1
registreret Arne Thomsen
13
gæster og
510
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18929 - 08/12/2014 06:35
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ RM..
Her lidt flere nisserier under fuldmånen – tror du det er dén der gør’d? ;)
Der er noget ræveagtigt over ræven, der forstår sig på at være ræv, hele veje igennem; på samme måde som der er en lyrisk virtuositet over Emil Aarestrup, der forstår sig på eros’ rævestreger i en følsom medicinsk gerning. Han er samtidig og imellem Oehlenschläger og Chr. Winther i en tid hvor poesien var en magt. Se lige dette, der fik et par tindrende øjne til at gå på gummiknæ, hjælpeløst udleveret og håndgribeligt tilnærmelig:
Til en veninde
Der er en trolddom paa din Læbe, Der er en Afgrund i dit Blik, Der er i Lyden af din Stemme En Drøms ætheriske Musik.
Der er en Klarhed paa din Pande, Der er et Mørke i dit Haar, Der er en Strøm af Blomsteraande Omkring dig, hvor du staaer og gaaer.
Der er en Skat af evig Viisdom I Smilehullet paa din Kind, Der er en Brønd, en Sundhedskilde For alle Hjerter, i dit Sind.
Der er en Verden i dit Indre, En sværmerisk, chaotisk Vaar – Som jeg umuligt kan forglemme, Som jeg tilbeder og forstaar.
- Emil Aarestrup.
Bedste hilsner på mandagsmanér, Simon
Redigeret af Simon (08/12/2014 06:56)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18931 - 08/12/2014 16:39
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon Jo, jeg tror bestemt, at månen og månelyset gør en forskel igennem månedens natterytme og -roderi ... men månen er helt, som måner skal være ;))) Men knæene ... ja, knæene gi'r lidt efter og føles som gelé, når Aarestrup går i kødet på én. Ham og Sophus Claussen véd vist, hvad de skriver om, og hvor de rammer ... PUF, og så går luften ud af én for derefter at blive til en dyb indånding. Så nu har jeg taget denne her nødvendige indånding, og her får du så min udånding ;))))))))))))))))) og nej, jeg har hverken dårlig ånde eller er døden nær ... jeg er såmænd bare sprunget ud som mig selv i de gråhåredes klub og befinder mig vældig godt med det og med at ha' fået flere år på bagen og sjælen ;) Her kommer Erik Stinus, som jeg først blev opmærksom på, da han døde for ca. 5 år siden, men heldigvis er hans ord og poesi givet videre til eftertiden Nej ikke trampe på det ikke bruge hælen træd på det som på en klaverpedal så kommer den rigtige lyd så brister det som et æg der klækker så tørrer de små frø i vinden og triller bort med den dér eller et andet sted hen og bliver til nye snebærbuske ødselt behængt med bær lysende i skumringen sytten efterår fra nu Sådan lyder med skønhed og god grund mottoverset. Og for en måned siden kom så det lille hæfte
*
LYSFEST
Glæden kom som en stribe af lys en tromme og hænder, et sejl spændt ud fra skovene til synskresen Dagen voksede ind i trin over klippen og saltet og stævnede ud som en ham af stråler, en manke. Så lyst som denne vingeflok et omvendt vandfald når mennesket knækker en kvist på bredden Så talrige som ord og ark der udvæksles mellem flåder og antenner og mellem kompassets grader i alle kombinationer stod stjærnerne. Men dæmringen svøbte sig om dem med stærkere glød. I øjnene søgte vi træet, det hundredår gamle med ar og net, med rod blandt insekter og bøger. Og blikket fandt i kroppens og lemmernes former rav der var skåret af sol og mørke fra havgrønne krypter.
*
OM INSPIRATION
"Der er to slags dage, de hvor virkeligheden selv kommer med sine krav på nærvær, og de som føles tomme hvis ikke jeg udover avisen får læst et digt, en novelle, et kapitel, et essay, en akt eller helst et hélt skuespil. Værker skrevet for scenen har i mange år været min foretrukne læsning. Men der er perioder hvor også fagliteratur, en bestemt bog man tilfældigt får i hænde eller én man føler man må læse for at øge sin viden, fængsler mig i den grad at jeg ikke slipper den før den er læst til ende og flere gange de for mig vanskeligst tilgængelige afsnit.
For øvrigt husker jeg næsten alt hvad jeg har læst (det kan man vist desværre ikke blive ved med) men mangler talent for at gengive det, navnlig hvis det drejer sig om håndværk, mekanik, økonomi, psykologi, filosofi eller for den sags skyld analyser og tolkninger af skønliteratur, billedkunst, musik og dans. Jeg er ikke udstyret med absolut gehør og erstatter undertiden i erindringen ord og toner med andre. Til gengæld kan jeg ret hurtigt, hvis den pågældende bog er indenfor rækkevidde, finde frem til de steder der optog mig mest og læse for eventuelt interesserede hvad den-og-den har skrevet om det-og-det.
Fjernsynet har jeg kun lidt glæde af og mindre og mindre efterhånden som alt i det fremføres som var det et show. Jeg lytter hellere til radioen og kan som regel se de ansigter for mig, som taler eller synger. Men film og dokumentarprogrammer ser jeg gerne, skønt de sjældent er en direkte inspiration. Hvad inspiration end er for noget, så kommer den i glimt, og jeg slukker for apparaterne og lukker bogen. Nu er det min tur.
Blandt de bøger der har sat mig i gang med selv at skrive vil jeg fremhæve dem jeg for længe siden læste højt for minge børn og dem jeg nu læser for mine børnebørn. I dem hører jeg begyndelserne, den første sang nogen sang for en anden."
... og så er der Paus! Jeg er solgt til stanglakrids, og jo mere man ser ham og hører ham, jo mere gi'r knæene efter :))))))))))))))))))))))))))) https://www.youtube.com/watch?v=T0mNeja7M4EDet tusser nu, så ... 1000 tussende hilsner fra RoseMarie Ps. Jeg har endnu ikke hørt musikken, du anbefalede i chatten, så den vender jeg tilbage til
Redigeret af RoseMarie (08/12/2014 16:42)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18938 - 13/12/2014 11:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM..
Det var godt der kom lidt Paus til huse, ham er vi mange der ikke vil undvære ;)
Du ska’ lige se lidt af den sidste olie fra F. P. Jacs fyldepen; der er så megen hjemmelig strut over hans tankeverden, samt et inderligt ve mod det snart forladte, der her efterlades i ”Tvivlen, vidtgående digte, ekkoer og indre variationer, 18 nervøsiteter”, der som manus i efterladte papirer også efterlader deres tvivl, for muligvis betragtede han flere af digtene som ufærdige. Asger Schnack skriver smukt ved indgangen: Jeg forsvinder og virker således:
JEG ELSKER NETHINDEREGNEN
Jo, nu er den her igen, andendagsregnen, men ingen klump af fugle i vinduet, fugleopsangen venter på opklaring, kun vinduet står i musik til morgenjammer, og i gangen ligger aviserne i morgendryp, badebukserne er pakket ned igen.
Alt er ellers så grønt, og til skoviver, men man sidder mut med et digt i pennen, det bliver også glastekst i dag, disse skyer trænger til et spark i bagen, men gudskelov er der snaps og brie i skabet, pulsen er på rette vandring.
Gudskelov er der tidsskrifter i reolen, og unge anmeldere der stadig bærer ble, gennemskue kan de ikke, de tolker smædedigte som hyldestdigte, også et vejrlig, så må jeg snuppe en elefantøl, selv om en usynlig læge kradser mig på ryggen.
Og imens bilerne bliver vasket til fine utopier, nærlæser jeg naboskorstenene, og ser de store stumme rovfugle slentre, de snakker også om sommervejret, selv katten vil se ud på det, men trækker snuden til sig, og spadserer ind til sin dagsøvn.
*
VESTERHAVET, DENNE EROTISKE BØLGE
Sand der får ro mellem tæerne, så er digtet allerede i hovedet, og jeg går med følge, katten Bille går i sit billede, nysgerrighed.
Den har aldrig set Jylland før, men hvor den trives så tæt på bølgeforskræk, men vi følges hjem til sommerhuset, en prinsesse vil også nuancere verden.
Vi sidder under den sidste sol, og leger ozon og grill under en mørknende plæne, Bille gavtyv spadserer sin forsigtighed, rundt om huset, men dufter nu til røgen.
Som altid betror jeg mig til alkohol og kvinden, det er de trygge virkeligheder.
*
MÅSKE ER DET DEN ENDELIGE HVILE JEG DRØMMER OM
bare det at kunne se sin egen sten, hvirvle alle grimasserne af sig, det var et landskab med groen i, men det var nu et frisprog bag.
Men her kan jeg altid hilses og takkes, Hvidovrekn´ægten med sin flab.
Det blev et suverænt liv med Bodil ved min side, så jeg takker bare af i tak.
- F. P. Jac.
mvh Simon
Redigeret af Simon (13/12/2014 11:21)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18939 - 14/12/2014 03:40
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej igen, Simon
Her i den stille decembernat og bare godt og vel et enkelt døgn efter, at jord og himmel stod i ét.
Ja, Jac levede sit liv stærkt og intenst, og lige så længe, der var liv, var der et varmt og blodigt hjerte, der bankede i hans efterhånden nedbrudte og slidte krop. Men levende var han vist lige til det allersidste ... og taknemmelig for det liv, som blev hans.
At ta' afsked med livet må ikke være nemt, og da slet ikke at ta' afsked med en stadig kærlighed til livet og til den og dem, man elsker og holder af. Alting kan ikke tælles og udregnes i antallet af år i livet. Det bliver nok mere et spørgsmål om tiden som levende i det levede liv.
Nogle liv bliver kortere end andre. Nogle liv bliver dybere end andre. Sådan er livet og livets vilkår ... sådan er det, og sådan har også en anden og nutidig herre skrevet om det.
Sådan som stammer ranker sig sådan når løvet er blæst af når himlen er mere grå ranker sig og står klart mod decemberhimlen.
Sådan når som'ren er blæst væk når det slørende mylder af grønt er bort ranker sig sådan.
Sådan. Decemberhimlen uklar og forsvindende tåger ud til ingenting uden baggrund for stammerne der ranker sig sådan.
Jens Rosendal (fra "Tidevand : digte" 1990
... og ja, sådan!
Det vil vi finde ud af engang ... med tiden og med livets gang. Sådan som livet er, og sådan som det bliver for os.
Decembertanker og -klem fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18940 - 14/12/2014 08:32
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ RM..
Nej det er ikke let, overhovedet; tænkte flere gange, alt imens jeg læste digtene i Tvivlen, på Isak Borgs tilbagevenden til Smultronstället, i Bergmans film af samme navn – Isak (den uforlignelige Victor Sjöström) var dog en ældre mand på ansvarlighedsvisit gennem posterne i livet der gik – nok en af mine yndlingsfilm. Men ”Tvivlen” er en mættet titel til de efterladte digte, en erkendelse med opgør og en livsdeltagelse der trodser organers snarlige ophør, alligevel fornemmer man forladtheden ude i gangen, men stadig ses denne læggen-mærke-til, der tit lyser ud digtere som en naturens forpligtelse. Ja, det tærer på livet, at hoppe rundt i små ginflasker, der findes jo trods alt også anden motion, men: Hr. Oluf til dæmonen: Ved Bacchus, jeg nægter at høre på dig! Dæmonen: Ah, så du vil ikke danse med mig, da skal sot og syge ramme dig!
Ak ja, den vilje; nok har sprut fået associationerne til frit at svæve i alverdens kunstarter, men det kan være lidt af en kunst for noder at ramme taktstregerne, hvis man kigger Bacchus alt for dybt i øjnene..
Her i stedet lidt Henrik Nordbrandt, nede-på-jorden-manden, som måske får ansigtet til at skabe sig i grinagtigt herlige folder, det trænger man til oven på dødedansen, og i guder han har været produktiv, alene at se fortegnelsen over tidligere digtsamlinger, må få enhver til at forpuste…
VI ENGLE ER IKKE ALTID LIGE SØDE
I begyndelse var ordet misforståelse, vil jeg begynde med at sige. Der er sådan en fart på det ord. Lyden kommer hele lysår før meningen. Og jeg mener faktisk lysår. Lysår forstår ingen, derfor deler man dem op i kors. Og jeg, tømreren, havde lige den tunge der passede til udtalen og de tænder og de læber: allerede tunge og tynget af de ord, der skulle komme grimme som kun mænd kan være grimme som hjelme og trompeter firkantede jernører i den skræk hvor de hører til hele hære. Men værre. Den frygtelige lyd af mus under en køkkenvask som overdøver hele hære. Bo dér. Stink stanken, krigskarle hjemme hos Far. Agamemnon, Hektor og Akilles onkel på onkel. En ordentlig skalle hvis jeg har noget at sige så nøgen som ordet Golgatha. Og så ud med de grimme grækere. For romerne vidste godt, hvad de skulle sige. Når de sagde kors mente de noget helt andet end vi gør. Når jeg siger vi, mener vi noget helt andet. Vi som skulle have været nagler og fastholdt ham der, den kronede sejrende med ansigtet hævet mod alle lysårene. Men vores fjer forrådte os så den stakkels døde måtte flyve med og genopstå. Og gentage og gentage ordet, sådan begynder det.
*
MIT SKELETUR
Jeg købte et ur af den slags som man kan se lige igennem så man kan se hvordan det går til at tiden går og hvordan det helt nøjagtigt hænger sammen.
Takket være det ur forekom det mig at jeg havde gennemskuet endnu en af universets gåder.
Jeg var meget glad indtil den dag hvor jeg fik at vide at sådan et ur hedder et skeletur.
Det vidste jeg naturligvis lige så lidt, da jeg købte det som jeg som barn vidste hvad et skeletur var indtil den dag jeg for første gang så et der var blevet befriet for sin ejer og med et chok indså at også jeg var den ulykkelige ejer af et skelet uanset hvor meget jeg afskyede det.
Og min afsky blev gengældt af skelettet.
Mit skelet ville rive mig i stykker, hvis det kunne det ville rive min hud af det ville flænse mine muskler som en motorsav det ville spille bold med mine øjne det ville trampe mig til fasr og æde mig råt det ville danse på mit hjerte,
Men her rækker den slags forestillinger ikke længere til.
På mit skeletur kan jeg se hvordan det hænger sammen.
Som forleden dag da min datter for første gang så et skelet brød ud i et triumferende grin og råbte
Far!
- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.
Ja, så gik tiden også med min kaffe. Synes ikke der forleden var så meget trut i træerne her, men forstår at du fik lige tilpas og lidt til. Men det er ved at være decemberkoldt, så nu er det frem med gensere og strikhuer; snart står skyerne vel som indbydende løjper, ja tænk at ski den fra den ene himmelpude til den anden, eller bedre, at sidde i klitterne og kigge udover Vesterhavet med en kande mocca i mellem sig, og la’ håret gro – åh, det hav!
Bedste hilsner Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|