Poeten Seamus Heaney & Irland, den keltiske tiger, lærken og rummet med den lille gut i verdens trygge midte, og hjemlandets alvorlige historie ... det er her alt sammen, som en Vermeer under bearbejdning: https://www.youtube.com/watch?v=8HWurkQ1ao4

mvh
Simon

Her fortsætter Sophus, hvor RM slap...

Ilses foraarsdragt

ilse ønsker sig en Foraarsdragt
siger Moren.
Ilse fylder sejsten.
Det er første Gang, det bliver sagt.

Hidtil havde Ilse ingen Ønsker,
som blev nævnt og stod ved Magt.
Ilse ønsker sig en Foraarsdragt.

Og jeg smiler lidt og tier stille,
da mit Barn begyndte selv at ville.
Ved at se det nye Foraar vakt,
er det, som jeg frydefuldt blev lagt
ned i Jorden.
Og nu bærer hun min Foraarsdragt.

*

Foråret 1897 foreviges her højstemt:

Evangelium

Foraar! Jeg bliver altid
først mig, naar Vaaren er nær.
Min eneste Grund til at være
var dette Foraars.Begær.
Det væsentlige af mig
det er mig Foraars-Begær.

Paaske, - de graablaa Dage,
Vaarsæd og Naaletræer,
Bøgeskoven visnet,
isnet af Foraars-Begær!
Det er mit Kors og mit Vievand
det isnende Foraars-Begær.

Foraar - sne og Violer,
Langfredags skarpe Blæst;
er Jorden sort og Frossen,
vaares hjærterne bedst.
Et Judas-Kys paa min Læbe
af Foraar, som hvisker: Korsfæst!

Og hvad jeg ønsker vinder
sit dybe, stærke Skær.
Min eneste Adkomst og Ære
det er mit Foraars-Begær.
Med Tiden vil Verden være
saa rig som mit Begær.

- Sophus Claussen.

mvh
Simon

Et par ord fra Poul Møller, som Tikka nyligt med sangstemme livede op – sange der måske synes så længe siden, men sunget sprudler af livet de blev givet. Ingen tvivl om smukke stemmers kraft, men alene i ordene ligger den sødme eller gru, der næsten maieutisk får alt til at risle:

Poesiens Blomst er forbrændt paa dine Agger,
I en Ørken du søger Forjættelsens Land.
_ _ _

Forgieves af Kunsternes høie Ruiner
De pene Kasteller man sindrigen kliner;
Af det ældgamle Spil.
Ei daares jeg vil.
_ _ _

Og dog – hvad er Livet , naar Kunsterne flygte,
Naar Alvor boer under Loftet af Iis?
Et bælmørkt Huus, uden Lys eller Lygte,
Og Linden for Dør med sit kulsorte Riis.

- Poul Møller.

I Halfdan Rasmussens Korte Skygger (1946), findes mindelser med puls om fællesskab og en skrigende tomhed, kun døden der hårdt slår ned efterlader, hvor billeder vågner i rytmen af liv poeten skabte, bl.a. i strofer som disse:

Isblomster

Barnet sover.
kvinden ved din side
aander roligt.
Du alene vaager.
Og i mørket
ser du skygger glide
ind i din bevidstheds
lyse taager.

Rudens himmel
staar med blomsterklynger
præget ind
i isens skyggetone.
Og det er
som om et mørke slynger
kuldens stængler
til en tornekrone.

Barnet sover.
Vaager du alene?
Roligt tar en haand
om dine arme.
Ruden staar
med hvide æblegrene
sænket over nattens
lyse karme.

*

Foraar over Europa

Aa . kunde jeg fortælle dig
et æventyr, mit barn,
om børn der aldrig kendte sult
og graa ruiners skarn.
Om drenge ingen havde lært
at tømme en pistol
mod nattens røde hjerte
om mod dagens lyse sol.

Aa – kunde jeg fortælle dig
et sælsomt æventyr
langt borte fra en vished om
de søndersprængte byer.
Fortælle om en verden,
der var god med sine smaa
og aldrig gav dem haandgranatens
mod at leve paa.

I mørke kældres fugtighed
hvor raadenskaben staar
og skriger i en feberkrops
betændte hungersaar,
gaar børn omkring, smaa blege børn,
som igen verden har
og søger blandt forkrøblet liv
en savnet mor og far.

I smaa, graa hænders vifteform
staar haandens knogler spændt
mod hudens skøre, blanke væg,
materiebetændt.
Der jamrer fra hver skorpet mund
en livløs bøn om brød…
Saa vralter en fra blod og snavs
til ensomhed og død.

De brænder lig i skovene
paa denne foraarsdag
hvor løvets himmel lukker sig
om livets nederlag.
Nu blomstrer anemonerne
paa stilkens grønne garn…
_ _ _

Aa – kunde jeg fortælle dig
et æventyr, mit barn.

*

Sammenskudsgilde 1943

Vi larmer og vi griner.
Vi synger sjove sange
og drikker øl og sodavand
og hjemmegjort likør.
Vi spiser fedtemadder
med landlig spegepølse
og tegner smaa figurer i de
spildte sjatters øer.

En starter grammofonen
og vælger sig en plade
med Armstrong eller Calloway,
saa vi kan få en dans.
Vi vralter rundt paa gulvet
og snakker med en pige
og har det sjovt og hyggeligt
til hotte negerbands.

Vi koger røde pølser
og skaaler mod hinanden
og brænder vittigheder af
og tier sidenhen.
Saa vælter én en flaske
og dingler ud af stuen
paa lange gyngevorne ben,
og kommer bleg igen.

Vi puffer til hinanden
og tar hinandens koner
og ser dem dybt i øjnene
og siger ingenting.
Et par gaar lidt alene
og tier stille sammen
og kommer ind med læberødt
om mundens tavse ring.

Vi smøger cigaretter.
Vi ryger osse pibe
og tigger lidt tobak af en
som har en god ration.
Saa danser vi og sveder
og smider slips og jakke
og lægger nye plader
paa den laante grammofon.

Nu synger Dan og Karen.
Nu er her ganske stille,
og der er ingen angst og frygt
og ingen tomhed mer.
Og vi er meget fulde og meget
meget unge
og klamrer os til livet,
der er varmt og aabent her.

Nu smækker en entrédør.
- Aa, gaar I allerede!
Der ligger en og snorker tungt
i stuens bedste stol.
Saa tier grammofonen.
Vi taler dæmpet sammen
til ruderne tar rødme
af den første morgensol.

Vi staar i korridoren
og prøver mange frakker
og taler lavt om den og den,
som flygtede igaar.
Saa vandrer vi i klynger
ad morgentomme gader
og skilles med et lydt farvel,
som ingen helt forstaar.

- - - -

En anden smuk digtsamling, med de smukkeste tegninger af Ernst Clausen, er Torso (1957):

SAPFO

Som en hånd der leger med evigheden
rækker pinjen grenene ind i himlen
og bevæger over din pande månens
kølige vifte.

Månen over Lesbos har hun besunget,
hun som i en klynge af unge piger
gik ved denne kyst hvor de høje skrænter
anråber natten.

Endnu går hun her. Når du lytter efter
kan du høre støvet på vejen tale
om den mørke pige hvis fødder evigt
kærtegner øen.

Blæsten plukker blomster til hendes ære.
Og den første stjerne på aftenhimlen
lokker op af havet en sølvmønt præget
i hendes billede.

Hendes søstre, unge og uden alder,
bær jasminers duft i deres mørke lokker
som en hilsen til dig fra øens dronning,
Sapfo fra Lesbos.

*

SØVN

Væk ikke de sovende. Stands
daggryets hjul og lad stilhedens kilde springe.
Lænk støvet til vejene. Dans
mørke på ruden og skygge på muldyrets bringe.
Lås hånden med kærtegn. Bind
svalhed i træers krone og kystens sand.
Rejs havet Poseidon. Blind
Helios’ øje med kølige vifters vand.
Stands tid. Lad falde blid
regn over tørstende bjærge og sletter.
Læg ind i denne vigende nat
årtusinders dybe nætter.

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon

Man må næsten selv ha’ vandret blandt de gamle monumenter, for at få støvet i sig, så enten er det derfor, eller fordi Halfdan skrev med hellensk støvpen efter turen i tidens brønd, at man alligevel får noget af det i øjnene ved at dvæle i Torso, som på en måde selv blev monumenter – smukke er de:

TORSO

Skønt at vandre blandt skønhed
og i det svundnes glans
dvæle ved Erechteions
blide Karyatider,
finde igen omsider
skønhedens resonans.

Glemme for tempelhøjen
livet ved højens fod.
Glemme for sejrsgudinden
Nike, den vingeskabte,
nederlagets fortabte
torso i kød og blod.

Glemme det grå og vandre
drømmende indadvendt
bort fra nutidens armod
ind i en tidløs verden,
vide at også smærten
stivner til ornament.

Vide at tiden tvinger
skønhedens puppe op,
og at det svundne stråler
skønnest hvor drømmen maler
baggrunden mørk og taler
gennem en marmorkrop.

Skønheden klager ikke.
Sten visner ikke i bånd.
Lidelsen bor i det levende.
Bundet til stok og krykke
strejfer den tabte lykke
skyggen fra Parthenon.

*

AGORA

Her gik han, denne mand som spurgte tit,
man aldrig lod sig binde til et svar.
Dyb efter dyb blev rørt. Om intet bar,
der var dog grund mer hård end granit.

Han prøvede sit folk. Igen. Igen.
Er Gud den rette Gud? Er dyden dyd?
Er retfærd det retfærdigste, så byd
din uven samme vin du bød din ven.

Han prøvede sig selv. Om jeg er viis,
da er jeg viis i kraft af fæ og pjok.
Lidt mindre dumhed. Er det visdom nok?
Kun tossen skænker tåben kløgtens pris.

Han spurgte. Og med sine spørgsmål stak
han som en hveps de sløve. Hvad er sandt?
Han kendte ikke svaret. Men han fandt
omsider svar i bægret han drak.

De dømte ham. Men han blev aldrig dømt.
Ironisk, mild, tog han imod sin dom
og drak skarntydens bitre drik som om
det var al visdoms kalk han havde tømt.

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon

P.s.: vore små venner til symposion: https://www.youtube.com/watch?v=vCUaMhwqp98

mvh
Simon