”Kommer bare til at fryse lidt ved tanken om den måde at se verden på”.

- Vi må præcisere for hinanden, at vi afgørende må se og forholde sig til hvordan verden og mennesket i realiteten fungerer, hvorfor de meninger vi indretter os efter i livet altså må vise hvad livet vil tilbyde os. Illusoriske verdensbilleder og menneskesyn hjælper m.a.o. intet menneske frem mod en bedre verden.
Hvad der derfor kan få mig til at ”fryse”, det er når mennesker påtvinges at underordne sig illusioner der får deres livsgrundlag til at briste, fordi de gode hensigter manglede forankring i de realiteter vi nødvendigvis må se i øjnene, og dette i særlig grad når man skal påtage sig ansvaret for mennesker der ikke er istand til at klare sig – hvilket gælder uanset genetiske faktorer. Her må vi altså i særlig grad være påpasselige, når mennesker vurderer at de ikke er istand til at påtage sig et sådant ansvar – ligesom vi må være særdeles påpasselige med at påtvinge mennesker et sådant ansvar ved love, der ikke indeholder en realistisk forventning.

”Håber altså på, at der stadig vil være plads og råd til mangfoldighed - også uden at måtte sortere for mange liv fra”.

- Det kan være nødvendigt at fraprioritere ansvaret for et andet menneske, fordi betingelserne for at opfylde forpligtelserne ikke er tilstrækkelige. I situationer hvor man ønsker at påtage sig ansvaret på realistiske forventninger, men er uden økonomiske ressourcer – her er der råd og vejledning at hente fra et erfaringsnetværk – står dørene jo åbne. Der er m.a.o. ingen lov der stjæler ansvaret fra gravide, ligesom der omvendt ikke findes love der påtvinger gravide ansvaret - indenfor 12 uge.
Mangfoldet vil altså fortsat åbenlyst eksistere, dog er mennesker jo gennem bedre information blevet mere bevidste om hvad de kan forvente sig fra livet under et forældreansvar 24/dgn. livet ud.

”Store spørgsmål, som vel i sin essens handler om, hvad der kan give mening og kvalitet i livet mellem fødsel og død her på Jorden”.

- Svaret er enkelt: meningsdannelser om livskvalitet er ingen entydig værdi, livskvalitet har ingen initialværdi - det ene menneske vil fortsat livsglædes på et grundlag et andet vil kede sig ihjel på. Ej heller kærligheden har fast forankring i noget menneskeliv, såvel som intet menneske jo vil kunne afkræve et andet dets kærlighed. Kvalitetssikring ophæves jævnligt, ja vore standpunkter og meninger om livet har deres afsæt i synspunkter, og jeg ved ikke af noget menneske med samme synspunkt fra fødsel til død.
Hvad vi kan bestræbe os på, er at skabe sandsynligheden for at visse hændelser vi gerne ser ske, også får mulighed for at realisere sig, og dér kender jeg altså intet bedre redskab end lidt sund fornuft i en pose med held & lykke.

Mvh
Simon

"Det vil nok ikke undre dig, at jeg trygt lægger det i højere magter, hvad som skal ske med den menneskelige udvikling".

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/496313:Kultur--Suzanne-Broegger--Det-er-vigtigt-at-tale-om-modernitetens-skyggesider


Hej Zenia..

Øverst en link til en artikel som måske vil interessere dig, meget a propos de visioner vi op gennem halvfjerdserne skabte håb om imod en bedre verden. Det minder for øvrigt meget om det der skete, da muren i Berlin rives ned og mennesker pludselig står med et iltert håb om fremtiden i hænderne, men i et nutidigt blik tilbage må undre sig over, hvorfor mulighederne for at skabe et enestående nyt fodfæste mellem øst/vest, endte i ingenting. Måske Suzanne Brøgger, som i mine øjne er et dejligt begavet menneske med en vis optimisme på menneskets vegne har din interesse – måske med særlig henvisning til ”Den pebrede susen”, der med sine fragmenter af livet fra mangt en kant synger af kærlighed (s. 189).

Mvh
Simon

P.s.: nå, jeg får ikke linken til, den må du slås lidt med selv så ;)

Hej Simon - og tak for din kommentar her. ...

Efter at have nærlæst samtalen med Susanne Brøgger, tænker jeg - og det er vist det, jeg har fået ud af det - at:

Hvor er vi mennesker dog forskellige. ...

Og samtidig er vort inderste ønske og behov måske alligevel ikke så forskelligt, endda. ...

Måske er det sådan, at man aldrig må og kan forvente forandringer til at komme udefra, men må lade dem spire indefra i takt med livserfaringerne. ?

Måske bør man dog være lidt obs. på de bevægelser, som græsrødder er udtryk for? ... Også selvom de ikke "er helt kompatible med samfundskravene" ...

Det værste, der kan ske, tænker jeg bare må være, hvis hvert individ affinder sig med måden, tingene slingrer på med tanken om, at "jeg kan jo alligevel ikke gøre noget" og "udviklingen er jo nu engang ikke sådan til at ændre på". ...

At Susanne Brøgger, som engang så en opgave i at splitte så mange forhold ad som muligt, nu er nået til at være glad for sit parforhold og sit stille liv, tja det vækker da til eftertanke. ...

Hvis jeg skulle evaluere mit 50- årige ægteskab, ville jeg ikke kalde det "en organiseret form for ulevet liv", men kan da sagtens se, at der er sket noget med parforhold, når over 40% bliver skilte. ...

Men hvis det er frihed, man søger, tænker jeg da, at den kan og skal da også kunne findes indenfor ægteskabets rammer. ...

Forleden så jeg på dr 2 en udsendelse om samlivsformer, og der optrådte en ung kvinde, som ville giftes med sig selv - ville stå hvid brud med brudebuket og fest bagefter - og det lykkedes hende da også at finde en præst, som var med på det. ...

Hvad mon Susanne Brøgger ville sige om det? Eller du måske?

Er det et udtryk for selvudvikling ... eller trang til frihed ... måske for at kunne gå mere hel ind i et kommende parforhold? ... eller er det selvdyrkelse? ... Er det m.a.o. et tegn på sundhed? Eller er det Egoisme? ...

Hvem kan forklare det. Jeg undrer mig bare. ... Tag det bare som de strøtanker, de er.

m.v.h.
Zenia

NB: Og nu er jeg vist egentlig kommet altfor langt bort fra emnet. ... Sorry.

Der er jo mange måder at anskue liv på, tænker jeg bare Arne. ...

Og jo, antallet af mongolbørn er faldende her i vort rige land. ... Hvorimod man i andre lande stadig har overskud til at se dem som både en opgave og en gave. ...

Jo, det er en kromosomfejl, men hvem siger, at der kun er plads til de perfekte på Guds Grønne Jord?

Når det er sagt, må jeg jo medgive, at havde jeg selv fået at vide dengang i de unge år, at jeg bar på et potentielt mongol-barn, er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde fravalgt det. ...

Sådan kan man jo sige, at det er rigtig nemt at have idealer, når man ikke selv ville være i stand til at takke ja til den kæmpeudfordring, det er for forældrene. ...

Så til sidst blot en anerkendelse af deres store tålmodighed og kærlighedsevne, som siger ja til et barn med Downs syndrom.

m.v.h.
zenia