Hej Zenia..

”I mellemrummet fornemmer jeg lidt af den Simon, som jeg i andre fora forgæves har kigget efter”.

- Tråden her handler bare ikke om teologisk tomgang og mystifikation af livet, men om poesi der udtrykkes på forskellige måder. I århundreder har troende fra div. religioner formidlet tanker om deres åndsliv med og om et efterliv i meningsfyldt poesi, men som i vid udstrækning bragte mennesket på tværs af sin natur. Senere digtere hæftede sig så mere ved aftrykket fra livet som satte spor i sindet, de blev registranter af sanseoplevelser fra et mangeartet livsforhold, men ikke livets mening udtrykt i deskriptiv poesi. Det er poesi tråden her handler om, som også kan forme sig som et meningsfuldt sind, uden at gøre livet selv til poesi.

Digtene er jo formet af nødvendighed, når de er gode, folder de noget ud for os. Digtere kan vise hvad livet gør et menneske, ved det, at mennesket skabte liv i digtet. Billedsproget er fascinerende, som en tidløs nerve der bringer os i forbindelse med aftrykket af noget hændt, som bringer noget til live i os. De virker, når noget væsentligt springer os i øjnene, på en sådan måde at vi udlever digtet.
De er personlige, kan være privat, men Mellemrummet selv er jo slet ikke privat. Det har tit undret mig, og jeg har sagt det før, hvorfor mennesker der netop ånder for sansebilleder af livet som noget meningsfyldt, ikke oftere formidlede sig gennem poesien – filosofisk går teologi bare i hårdknude, skolastikken fungerede bare ikke. Og grunden er selvfølgelig, at det der for den troende måtte være vanskeligt at sætte ord på, lettere kommer til udtryk i sansebilleder. Det vidste folk i antikken og langt op gennem middelalderen, tænk bare på de store klassikere, hvor selv kritiske syn på samtidens forhold gerne udtrykte sig i poesien, ja mange blev landsforvist af den grund.

”Kommer så til at tænke på Jesus, som jeg slet ikke oplever som en højtidelig og alvorsfuld prædikant, men som et virkeligt menneske med humoristisk sans, som f. eks. når Han siger: " I sier myggen fra og sluger kamelen". ... Jeg tænker, at Han i sit sinds skatkammer rummede både det at være Helgen ... Klovn ... og ikke mindst Vismand”.

- Netop et billedsprog, ord i musisk fremstilling for sansebehaget. De gregorianske munke er et yndet eksempel – jeg hørte dem forresten i Maria Kirken i 1987, og tror det var første gang de var udenfor klostrets mure.

”Ikke for at blande mig i jeres mellemrum ... men absolut kun fra sidelinjen med en enkelt bemærkning - nok nærmest affødt af det, du skriver omkring humor”.

- Jamen du selv er jo glad i poesi, ved jeg, og synes som RM, at det ville være fint med flere eksempler på poesi der betyder noget for dig – og bid mig i albuen, om ikke du også har lidt fra egen hånd liggende i gemmerne; ja jeg ville ikke blive spor forbavset, hvis manden din havde foldet sin røst ud under balkonen med netop slige af slagsen ;)

Det er sproget der fascinerer mig, musikken i sproget, lige fra Petrarca, Boccaccio og Dante, til digterne langt op i vores tid. Per Højholt skrev i 2001 bogen Auricula (øret på latin), og som handler om et utal af ører der undfanges i 1915; måske jeg bare er et afkom fra et af disse, i hvert fald lader jeg mig gerne genere af lyde, noget så infernalsk, ser du nok.

mvh
Simon

Skønt skriv, Simon ... tak for ord. Om mellemrum, poesi, billedsprog, sansning, livsudfoldelse og skabelse.



... og et menneske som netop kunne skabe ord af sansning og sansning i ord var Martin A. Hansen. Ord med dybde og alvor ... og tid. Tiden som var, og tiden som bliver til, fordi vi har en fortid, som i sig selv er den fortælling, vi kommer ud af, for igen at blive til en fortælling, som vi kan give videre.

Stenen får ikke tunger
efter ønske.
Træet får ikke vinger
af længsel.
Hjertet bliver ikke et andet
selv om det jamrer over sig selv.
I brændingen synger stenene.
I stormen løfter granen vingerne,
en fremmed har rørt hjertet.

Jeg er lige stødt ind i det her digt ... og ja, en fremmed har rørt mit hjerte med ord og stemning og dybde i billedsproget.

Ham må jeg ha' noget mere af ...

Så jeg søgte lidt og fandt så disse ord, som er en del af en tekst "Højen, solen og stenen" fra 1955 :

Har I aldrig stået med en gammel ting i hånden og mærket, hvordan den ligesom længes efter at fortælle. Men den er stum. Den ville gerne fortælle, hvad den har været brugt til, hvad menneskene har gjort ved den, tænkt og sagt. Men den er stum. Man må selv vide noget for at få den til at fortælle. Eller har I aldrig tænkt på, at alle de glemte, mennesker, hvis rester jorden skjuler, gerne ville fortælle os noget. Gerne ville komme og hviske os i øret, hvad de vidste. Det er glemt, det er tabt, det er noget af vort folks tanker som er begravet i jorden. Og så går vi og leder efter spor, så vi kan høre en lille smule af deres tanker. Det er historie. Måske de kommer os meget mere ved end vi tror. Vi stammer jo fra de glemte folk. Vi har noget af deres sjæl i vor sjæl. Og når vi opdager noget om deres sjæl, så er det, som om vi har opdaget noget i vort eget hjerte og sind. Det er historie.


Milde efterårshilsner fra RoseMarie

Hej RM..

"Mellemrummet er ment som et sted, hvor vi kan mødes i menneskelige ligheder i forhold til passion for åndsrigdom".

- Ja, men tænk at man overhovedet ska' forklare den slags, overfor mennesker der i vid udstrækning benytter sig af sansebilleder og symbolske fremstillinger for livssynsanskuelsen!
Poesien taler for sig selv, mange af de digte (andre har skrevet og som) du og jeg har lagt ind her, viser ikke så lidt om livets aftryk i mange menneskers sind. Nogle af dem har været så væsentlige for disse digtere, at de var deres eneste måde at komme videre i livet på. Det er alvorlige og derfor ofte meget smukke sager, og dette synes jeg faktisk må slå de mennesker i øjnene, som netop taler andægtigt om livet. Mellemrummet taler for sig selv, vil jeg mene.

Der er ingen god grund til at sætte sig udenfor et mellemrum, mens der er grund til at bruge det, som det pust fra andet, du beskriver. Og netop digtene behøver ingen forsvarstaler eller forklaringer for andet, end den tid og de hændelser der blev afgørende for deres tilsynekomst. Lad os endelig fortsætte med det – og ikke undres over, at flyvske troende i pludselig og ”tilfældig” sammenrend finder på at buldre gennem åbne døre. Enhver kan jo lægge poesi ind her, og det kan man som du kun tilskynde, hvis ellers sindbillederne af en eller anden grund tynger nogen og de må af med dem.
Nogen lider måske dertil af den misforståelse, at digtere er en flok højrøvede intellektuelle, eller at de er udelukket fra poesien. Det er ikke en ualmindelig opfattelse, ja den er blevet genereret i generationer.

I øvrigt hilsner til dig Ole, for de gode betragtninger hvis indhold heller ikke behøver forklaring, men som du ved jeg er enig i. Synes måske du i den forbindelse sku’ hæve bommen og liste versefødderne ud mellem linierne ;)

mvh
Simon

Kære Simon og RoseMarie.

Jeg har alt for travlt med min forskning i kommunikation og sociale medier, dialoger med forskere i ind- og udland, forberedelse af essays til min hjemmeside, undervisning, hjælpearbejde, teaterarbejde og mange andre kreative aktiviteter, til at have tid til at deltage i dette stærkt begrænsede forum, men som et a propos til den tåbelige diskussion om meningen med livet, kan I da få et af mine digte om emnet. I forstår jo begge brugen af metaforer, så I vil næppe mistolke min sammenfatning af et svimlende antal milliarder års udvikling.

Genesis.

Tiden skælver, stoffet kælver
i et lydløst brag.
Rummet fødes, kræfter mødes
i et gudeslag.

Plasmafaser, kræfter raser,
Altet går bersærk,
ekspanderer, kontraherer,
det er guders værk.

På sekunder strålebundter
kaster sig afsted
ud i rummet, nænsomt krummet
om en evighed.

I æoner stormer ioner
mod et ukendt mål.
Hede vinde, som et minde
om det første bål.

Rummet øger, stoffet søger
mod en tyngdepol.
I det golde mørke kolde
vokser frem en sol.

Solens varme strålearme
rør et kolloid:
Stoffet mindes, kræfter bindes,
det er livets tid.

Byggestene, helixgrene
med en mystisk sans
sig formerer, duplikerer
i en hvirveldans.

Celler spaltes, som de kaldtes
af en guderøst.
Viden samles, mens der famles
efter lysets trøst.

Kaos bindes, veje findes,
livets overtag
i kemien entropien
mindsker dag for dag.

Havet syder, bølger bryder
mod den hvide kyst.
Op af vandet, gennem sandet
snor en fisk sig tyst.

Mutationer, millioner
arter vokser frem.
Hjernen øger, tanken søger
mod et større hjem.

Nye gåder, nye måder
fremmer tankens skred.
Hele tiden øget viden
bryder grænser ned.

Data byttes, viden flyttes
uden tab af tid
gennem zoner, tachyoner
spredes hid og did.

Stjernetåger, liv, der våger,
lytter efter svar.
Er vi flere, ved vi mere
end det lidt, vi har?

Vidt forgrenet, men forenet
livet presser på.
Eksistenser uden grænser
prøver at forstå.

Viden sendes, alt erkendes,
og måske til sidst
Universet, gudeherset,
bli’r sig selv bevidst.


Kærlig Hilsen

Ole Bjørn :o)

Tak for kigget og ordene ... selvom det måske bare var på fransk visit, så skal du alligevel ha' en hoppende velkomstdans