Hej Arne
Nu kom HansKrist jo lige indenom som sædvanligt. For at han ikke som sædvanligt skal forvanske mine ord i sin egen besynderlige optik vil jeg skrive et mere udførligt svar end jeg oprindeligt ville have gjort.
Hvis man siger: " være sig selv i nuet", så er dette en tanke. Man kan tænke sig til, at man "er sig selv i nuet" men for at denne udtalelse skal kunne være sand må man, samtidig være en udefra kommende iagttager - og det er man ikke.
Teoretisk kan man fortælle sig selv at man nødvendigvis må være sig selv i nuet, men dette er igen blot tanker, ikke oplevelsen selv.
Der er intet jeg i dette nu og derfor ingen til at opleve det. Der er kun oplevelsen selv. Der intet mystisk ved dette, enhver kan konstaterer det ved selvsyn. Man kan spille fodbold med sine børnebørn og tiden kan gå hurtigt. Hvor blev den af, tiden. Hvor var man selv mens det skete?
Når selve oplevelsen er forbi genopstår opleveren og spørger sig selv: " hvor var jeg mens det skete?"
Hvis du kigger meget nøje på denne vor samtale, så vil du måske se, at du antager noget på baggrund af noget jeg har skrevet og nu prøver jeg så at forklare det igen. Det vil imidlertid altid kun være en forklaring for dig indtil du har konstateret det for dig selv i virkeligheden, dvs. Indtil du selv har set det.
Alle disse forklaringer er hvad jeg kalder viden. Viden man har tilegnet sig men ikke selv set eller oplevet. Ens forhold til disse forklaringer vil altid være udenforstående, man har ikke gjort det til genstand for sin egen erfaring. Andre steder refereres der til, at beskrivelsen ikke er det, som bliver beskrevet.
Jeg er af den opfattelse at alle de religiøse begreber har udviklet sig fra den oprindelige perception til disse kæmpemonstre af fantasi og overtro som trællebinder menneskene.
Simon har ret i, at menneske har brug for noget at tro på. Der er foretaget undersøgelser som viser, at mennesker der tror, lever længere. Dette er også et rent fysisk fænomen. Folk føler sig trygge i deres tro og kroppen registrerer dette. Kroppen er fuldstændig ligeglad med hvad man tror på, ordenes indhold, den reagerer blot på tryghedsfornemmelsen og slider sig derfor ikke op i bekymring og lignende.
Hvis man forstår at alle religioner er falske så fornægter man religion. Denne fornægtelse kaldes negation. Negation er ikke tom netop fordi den er foretaget på baggrund af en sand erkendelse.
Mindre udviklede mennesker har brug for religionernes støttestav. Mere udviklede mennesker erstatter denne tro på en udefra kommende autoritet med et forhold til sig selv. Autonome mennesker eksisterer på baggrund af en eksistentialitet som de har opnået gennem deres liv.
Hvorfor bekymre sig om nuet hvis man ikke er i stand til at være i det? Det er ikke et cykelløb, ikke en præstation eller en præmie som man kan få eller tilegne sig. At leve er at leve sammen med de mennesker, som omgiver en. Det er der ens prøve skal stå.
I modsætning til det, som jeg kalder viden er forståelse noget ganske andet. Viden er selvfølgelig tilstede ellers ville der ikke være noget at forstå men forståelsen selv er forståelsen af sammenhængen. "Heureka", tror jeg, at nogen kalder det.
I vore dage henviser vi til, at der går et lys op for os eller at ti-øren falder. I virkeligheden betyder det, at vi ser sammenhængen.
Jeg vil tro, at det også er baggrunden for det, som buddisterne kalder klarhed.
Klarhed i sig selv giver umiddelbart ingen mening, man må være klar over noget. Når man så bliver klar over noget vil man opdage, at det forsvinder fra ens bevidsthed.
Det er dette klarhedens lys, som er sandheden. Denne klarhed kan selvfølgelig blive ubehagelig når man retter den mod sig selv, men der er ingen vej udenom. Sandheden er ubetinget eller slet ikke. Det giver ingen mening at tale om at alle har ret til deres egen mening. Det giver ingen mening at tro på noget. Meninger og tro er ikke sandhed.
Når vi nu er i gang, så lad os tage et begreb som ro. Nogle søger en dyb ro i sig selv. En sådan ro findes ikke. Vi er alle et resultat af vores handlinger og ro opstår som baggrund af en række handlinger, den er ikke iboende. Eftersom de fleste af vore handlinger er forvirrede og baseret på uvidenhed er der ingen ro. Og det forvirrede sind finder aldrig nogen ro i det, som det, noget forvrøvlet, kalder sig selv.
Jeg formoder, at du er gået på pension, Arne. Hvordan har du det? Har du besluttet dig, i dit otium at søge sandheden?
Der er meget guf derude. Et stort tag selv bord fra hvilket man kan sammenstykke det, som behager en i allehånde variationer. Men det vil altid være en selv der vælger.
Hvis jeg kalder et andet menneske klogt, så berømmer jeg mig selv. At jeg er i stand til at identificere denne klogskab betyder, at jeg også selv er klog.
Men jeg er desværre ikke klog, jeg er dum som et bræt. Hvordan skal jeg kunne identificere noget der klogt når jeg selv er dum? Det kan jeg ikke.
Men minus og minus giver plus. Når jeg, dum som et bræt, lytter til en anden dum person, så synes jeg, at det han siger er fantastisk. Så det hele ender positivt og vi er alle skidekloge.
Ved du hvordan man lærer, Arne? Kun ved at lytte, kan man lære. At tale er at videregive det lærte og mens man taler lærer man intet nyt osv. osv.
Man bør være sig selv blandt andre, så ærlig som muligt men man kan ikke være sig selv i nuet for i nuet er der intet jeg, kun opmærksomheden.
Lejlighedsvis får man dog lov til at danse sin egen dervish dans i intetheden men dennes dans opstår ganske af sig selv, uden årsag.
Jeg vil tro, at den kommer når vi ikke længere forvrænger energien med vore timelige bekymringer og bøvl og bavl.
Har du lagt mærke til at de fleste mennesker taler uafbrudt selv når de sover? De er aldrig stille, hvordan kan de så udtale sig om hvad stilhed er?
Stilhed er når tanken gennem forståelse bliver stille, på en naturlig måde, ikke gjort stille.
Stilheden er det uendelige rum og den fuldstændige opmærksomhed. Hvis du fra denne opmærksomhed kigger på tanken vil du se at den konstant ønsker at trække dig væk fra virkeligheden ved at erindre dig om hvad der skete for 2 timer siden.
Tanken er ikke levende, den er fortiden, erindringens reaktion.
Tankens stilhed, opmærksomheden, er det mest levende der findes.
Svar
Citer
