0
registrerede
85
gæster og
195
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27025 - 12/03/2019 13:10
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej du boblende nissefraulein..;)
Synes vinterkulden kribler mellem hver en solstråle, at det er for tidligt med forår og at små grønkorn reagerer helt forventeligt på de strålende begivenheder, mens vi stadig ka' forvente Sibiriske vinde og røde næser. Derimod er jeg helt pladask, når solen rødmer i en gullig horisont, og nyder særlig fuglenes sang i den friske luft. Her boltrer egern sig frækt i nøgne barometre med fingre på pulsen; du ka' ikke tænke dig hvor frække de er, næsten som store lømler der har pjækket fra skole. Men jo, forårsglæden spirer i alles øjne, men træerne er nu forårets kronvidner..;)
Med tak for hr. Stuckenberg (med sne på næsen), her den tidlige Heinesens digte fra samlingen Arktiske elegier med Otto Gelsted som litterær konsulent; de nu næsten 100 år gamle digte som Heinesen selv betragtede som ”umodne poemer”, uanset de sprudler lige så levende som just skrevne ved kaminens knitren under hans pibes glød, som små invitationer:
Martsaften
Martsaften er saa gennemtrængende grønbleg. Den rige Sol maa gaa til Hvile i en fattig Seng.
Fra nøgne, sorte Sletter stirrer hvidgrønne Søer indtrængende paa den dødtrætte Vandrer.
Himlen bliver særere, jo længer det lider mod Nat, den sygner hen i det karrigste blege.
Paa en Høj staar et Træ, hvis nøgne, sorte Grenfilter søger at ætse sig ind i den vigende Baggrund.
En Fugl sætter sig lydløst i dets lurvede Krone og søger at lune sig i sine Laser.
Den synger skingrende Armodens Gråd og Grin. Martsaften er saa gennemtrængende grønbleg!
*
Til en mester
I
Smilet
Dit Sind er frostglinsende Ruiner under den haarde, straalende Himmel; din Smærte stivner, naar du ser Septemberglansen i de høje stageslanke, gule Træer.
Hvorfor gjordes dine Øjne saa klare, dit Syn saa skarpt, naar du alligevel gruer for at se?
Marmoret, som du arbejder i, er isnende koldt, koldt som din Erkendelse. men koldere er din Ro, naar du smiler.
II
Ved Vinduet
Aftenligt hviskende Røster trænger herind, stille, mens Mulmet gror. Lyst er mit Sind for Fjernhedens falmende Kor; Viddernes evige Sug. Tidernes Gang over Jorden – alt ringer sammen og blandes i dette Nu. - -
Rift paa Rift flænger den stigende Storm i Oktoberhimlens Rand; svære, høstsvangre Skyer kommer i Drift; over det vaade Land bryder kolde Stjerner i Brand. - -
Natlige Tungsindsrøster trænger herind, vækker af Daglarmens Dvale Minder om ensomme Timer. Lydt er mit Sind for Tavshedens ene Tone, der roligt bag alle Lyde vaagner og kimer, koldt uden Genlyd i Tidernes isnende Hvælv:
Ene du er, strider dig rastløs frem gennem den store Forandring, møder dog bare dig selv paa din evige Vandring.
III
Nattevandring
Den frosne Himmels golde Lys kastes tilbage af talløse Vandløb og blinkende Søer i det aftensorte Land.
Rundtom i Dalen knejser store, blanke Stene, mægtige og uforstyrrelige Skulpturer fra en fjern og stivnet Tid.
Her er intet levende at Øjne, ingen Forventning bor her, kun nu og da farer et mørkt Strejf af Kastevind over Vandfladerne.
Rejs dig her, mit Sind, som et Slot med Ruder, der brænder af blaa og rolig Tomhed, en Dødningborg, der spejler sig bleg og tavs i det iskolde Vand.
- William Heinesen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27031 - 12/03/2019 23:38
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
P.s.:
Senere i Den dunkle sol, linier som lydene på utallige rejser med nattog mellem Danmark/Norge: lys og lyde holdende ved svenske og norske bygder med nattevinden i ansigtet, den udefinerbare kaffe og de selvrullede røget i det sære lys fra overskæringer og landskaber, der akkurat skaber indtrykket af en flygtig drøm; senere vågner man badet i et andet lys og stiger ud i en helt anden verden:
Nattoget
Mørket er ladet med stormende Lyde. Bjerge og Floder, Skove og Byer fortoner sig i Sindet som flygtige Drømme, som farende Skyer. Tilbage er kun den søvnsvimle Tanke, at Livets Hjerte vil altid banke, altid banke.
Vi bæres ind i et Skyet Øde, et Søvnland, hvor ufødte mødes med døde, vi rider, med lukkede Munde, blege, paa gysende Heste ad Hel-dunkle Veje, men kan ikke slippe den varmende Tanke, at Livets Hjerte vil altid banke, altid banke.
*
Fra samme samling, med stemninger man senere kun oplever hos Per-Ola Enquist i erindringer han ikke for alt i verden ville undvære, som sjældne få ville undvære ham:
Et sted bag de mørke bjerge
Et Sted bag de mørke Bjerge ligger en solhvid By med gamle mossede Gaarde, hvor Haner galer mod Sky; der er ogsaa Gader og Mennesker og Kirker og Kroer og Træer, men ingen Steder i Verden kan Hanerne gale som dér, og aldrig har Hanegal tonet som den Morgen, jeg kom til den By, og aldrig har Solen skinnet saa hanestolt og saa kry; og gaar end Alverden under, forgjort af Vanvid og Had – o Herre, skaan i din Miskundhed den lille, galende Stad, og lad til evige Tider Lys fra din Herligheds Hal spejle sig lige underfuldt i Hanebrysters Metal og laane de blodfulde Kamme sin glade og grusomme lid, saa de kan løfte mod Dybet det rødeste Rødt, der er til…
*
Her tilbage til Arktiske elegier:
Aaret
Vi har favnet Dagens Liv og Glæde, vi har aandet Grønt om sorte Grene, vi har spundet Liv om Dødens Tene.
Over Dagens Liv og Dagens Glæde Mørket raader, Vinternatten ruger, Jorden skjuler os i sine Tuer.
Dagens Liv og Dagens blide Glæde – Vaar, der lyser bag den sorte Hede – Morgensol i min forladte Rede. – *
Apropos våren, her fra Sange mod Vaardybet – der forøvrigt let gir én indtrykket af Heinesen som skulptør:
Apollostatue
Dagen fatter om dig med sit rige Skær for at vise dig, du er dens Blaanen værd.
Skyggen for din Fod har gjort sig graa og arm for at vise dig, den véd din Sorg og Harm.
Mørk og lys af Livet, viden og lægt staar du midt i Alting og føler Altings Vægt –
ser hvor skøn al Skabningen i Middagslyset staar – oprejst ved sin Skygge – en Stund, før den forgaar.
- William Heinesen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (12/03/2019 23:40)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27035 - 13/03/2019 14:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej igen, RM..
Her William Heinesen fortsat, set i lyset af det tætte venskab og samarbejde med den brændende tørstige Otto Gelsted, digteren du vist selv er lidt pladask i – to digtere der har skrevet så gribende om det oplevede, at poesiens legende alvor straks liver op i øjnene når den genlæses, og næsten som var livet poesiens forskrift, og begge digtere det strålende exempler derpå.
Og så er der jo det med forårsduftene, dem jeg næsten ku’ lyde lidt sur over ikke længere exploderer i hele sanseapparatet, som det ka’ opleves når en vinterhård jord stille tør op, men igrunden bare er udtryk for mit nisselige jegs forelskelse i årstidsoplevelsen. Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke længere frydes over alle de små opspring i øjne og ører, for ikke at tænke på snudeskaftet, overhovedet ikke; men det er min oplevelse at klimatiske og økologiske betingelser påvirker vores nuværende måde at opleve årstidsskiftene på: den langsomme oparbejdelse af længslen, der ikke længere futter oplevelsen af på helt den samme måde, som når de første spirende væxter trodser sneen: at blie så årstidstræt af vinterens isdække og oplevelsen af sneen som årringe der kun gradvist svinder for forårshåbet, for så endelig at slå knoppen af flagstangen i fest og farver, en oplevelse vi for en stor del nu må erindres om i litteraturen med digtere exploderet i begejstring! Det er bare en erkendelse, der på nisselig vis retter sig ud i lidt nostalgisk forargelse på forårets vegne – det lyder da pænt. Men forandringer i det nære med følgelig nostalgi oplevede selvfølgelig også Heinesen og Gelsted; digtet Dansende poppelfrø (til Otto Gelsted) sir det hele, som den ene tørstige ildsjæl der langer erkendelsen over bordet til den anden; kors de har moret sig, de to:
Der er så langt langt langt mellem Davidsens vinstue på Åboulevarden i 1918 og til hotel Peking i 1968. Langt i tid langt i ånd …
Og så smilet gennem tårer …
Vaaraften
Det dirrer i Luften af Draabestøv, det drypper så lunt i hver Pyt, det dufter af Regn og Grøde, lifligt nærende og sødt.
Imod mig den ødsle Vellyd af Kilder, der gurgler sig frem blandt duggende Straa som glinser blidt i den vaade Em.
Og elleve gulgrønne Gæslinger traver rundt i det regntunge Græs og synger enfoldigt en Sang om sig selv: Vi er Gæs, vi er Gæs, vi er Gæs!
Jeg drømmer stilfærdige Drømme og bilder mig ind, at jeg gror som et glinsende Straa uden Tanker, en Rod i den lune Jord.
Jeg drømmer en tidløs Verden, en bævende Aftensang med Rytmer af Dagenes Fodtrin, Aarenes Gaasegang.
Den Duglyse Nat ser jeg smile til Dagen, der kaster sit Læs, det lyder som Stjernestemmer: Vi er Gæs, vi er Gæs, vi er Gæs!
*
Eller …
Sagn
Af Mørket steg et spinkelt Skud og folded sig i Solen ud, og i dens korte Sommerskin det suged Lys og Farve ind.
Og hver en venlig Morgenstund det vaagned af sin Stjerneblund og plired mod det gyldne Gry og saa sig om som født paany.
En nyfødt ild, forsagt og svag, en Vunde i den vilde Dag – det ranked sig med Blomstersind, en Vilje i den klare Vind:
Se, jeg er Liv til evig Tid, et Frø, som Fuglene bar hid, Forvandlingen, som aldrig dør – jeg mindes, at jeg vokste før. _ _ _ _
Af Ødet steg et spinkelt Skud og flammed blidt mod Rummet ud og blev en stille Helligdom, som tusind Mile værned om.
Og den, der drog den lange Færd fra Verden ud og kom den nær, de slidte Sko af Foden sled og bøjede sig ydmygt ned.
- William Heinesen (den vidunderlige!).
Bedste vårhilsner – m. håb om solens snarlige genkomst.. Simon
Redigeret af Simon (13/03/2019 14:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|