Hermann Hesse om TRÆER Læs hvad Hermann Hesse skriver om 🌳🌲
Selv har jeg har alle dage været en rigtig træmand eller skovløber. Min respekt og beundring og meget nære kærlige kommunikation og relation træer går tilbage til min tidligste barndom. At kravle i træer og lege i skoven var min børnehave og at undgå at falde ned var den pædagogik skoven lærte mig.
🌲🌳
Min kærlighed eller kommunikation med træer husker jeg helt tilbage som barn hvor det for mig ofte gjorde smertefuldt ondt dybt ind i min sjæl når et træ eller træer blev fældet (det er ikke mere end et par år siden jeg gamle mand græd og græd flere dage i træk over et mit livstræ der blot blev fældet flere hundrede år gammel og knejsende ikke bare 10 meter høj men over 20 meter og med en sindrig kroget forgrening bag en prægtig krone) - mit forhold til træer er så stærkt at jeg hurtigt kan skabe en stærk kærligheds relation gennem den kommunikation jeg oplever og det stærke vidnesbyrd om liv træet fortæller: »Jeg er liv, som vil leve, midt i liv, som vil leve.« og jeg har hele livet stået fast på min egen indre lov om vækst uden at gøre andre fortræd, hvor tyngdekraften har provokeret min rankhed (rygrad) at stammen min blev så vertikal stærk og kraftig at jeg står og modstår alle livets stormvejr og orkaner, al blæst. Ofte har jeg været i orkanens øje, stået i regn blæst og kuling, og i lyn og tordenvejr stået i risiko for i et nu at blive kløvet, flækket, men jeg har også oplevet utallige morgener og nætter i skovens dybe stille forunderlige ro og tågedis hvor stilheden gør at vi igen kan høre hvad der siges når verden ikke længere er larm.
Min væredygtighed og bæredygtighed skyldes at jeg tåler og lider alt uden at opgive bare at være mig selv min egen indre lov.
Min stammens tyngde og vægtighed, højde og drøjde, vertikalitet er min forstand og modstandskraft der er udformet i overensstemmelse med at tyngdekraften har været min lod og skæbne og vilkår her i livet fra da jeg i undfangelsesøjeblikket gik fra frø til spire.
Kronen på værket er mit grønne løv i solen i lyset der gir ilt til jorden og om efteråret det er med vemod jeg siger til min nabo "vi ses igen til foråret du min stedsegrønne granfætter træ om du undgår skæbnen juletræ" - for nu skal jeg igennem en hård kold omgang årstid.
-0-0-0-0-
Bertrand Russell sagde at det først var da han blev en ældre mand at han overvandt sin skam over hang og trang til filosofi og jeg har det på samme måde - skammen lurer hele tiden på mig, og truer med at udslukke min filosofiske ånd.
Hvorfor filosofi? Fordi det er en opdagelsesrejse ud i brugen af sit eget hoved til at tænke med. Hvorfor løb og cykling, for at få stærke ben og hjerte lunger, hvorfor filosofi, for at få stærk og go forstand gennem brug af hovedet til at tænke med. Til en forandring at bruge hovedet til at tænke med er den opdagelsesrejse filosofi er.
Men vi lever i en tid og kultur hvor det er skamfuldt at tænke selvstændigt over tingene og udarbejde et selvstændigt kritisk avanceret dyb verdensbillede og forståelse. Moderne videnskab fragmenterer alting og intet hænger godt sammen, der er ingen sammenhængende god forståelse, der mangler visdom og filosofisk forståelse i vor meget videnskabelige tidsalder.
Videnskab har vist at Gud ikke er nogen eksisterende virkelighed med inde over menneskets liv. Filosofien ryster på hovedet af hvor dumme og uforstandige videnskabs folk er, ikke naturvidenskab som sådan, der aldrig vil magte at sløjfe begrebet Gud ud af ligningen når menneskers eksistens retteligen skal forstås.
Svar
Citer
