig



og gud da du kløjs i hvad spiritualitet er lille ole bamse bjørn, du er tydeligvis ikke på hjemmebane her, men på dybt vand, og du hører slet ikke efter hvad Dawkins siger

Hej Ole Bjørn

Jeg mener ikke at jeg har kaldt ateisme for en religion. Det forekommer mig, at du ved at skrive det, begår den samme fejl, som du beskylder mig for.

Jeg nævner blot, at man ikke kan se bort fra den faktiske historiske udvikling og med hensyn til bevidstheden og den menneskelige tanke. Denne udvikling går fra mere primitive trosformer til de meget sindrige og esoteriske religiøse strukturer. Min pointe var imidlertid, at der intet fandtes udenfor denne bevidsthed og opfattelse - de var selve den menneskelige tanke. Man kunne kalde denne bevidsthed for teisme.

For mig betyder dette, at sætte et a- foran ordet teisme en fornægtelse af teismen, af gudetroen. En sådan fornægtelse er en negation. Dvs. At den indeholder selve sin modsætning.

Desværre er ordet ateisme i dag blevet til en positiv benægtelser af Guds eksistens og derved har a-et mistet sin betydning. A-et er et udtryk for en tilstand med et absolut fravær af troen påsat der er en Gud såvel som troen på, at der ikke er en Gud.

Jeg kender ikke så meget til Einstein men udfra Arnes citater synes han mig en klog mand.

Jeg synes ikke, at det er særlig intelligent at opfatte alting i modsætninger. At man klart forstår religionerne og deres indhold og derfor må fornægte dem fører ikke nødvendigvis til det modsatte.

Hvis man blot lytter og undersøger uden denne ulyksalige trang til at ville forklare alting udfra sin egen begrænsnings rammer, så opstår der i sindet noget, der ikke er tankevirksomhed. Man kunne kalde det for undren. Eller nysgerrighed.

Efterhånden som videnskaben afdækker mere og mere af vores verdens uendeligt komplicerede struktur, kan man da andet end at undre sig.

Denne evne til at undres er for mig det levende mens det døde er den forstokkede opfattelse som allerede ved og derfor aldrig møder det ny og ukendte og derved opløser sig selv.

Denne undren er også hvad jeg kalder det skabene element hos mennesket. En åbenhed som tillader noget nyt at ske. Det er derfor relevant for mig at tale om skabelsen som noget der konstant foregår i modsætning til noget der var engang.

Det, du beskriver som antagelse, kalder jeg slet ikke for tro. Det kalder jeg for kendskab, som også skal ses som noget andet end blot og bar viden. Kendskab indgår i enhver form for kvalificeret handling ligesom kendskab er det solide grundlag for enhver form for det, som vi kalder intuition.

Er der forøvrigt forskel på antagelse og intuition?

Vi kan ikke alle vide alt om alt. Derfor er det vigtigt at vi er klare over hvad vi selv ved og, at vi kan stole på andre, som har sat sig ind i det, som vi ikke selv er interesserede i. At vi respekterer hinanden.

Jeg er ikke en dyt interesseret i videnskaberne, men vil lytte til dig når du fortæller om de seneste fremskridt.

Til gengæld vil jeg ikke spørge dig, når hønen Yrsa hopper op på bordet og spiser kattenes stykker af frikadelle, om du kan se personen Yrsa. Den høne, som jeg har tildelt navnet Yrsa.

Jeg kan godt forholde mig til personen Yrsa for der findes stadig noget i denne verden som ikke kan kommunikeres og som barnerøvenes konstante empiriske undersøgelser ikke kan bibringe een en forståelse af.

Noget, som man i al evighed kun kan se selv.

Kære Zenia.

Spiritualitet er tankefænomener, der er tæt knyttet til fantasi. At forklare det i detaljer vil blive for omfattende her, men kort kan man sige, at det er evnen til at tænke abstrakt, altså at forlænge vore sanseerfaringer f.eks. til at forestille os fremtiden. Det er denne evne til at simulere fremtidige hændelser, der har gjort os så gode til at beherske vort miljø.

Hvor dyrene blot kan udnytte artens erfaringer med at bygge rede eller grave en hule, så går mennesket langt videre, og regner f.eks. med muligheden for, at der kan komme et jordskælv i dette område, så husene skal bygges på en måde, så de kan modstå det.

Men i vores fremtidsvision tager vi også følelserne med. Når vi ser en krimifilm så kan vi gyse af rædsel når vi ser en slange gemme sig i en seng, hvor et uskyldigt menneske snart vil lægge sig, selv om vi ved, at det er film, og der er ingen, der bliver bidt i virkeligheden.

Ligeså med digte. Det er kun ord på et stykke papir, men de kan fortælle en (opdigtet) historie, der får os til at græde. De bibelske myter om Jesus virker på samme måde. Vi græmmes ved tanken om Jesus, der slæber sit kors ad Via Dolorosa, selv om Jesus måske var en opdigtet person, eller i hvert fald en person, som man digtede myter om.

Ingen mennesker kan gå på vandet i denne verden, for det strider imod naturlovene, og dem ved man har været konstante i hele menneskets tid og endda i milliarder af år før det.

Vi kan konstatere 4 universelle kræfter, som vi kalder fundamentale. Vi ved hvordan de virker, også på kvanteniveau, men vi kan endnu ikke overskue de komplicerede processer de forårsager i vore hjerner. Vi ved ikke hvorfor fantasierne kan bemægtige os i en sådan grad, at de styrer vores liv. Men der er ikke det mindste tegn på, at det skyldes overnaturlige kræfter.

Resultatet af de fundamentale kræfters spil, kalder vi også for kræfter. For eksempel siger vi symbolsk, at der både er gode og onde kræfter, der virker i os. I realiteten er der tale om to grundlæggende drifter. Den ældste, overlevelsesdriften, er en egoistisk drift, der søger at videreføre vores liv om det så er på bekostning af andres liv.

Den anden er en altruistisk drift, der bygger på livets erfaringer gennem milliarder af år, at samarbejde er den bedste strategi for overlevelse. Derfor danner vore celler et samfund, lige som mennesker slutter sig sammen i samfund for at overleve, og gerne på bekostning af andre samfund. Der er ikke tale om ondskab. Det er ganske enkelt en overlevelsesstrategi, som iblandt byder os at ofre vores eget liv for samfundets overlevelse.

Derfor bekæmper stammer hinanden, lande bekæmper hinanden, religioner bekæmper hinanden og mennesket bekæmper enhver livsform, der kan skade det.

Så drømmen om fred i verden kan kun blive til virkelighed, hvis vi kan samle alle mennesker i et verdenssamfund, hvor hver enkelt sætter samfundet højere end sig selv og sine børn. Du kan sikkert se, hvor vanskelig for ikke at sige umulig denne opgave er.

Så alt hvad vi kan gøre er at leve vores eget liv i fred med vore nærmeste omgivelser, og hjælpe hvor vi kan, så vi kan tilfredsstille også den altruistiske drift i os. Jeg håber, at denne forenklede forklaring kan gøre dig lidt klogere på, hvorfor mennesker opfører sig som de gør.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Du skriver jo, Michael:
Da diskussionen i denne tråd i høj grad har handlet om, at religiøse troende betragter ateisme som blot en gudløs religion, hvorfra skulle jeg så vide, at du mener noget andet med ordet.

Dette var et sandt udsagn baseret på de konkrete tekster i denne tråd. En logisk følge af det anvendte sprog.

Som du sikkert kan erindre, Michael, så har jeg gennem årene ofte sagt, at der findes ingen absolutte sandheder, kun sande følgeslutninger indenfor logikken, så jeg mener ikke, at vi er særlig langt fra hinanden med denne opfattelse.

Men der er stor forskel på begrebet antagelse og begreberne intuition og tro. En videnskabelig antagelse er en logisk ekstrapolering af nogle konstaterede kendsgerninger. Altså et resultat af en bevidst tankevirksomhed. Det eneste synonym vi har til dette er hypotese, og man kan forklare begrebet som; en simulering af en af mange fremtidige muligheder.

Skal vi forstå hinanden, Michael, så må vi prøve at finde fælles definitioner af de ord, vi bruger. Det fremgår klart af Wittgensteins sprogspilsteori. Du har jo et lysende eksempel i Hanskrist. Ingen forstår et dyt af hvad han skriver, selv om nogle af dem virkelig anstrenger sig. Han opfatter nemlig ord helt anderledes end alle andre, og lever derfor alene i en sproglig fantasiverden, hvor han alene bestemmer, hvad ordene skal betyde.

Du rejser en masse spørgsmål i dit indlæg, og jeg orker ikke at behandle dem alle, så det må ske hen ad vejen. Men mit svar til Zenia kan måske belyse nogen af dem.

Mvh

Ole Bjørn :o)