Hej Michael!

Tak for linket til den fede musik inspireret af Poes gamle novelle. Det eneste jeg savnede var live pics af de sindsyges oprør og magtovertagelse med dyppelse af personalet i tjære of rullen i fjer.

På den anden side er billeder nok overflødige, vi kan jo blot følge med i dårenes anstrengelser her på debatten hvor man ikke nøjes med tjære og fjer.

Hilsen

Ipso Facto


-----------------
" ...De etablerer forbindelse mellem ham og en af landets mest agtede videnskabsmænd en kapacitet på sit område, suveræn indenfor sit felt. Ved hjælp af videnskabelige billedtavler, dybe samtaler på tomandshånd og ved at lægge hele sit sjæleliv blot. Sprætte sit eget JEG op fra sin tidligste barndom til sin seneste manddom og lægge det frem for den kloge videnskabsmand der mere end nogen anden kender menneskesindets mysterier og indviklede labyrintgange, lykkedes det omsider Alexander at opnå den ro og balance, den indre fred der kendetegne et sundt og lykkeligt menneske. Hans ophold i den videnskabelige verden smitter af på hans komplekse svoger William Frandsen (Buster Larsen) og den hypokondriske moder Fru. Alexandersen (Jessie Rindom), at de kaster alle hæmninger bort og danser livsglædens dans, mens solen skinner og himlen er højre end nogensinde. Men ak, pludselig dukker de fem godmodige tungtvejende kammerater fra sommerdagen på den støvede landevej op igen og vælter det hele. Videnskaben får nervøse ansigtstrækninger og prøver at skyde ansvaret over på lovens lange arm, der taber det ene øje og hænger afmægtigt med ørene. Den strenge dommer (Mogens Brandt) i den dystre retssal prøver at trænge til bunds i mysteriet og aner efterhånden også ganske givet sagens rette sammenhæng, men nøjes med stilletiende og med et lille usynligt smil at give Alexander ret, da han sluttelig slår fast at: Vi er alle sammen tossede."- Afslutning af synopsis til den danske film VI ER ALLESAMMEN TOSSEDE fra 1959.

"Vi er allesammen tossede" er en god film. Med hensyn til tosserier er jeg helt vild med "Gøgereden."

Jeg har tit spekuleret på hvordan psykiatere og oversygeplejersker oplever den film.

Jeg er sikker på at de ikke føler sig truffet.

Hej Ipso Facto.

Jeg ville ønske, jeg havde evnerne til at svare dig på en god måde.

På et tidspunkt i den gamle debat kom jeg i svær opposition til en debattør og besluttede, at jeg ikke længere ville kommunikere med vedkommende (uvæsentligt lige nu, hvem det var).

Det gik også fint, men ved enhver mulig lejlighed i dialog med andre debattører sneg der sig i mine indlæg talrige sarkastiske og hånlige bemærkninger ind om den debattør, jeg havde beluttet, at jeg ikke ville kommunikere med.

Efter mange og lange overvejelser endte jeg med at det rigtige ville være at sige sandheden (som jeg ikke havde lyst til at se) ligeud: At jeg følte mig såret.

Hvor godt det virkede, tør jeg ikke gøre mig klog på, men det var i hvert fald bedre end sarkasmerne.

Og hvorfor skulle ens værdighed lide skade, hvis man er stor nok til at vise, når man føler sig såret?

Jeg glæder mig over, at du ku' bruge udtrykket: Vidunderligt.

Og jeg stoler på, at du ikke bare vil beskytte mod "dypning i tjære og rulning i fjer", men at du vil bidrage med alt det, du har, om vore eksistentielle vilkår som mennesker på denne klode - både med humor, filosofisk og på alle andre måder, som dine talenter tillader.

Din hustrus tragedie må jo ha' været frygtelig for hende, men også smertelig for dig.

Den slags kan men vel aldrig helt lægge bag sig, men man kan vel - forhåbentlig - lidt efter lidt finde en måde at leve med det på.

Tilbage står jo det (for os) meningsløse, som der jo er så meget af her i verden...

Min sympati og medfølelse er jo nok intet værd, men jeg har ikke andet...

M.v.h. Arne

Hej Arne!

Lad mig sige det ligeud: Det er en fornøjelse at diskutere med dig og det lykkes dig konstant at overraske mig og lære mig noget nyt.

Du besidder den fornødne livserfaring til ikke at lade dig vælte omkuld af en spradebasse der forsøger at opbygge et renomé på et gennemført falsk grundlag. Ved uafladeligt at henvise til store autoriteter der mener præcis det samme som ham selv, eller snarere teorier som han subjektivt omfortolker så de i et og alt understøtter hans egne uangribelige meninger. Samt uafladelige påmindelser om egne høje faglige kvalifikationer, der næsten gør vedkommende til psykolog, næsten til videnskabelig forsker, næsten til kommikationsekspert næsten til hvad som helst, for at imponere rakket, de ukritiske godtroende fjolser som ikke magter at tænke selv.

Uanset hvor han vender blikket i verden rundt, finder han alene bekræftelse på egne fortræffeligheder og alle andres svigt, forsømmelser og stupiditet. Uanset hvad han mener eller hvor tåbeligt han argumenterer er der een ting som han aldrig kommer i tvivl om: Sine egne ufejlbarlige fortræffeligheder: "Som jeg sagde til mig selv da jeg så mig selv i spejlet: aldrig har jeg set noget så ædelt og smukt så klogt og evigt sandt i den ganske vide verden."

Problemet er selvfølgelig, at når man bilder sig ind, at man ved bedst besked om alt, så kan man ikke lære noget af andre, men blive enten lidt irriteret på fjolserne og må tilrettevise dem ved at drukne dem i en pseudovidenskablig ordflom tilsat påmindelser om egne faglige fortræffeligheder der har en tendens til at vokse efter behov. De mere standhaftige som besidder kvalificeret viden og erfaring er ikke til fals for standardbehandlingen. Men det er intet problem for så skal de blot have af grovfilen i form af persontilsvininger iblandet mantra om hvor dumme og stupide de er. Og hjælper det heller ikke så lukkes der op for godteposen med psykiatriske diagnoser for at fuldende paraktermordet på de formastelige hvis mentale lidelser åbenbart forhindrer dem i at indse, at de tager så evigt fejl, at alt hvad de holder for sandt blot er illusioner, mens spradebassen har så evigt ret, når han nu selv skal sige det.

Hvad sådanne udflåd fra en betændt hjerne har med debat at gøre, det må guderne vide. Men da vi ved, at alle handlinger i sidste instans tilfredsstiller behov, hvad enten disse er irrationelle eller rationelle, erkendte eller ubevidste, så må der et eller andet sted ligge et motiv bag den repitative selviscenesættelse omkring de samme temaer hver eneste gang.

Tvangshandlinger kalder man almindeligvis et sådan stereotypt adfærdsmønster hvor der aldrig sker nogen personlig udvikling, hvor alt er færdigstøbt og derfor uforanderligt. Sådanne spradebasser er som regel højt begavede, men begreber der relaterer til menneskelige værdier så som etik, empati, følelse for fairness (reciprocitet) ligger principielt uden for spradebassens mentale univers. Begreberne opfattes derfor som rene subjektive abstraktioner, som noget dybt irrationelt og foruroligende der vækker dyb angst hos spradebassen, fordi han qua sin intelligens erkender, at der findes et område af tilværelsen hvor andre boltrer sig lystigt og beriger hinanden, som er totalt lukket land for den mekanistisk tænkende spradebasse. Det er vel dybest set denne angst, som sandsynligvis er er uerkendt fordi den er sublimeret ned i det underbevidste, der leverer den psykiske energi til udfaldene mod alt det forkastelige og de forkastelige personer, som ikke må være.

For mit eget vedkommende har jeg altid beundret dem som vidste mere end mig, for dem kunne jeg jo lære af. Født dum som en dør og naiv ud over alle grænser, var jeg et let offer for mere beregnende naturer i min barn- og ungdom. På et vist niveau i denne læreproces erkender man, hvor lidt man egentlig ved og hvor usikkert et fundament den viden man har erhvervet egentligt står på. Så er det at man begynder at beskæftige sig med de dybere erkendelsesmæssige niveauer - den filosofiske spørgen. Og udforskning af den rationelle tankes hjælpeværktøjer: begrebsfilosofien, den formelle logik, matematikkens og geometriens filosofiske grundlag, og man blivet lidt klogere hvis man arbejder længe nok og ihærdigt nok med tingene. Det er den vej jeg er gået rent erkendelsesmæssigt.

Med forståelsen Sørlanders absolutiske begrebsfilosofi nåede jeg så langt man overhovedet kan nå qua den rationelle tanke. Men hvis Sørlanders teori var absolut sand så var konsekvensen en radikal ateisme der reducerede menneskets åndelighed til en slags selvspejlinger i den selvreflekterende bevidsthed. En slags overflødigt biprodukt forårsaget af den måde evolutionen med nødvendighed havde struktueret os på legemligt og mentalt.

Min seneste erkendelsesfase har bestået i et forsøg på at tænke mig ud over "Sørlander" ved hjælp af hans begrebslogiske apparat - sprog og logik - med en meningsteori der bygger på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Sørlanders verden opfylder kriteriet på meningsfuldhed og sandhed efter logikkens love. Den udviser med andre ord "intern konsistens" - det primære kriterium på rationalitet. Den tilfredsstiller min forstand, men ikke mit "hjerte", for den udelukker områder af tilværelsen som jeg finder mindst lige så vigtige som det der kan erkendes ved hjælp af rationaliteten. Så enten måtte jeg være i stand til at påvise en inkonsistens et eller andet sted hos Sørlander, eller også på en måde "springe med Kierkegaard" ud i det irrationelle - den subjektive sandhed. Det Einstein kalder for tilværelsenhs mystiske sider og oplevelsen af det jeg kaldet "det absolut transcendente".

Nu er jeg ikke fagfilosof og mine forudsætninger på feltet moderne logik er ret beset noget ufuldstændige for ikke at sige mangelfulde. Men med den viden og erfaring jeg besidder, kan jeg kun få øje på een mulighed for hvor fejlen ligger.

Modallogikken, som et et af fundamenterne i Sørlanders teori, er en videreudvikling af Aristoletes undersøgelser af logikkens væsen og af Kants kategorilære, der bygger på en undersøgelse af de logiske relationer mellem de såkaldte modalbegreber: "mulighed", "eksistens", "nødvendighed", og de tilsvarende modsatte begreber "umulighed", "ikke-eksistens, tilfældighed" (også kaldet "kontingent").

Som "logiske ord" får disse begreber i logikken en helt præcis fastlagt betydning, som ikke svarer til det mere udtværede betydningsspektrum disse begreber har i dagligsproget, bør man lige være opmærksom på.

De første egentlige systematiske fremstillinger af modallogikken kom i forrige århundrede. Et af problemer i disse domslogiske systemer var, at de udover de logiske konstanter også byggede på axiomer og et sæt slutningsregler. Dette fører til nogle logiske paradokser på nogle områder - f.eks. i relation til negative eksistenspåstande, og Frege og Russels såkaldte "materielle implikation", som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.

I årene efter 1957 er der imidlertid sket et gennembrud i den semantiske afklaring af paradokserne der har overvundet problemerne. Der findes nu beviser for, at de vigtigste systemer er fuldstændige og modsigelsesfri.

Navnlig har den såkaldte "mulig-verdens semantik" haft stor indflydelse. I denne tolkes "LP" (i overensstemmelse med Liebniz) som "p er sand i alle mulige verdener", mens "Mp" bliver til, at "p er sand i mindst een mulig verden.

Dermed er den filosofiske diskussion dog langt fra ophørt, idet de nævnte landvindinger har ført til en fornyet spørpelse af en række erkendelsesteoretiske og metafysiske problemstillinger. Blandt andet sondringerne "nødvendig/kontingent sandhed" og "a priori/ a posteriori", mellem "de re og de dicto modalitet" og redegørelsen for navnes virkemåde.

Indtil fremkomsten af Sørlanders teori var det uafklaret, hvad der skal menes med udtrykket "en mulig verden".

I følge Sørlander er verden: "alt, hvad der er tilfældet. Alt, hvad der kan beskrives i sande påstande."

Ud fra betydningsteorien fremtræder verden i to former eller aspekter. Den kontingente (tilfældige) verden der svarer til den verden vi kan erkende qua empiririske undersøgelser over "hvad der er tilfældet", svarende til hvad der gælder i den verden videnskaben beskæftiger sig med og forsøger at beskrive i dens teorier.

Det modallogiske begreb "kontingent/tilfældig" skal forstås som, at vor verden (det timelige som det kaldes i kristendommen) blot er een mulig verden ud af alle mulige verdener. Det er den eneste verden vi kan erkende qua vore sanser.

Men der findes en anden verden kaldet "den nødvendige verden", ("nødvendig" skal her forstås som "nødvendig sand"), nemlig den verden blandt alle mulige verdener, som indeholder grundtræk som er nødvendige, dvs. nødvendigt sande, i en hvilken som helst mulig verden. Da vor verden er en konkret realisation af alle mulige verdener så må det som gælder nødvendigt for alle mulige verdener også gælde for vor verden. Det som gælder generelt gælder også partikulært. Og hvad er det så for grundtræk som på ingen mulig måde kunne være anderledes i nogen mulig verden vi kan finde i vor konkrete verden?

Det er det som i den nødvendigt sande betydningsteori, som de logisk er deduceret ud fra, kaldes "grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse", begreber som objekt, rum, tid, forandring og bevægelse. Uden sådanne begreber er det os simpelt hen ikke muligt at bruge udtrykket "beskrivelse af virkeligheden" og dermed ordet "virkelighed" på en veldefineret måde.

Disse "grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse" kaldes i erfaringsvidenskaben for axiomer. Det karakteriske ved videnskabens (og matematikkens axiomer) er, at de ikke kan udledes logisk på grundlag af empiriske data, men må vælges ved et ikke strengt logisk valg kaldet "videnskabelig intuition" eller "induktion". Da definitionen af axiomerne således ikke fremstår med logisk nødvendighed (idet der ikke er nogen logisk nødvendig relationen imellem præmisserne (de empiriske data) og konklusionen (hypotesen) idet induktive slutninger er karakteriseret ved, at man uden selvmodsigelse kan anerkende præmisserne og forkaste konklusionen) er der altid mulighed for alternative måder at definere axiomerne på.

Naturvidenskaben bygger således dybest set på nogle "irrationelle antagelser" eller et element af subjektivitet. Dette kommer til udtryk i tesen om, at alle videnskabelige teorier er foreløbige (kontingente), idet nye erfaringer om verdens beskaffenhed (ny empiri), eller som følge af valg af alternative konklusioner efter induktionsmetoden, producerer nye alternative teorier. Den naturvidenskabelige metode sikrer således qua denne trial-and-error mekanisme, at der er mulighed for i lyset af nye erfaringer beller alternativ induktion at producere stadig mere ydedygtige teorier. Når der sker en omdefinering af axiomer sker der et paradigmeskifte i naturvidenskaben.

Det var det der skete for et lille århundrede siden hvor axiomerne for hhv. tid, rum og kausalitet blev redefineret i relativietets- og kvanteteorien. De to grundlæggende fysiske teorier som er inkompatible, men som til sammen kan beskrive både mikro- og makrokosmos. Disse to teorier står stadig uantastede i det som kaldes "standardmodellen" trods ihærdige forsøg på at opstille en forenet teori siden accepeten af kvanteteorien omkring 1927.

Det som ikke gælder kontingent (tilfældigt) gælder nødvendigt. Hvis den filosofiske teori og dens grundlag er sandt burde det derfor være muligt endegyldigt at definere grundbegreberne for virkelighedsbeskrivelse og dermed også erfaringsvidensskabens (og matematikkens axiomer) endegyldigt (dvs. endegyldigt sande). Med publiceringen af Sørlanders teori i 1994 demonstrerede han i praksis hvordan disse grundbegreber/axiomer kunne fastlægges ved hjælp af hans metode kaldet "transcendental deduktion".

Deduktionerne er yderst vanskelige at følge, men så vidt jeg kan bedømme er de konsistente hvorfor definitionen af grundbegreberne/axiomerne følger med logisk (tvingende) nødvendighed - de er nødvendigt sande hvis teoriens grundlag er nødvendigt sandt.

Det Sørlander fastlægger i forhold til hvad man er nået frem til i erfaringsvidenskaben er navnlig overraskende i forhold til kvanteteorien, hvor usikkerhedsrelationen fremstår som en nødvendig betingelse for at der overhovedet kan eksistere faste rumlige objekter (makrofysiske legemer); Og i biologien hvor begrebet om fysisk kausalitet suppleres med et samvirkende begreb kaldet ikke-fysisk kausalitet eller formålskausalitet (en teleologi) som nødvendig betingelse for eksistensen af levende væsener.

Endelig foretager Sørlander en bestemmelse af etikkens væsen og opstiller et nødvendigt sandt universelt etisk grundprincip som alle "personer" i en hvilken som helst mulig verden er underlagt, hvad enten de er bevidste derom eller ej. På grundlag af den nødvendige etik bevæger Sørlander sig over til etikkens implikationer på samfundsplanet og dermed er han ovre i den politiske filosofi, eller rettere grundlaget for enhver mulig politisk filosofi.

Dette var blot en yderst summarisk præsentation af nogle hovedlinier i det filosofiske grundlag hvorfra jeg selvstændigt har forsøgt at tænke videre.

Men for enhver teori, hvad enten den er filosofisk eller naturvidenskabelig gælder, at hvis den er inkonsistent eller bygger på et grundlag som ikke kan begrundes at være absolut sandt, så kan den falsificeres eller måske erstattes af en bedre efter udbedring af fejlene.

Fejlen ligger her, så vidt jeg kan se i den modallogiske definition af begreberne "mulig verden" og "nødvendig verden" og i betydningsteoriens dermed sammenhængende "eksistenspåstand".

Det nødvendige (nødvendigt sande) er defineret som eksisterende uafhængigt af os, det er evigt og uforanderligt i enhver mulig verden. Der kan således ikke eksistere en verden hvor modsigelsesprincippet ikke gælder (er nødvendigt sandt), for blot at nævne et eksempel.

Hermed udsiges en slags analogi til det antropiske princip, hvorefter verden ser ud som den gør, fordi vi er i den. I den begrebslogiske version ser verden ud som den gør fordi den umuligt kunne se anderledes ud (i sine nødvendige grundstrukturer), uanset om vi var i den eller ej. Dette har den konsekvens at det metafysiske eller transcendente bliver underlagt "nødvendighedens lov", hvorefter der sådan set ikke længere kan eksistere noget hinsides den verden vi kan erkende ved hjælp af sansning, sprog og logik. Vi kan i fantasien forestille os en verden hinsides rækkevidden af vore erkendeevner, men rent logisk kan en sådan verden umuligt eksistere. Dette er en rent logisk konsekvens af den sprogfilosofiske meningsteori, idet det ingen mening giver at forbinde eksistenspåstanden med noget "egentligt transcendent". Ifølge teorien kan noget sådant umuligt eksistere punktum. Begrebet verden er den kontingente verden (det timelige) og det er det nødvendige - det som umuligt kunne være anderledes i nogen mulig verden. Derudover eksisterer der intet.

Det jeg for tiden arbejder med, når jeg ellers ikke skal spilde min tid på at besvare personangreb og andre tåbeligheder, er, et forsøg på at omdefinere begreberne "mulig verden/nødvendig verden" på en måde som er konsistent med en omdefineret eksistenspåstand. Om mine evner og viden rækker til noget sådant er jeg usikker på. Men hvis det lykkes så vil der kunne formuleres et nyt begreb som jeg kalder "absolut tranbscendens" som er konsistent med en revideret meningsteori som loigisk set tillader som en mulighed eksistensen af noget "absolut transcendent".

Logisk set kan vi ikke sige noget som helst om hvad der eksisterer i det absolut transcendente - for det ligger hinsides sansning, sprog og logik. Det eneste vi kan sige er, at dets eksistens er en mulighed.

Dermed gives der plads i denne verden for den religiøse erfaring/åbenbaring, for det mystiske og principielt uforklarlige, for "Gud" om man vil, selv om dette begreb logisk set bliver tømt for ethvert meningsindhold andet end "mulig eksistens" i det absolut transcendente.

Specielt på en religionsdebat, og især fordi Arne har udfordret mig med at bestemme det transcendente nærmere, har jeg fundet det værdifuldt at kunne fremlægge grundlaget for min agnosticisme, der er et resultat af et helt livs tænken over disse eksistentielle grundproblemer.

Hvis det kan inspirere andre er det helt fint. Hvis ikke, så er den alternative mulighed jo altid lige ved hånden, nemlig at opleve det hellige, føle sig forpligtet på de subjektive sandheder man erkender på denne særlige måde, og lade det være tilstrækkeligt.

Problemet for debattens troende er, at oplevelsen af "det absolut transcendente" er meget forskellig fra individ til individ, og da der umuligt kan findes et fællessprog hvori sådanne særlige oplevelser lader sig beskrive, handler diskussioner mellem troende, for nu at sætte det på spidsen om, hvis subjektive sandhed der er mest inderlig eller sand. Om "jordbær" smager bedre end "bananer" for nu at sige det med brutal klarhed.

Den fortolkning af det absolut transcendente som opleves mest sand af hovedparten vinder flest tilhængere og dermed har vi i en nøddeskal forklaringen på både den dogmatiske lære - der samler mange om et bestemt religiøst paradigme - og splittelsen - de mange som føler det hellige på en afvigende måde og derfor etablerer en alternativ dogmatik eller slet ingen. Der findes tre store kristne hovedretninger, men eksistensen af mere end 36.000 forskellige kristne trossamfund (sekter) eller menigheder, demonstrerer for mig at se, at oplevelsen af det hellige netop ikke kan sættes på nogen dækkende sproglig/logisk formel. Ethvert sådant forsøg vil per definition indeholde inkonsistenser og i forsøget på at overvinde disse opstår sekterismen. Den eleminerer måske et sæt inkonsistenser for blot at opdage, at det afstedkommer nogle andre og nye inkonsistenser andre steder.

Egentligt er det meget simpelt: Ethvert begreb om en almægtig guddom som både har nødvendig eksistens og som har skabt verden er inkonsistent - afstedkommer uløselige paradokser - og kan derfor efter begrebslogikkens betydningsteori derfor umulig være sand. Uden nødvendig eksistens kan der ikke være almagt, og for at kunne have skabt verden må guddommen også have kontingent eksistens. Rent logisk er det umuligt at noget væsen kan spænde over både det nødvendige og det kontingente. Det er et enten eller.

På den anden side hører det med til menneskenaturen at vi er motiveret til at udtrykke og videreformidler vore oplevelser også de stærke sjælsrystende oplevelser som hører under "det absolut transcendente" som principielt ikke kan udtrykkes modsigelsesfrit.

I kort begreb er det som foregår på religionsdebatten, når vi ser bort fra alt det usaglige ad hominem og andet hysteri, at forskellige mere eller mindre inkonsistente beskrivelser af oplevelsen af det hellige konkurrerer om opmærksomheden og forsøger at reproducere sig selv så meget som muligt. (Jf. fitness begrebets placering i den kulturelle selektionsteori).

Så længe de troende hævder deres oplevelser som subjektive oplevelser af det hellige (det absolut transcendente) kan disse logisk set ikke falsificeres, det er mulige sandheder, mens påstande om Guds væsen og relationerne mellem Gud og verden er åbne for begrebslogisk eller endog videnskabelig falsifikation. Det er for mig at se de ufravigelige betingelser hvorunder vi alle må diskutere.

Alle de andre gode og inspirerende ting Arne giver udtryk for fik jeg slet ikke forholdt mig til, hvilket jeg skal beklage. Det forsømte bliver dog forsøgt indhentet i næste indlæg.

Hilsen

Ipso Facto

--------------------
"... nothing can permanently please, which does not contain in itself the reason why it is so, and not otherwise." S. T. Coleridge, Biographia Literaria.

Der var engang en bondemand, der levede af at dyrke gulerødder, og det havde han efterhånden fået god forstand på. En dag var han til et foredrag i landsbyens forsamlingshus, hvor en begrebsfilosof fra den store by, der havde skrevet flere lærde bøger om ubegribelige ting, holdt en lang og søvndyssende tale om, at ordene betød noget helt andet, end hvad man gik rundt og troede.

Som et eksempel nævnte han, at en gulerod ikke kun var en gulerod. Rent begrebslogisk måtte den snarere betragtes som en motiverende faktor i en interaktion mellem mennesker og dyr, som igen handlede om en kamp om herredømmet over deres indbyrdes relation.

Det forstår jeg ikke rigtigt, sagde bondemanden, en gulerod er da en gulerod. Nej, sagde begrebsfilosoffen triumferende, for hvis dit æsel ikke vil trække din vogn, og du hænger en gulerod foran den på en sådan måde, at den altid vil være lidt udenfor rækkevidde, så vil æslet hele tiden bevæge sig fremad for at få fat på guleroden, og derved forvandles guleroden til en motiverende faktor. Han fortsatte, at heraf kunne man så udlede, at det dybest set var på grund af menneskets kendskab til begrebslogik, at det havde gjort sig til herre over dyrene.

Jaså, sagde bondemanden og kløede sig i nakken. Jeg kan forstå, at du ser på sagen fra et æsels synspunkt, men guleroden bliver da ved med at være en gulerod, uanset hvordan man ser på den. Jeg høster da gulerødder – ikke motiverende faktorer.

Du forstår ikke noget, sagde begrebsfilosoffen irriteret. Du er åbenbart for uintelligent. Jeg har jo netop bevist for dig, at gulerødder er motiverende faktorer. Og dermed sluttede han fornærmet sit foredrag.

Nu traf det sig sådan, at bondemanden netop var kommet til forsamlingshuset i sin æselkærre, så han tænkte, at man skulle da aldrig være bange for at lære noget nyt. Han bandt derfor en gulerod fast på en stang, satte sig op på kærren, og holdt guleroden foran æslets mule. Æslet gik nogle få skridt frem og standsede så. Efter et øjeblik gik det igen nogle skridt frem og standsede. Tredie gang vendte det hovedet om mod bondemanden og så bebrejdende på ham.

Så gav bondemanden guleroden til æslet, som tilfreds travede hjem med ham og kærren, mens bondemanden tænkte ved sig selv. Æsler har åbenbart mere forstand på gulerødder og på virkelighed end begrebsfilosoffer har.

Mvh

Ole Bjørn ;)


P.S. Da jeg selv lægger meget vægt på at forstå virkeligheden, har jeg ingen problemer med at forstå bondemænd, og de har ingen problemer med at forstå mig.