"Så er vi jo dér igen: Simon og Zeff - manden eller bolden".

- Slet ikke, det er dine synspunkters irrelevans der oprulles, ikke din personlighed, selv om jeg nok ser du ikke helt forstår skellet mellem at have og være synspunkter ;)

Zeff pointerer det blot temmelig enkelt, med markante beskrivelser, som altid før.

mvh
Simon

"Er der mon nogen, der forstår "skellet mellem at have og være synspunkter"?".

- Det vigtige her er, at netop du forstår forskellen mellem det at have synspunkter og det at identificere sin personlighed med synspunkter - fordi du dermed vil forstå, at det ikke nytter værge sig imod kritik med henvisninger til følelser man har. Pointen er m.a.o. at du må lære at forklare dine meningers relevans og betydning i debatter - det kan hverken din intuition eller Wikipedia eller Einstein hjælpe dig med, heller ikke "den lille Freud" (Jung) ;)

"Når Simon skriver: "Zeff pointerer som altid før", så må Zeff jo være en som Simon kender til. Jeg mindes ikke at have set en "Zeff" her på Trosfrihed.dk. Er det mon Ole Bjørn, der putter sig".

- Det vigtige her er ikke din erindringsevne, eller om du kan identificere Zeff, men om du evner at indse fornuften i det debattøren skriver til dig. Men det er ikke første gang Zeff har skrevet indlæg her på debatten, det kan jeg så fortælle dig. Men hvis du ligefrem føler dig forfulgt Arne, da må du jo klage til administrator, men fantasier du har om debattører der pointerer din manglende forklaringskraft m.m. er stadig ikke det centrale omdrejningspunkt, og du kan heller ikke her "føle" dig ud af forklaringsproblemerne, beklager ;)

Hva' blir det til med forsvarstalen for blasfemiparagraffen Arne, er den ved at være på trapperne - den er faktisk trådens kernepunkt, må jeg lige minde dig om?!

mvh
Simon

Arne skr. til Treram i trådens start flg.:

"Når du skriver - om en hånet gud: Citat: ”- og bliver han alligevel tilkendt en erstatning for svie og smerter bliver det noget besvärligt at få afleveret denne”, så overser du da, at det også er alle dem, der tror på den aktuelle gud, der hånes, og som kunne tilkendes, hvad du kalder erstatning for " svie og smerter".

- Det vigtige i Trerams indlæg her, er ønsket om bortvisning af hvad mennesket måtte føle i kontakt med kritik af synspunkter eller fantasiprodukter og meninger i øvrigt, idet retten til at udtrykke og kritisere fantasiproduktioner, faktisk er to sider af samme sag, nemlig ytrings- og trosfriheden – hvor sidstnævnte ikke er ment at skulle forsvare evt. overtro, kun retten til frit at tro på hvad som helst, uden at skulle erfare at staten forgriber sig på individet.

Så ligesom Arne (tydeligt for enhver) ikke selv evner at forklare meninger han har om skabte fantasiprodukter med sine følelser/intuition, kan vi altså heller ikke forvente andre religiøse troende vil være i stand til noget sådant, hvorfor man selvfølgelig heller ikke kan bortforklare kritik ved at henvise til følelser.
Vi må kort sagt evne at leve med evt. ”hån” (sikke et udtryk i den forbindelse) af det vi mener, for det er et grundlæggende vilkår i vestlige demokratier i vor samtid, så det må også religiøse troende fortsat kunne leve med. Kan man ikke håndtere sit følelsesliv i kontakt med kritik af ens fantasier/meninger der lægges off. frem, må man altså enten se at få det lært eller vende ryggen til og ignorere kritikken. Og det går skam fint an, mennesker i vort Folketing praktiserer dagligt at ignorere kritik af meninger med forklaringskrav, det Ting hvor man via debatter ellers skulle ha’ vendt hver en sten! ;)

Hvad skal vi med blasfemiparagraffen – med love at favorisere hvad nogen måtte føle for tillagt dogmetro? Er det ikke vigtigere, at idéer tåler en forklaring og evt. en revision ved hjælp af kritik?
At kritik kan gøre ondt, ved vi alle. Det er ikke pr. def. sådan, at kritikere er ufølsomme væsner uden nogen tilgang til forståelsen for andre menneskers følelsesliv (empati), selv om Arne tydeligvis helst vil vende ryggen til kritik udfra dét synspunkt. Det er derimod sådan, at kritik er meget nødvendig, fordi vi mennesker skaber rigtig mange tåbelige idéer gennem et langt liv, og at vore følelser for disse idéer ikke gerne skulle være præmissen for deres sandhedsværdi eller relevans, for det ville kun skabe et utal af fanatikere, og den slags kan vi sagtens tåle at få reduceret antallet af; det ka’ vi fint leve med, i et samfund som vores – eller er vort samfund efterhånden gået hen og er blevet EU-Helles? ;)


Mvh
Simon