I den seneste tid er der kommet en del fokus på pædofili begrebet, dels foranlediget af nye tiltag for at forhindre pædofile i at blive ansat i institutioner for børn og unge, og dels at indføre glasvægge og stramme regler i børneinstitutioner, angiveligt for at forebygge uberettiget mistanke om pædofili hos mandlige ansatte, men reelt en overvågning der vil medføre, at børnene ikke vil få den fysiske trøst at blive krammet, når de af en eller anden grund er kede af det. Er vi ved at ryge i den anden grøft i sexforskrækkelse, og berøve vore børn den fysiske tryghedsfornemmelse, som de behøver for at udvikle sig til sunde og naturlige mennesker? Skal vi lære dem, at de kun må kramme og krammes af mænd i deres nærmeste familie?

Der gives ingen garantier, og der er masser af eksempler på, at børn bliver seksuelt misbrugt af egne familiemedlemmer, endda af både fædre og mødre, men det afgørende spørgsmål er: Hvor går grænsen mellem kærlighedsytringer og overgreb/seksuelt misbrug? Hvad tager børn mest skade af? Kærlige berøringer eller mangel på samme.

Jeg holder meget af børn og elsker at kramme dem, og det har intet at gøre med seksuel tiltrækning. De fleste børn kan også lide den fysiske kontakt med mig, og de skal ikke være sammen med mig ret længe, før de af sig selv kravler op på skødet til mig. Jeg antager, at det skyldes en kombination af, at jeg har en vis pondus, et hvidgråt bedstefar skæg og deres intuitive følelse af, at jeg holder af dem. Jeg oplever det som et tryghedsbehov hos dem.

Jeg har skiftet bleer på babyer fra jeg var 14 år gammel, og set dem nøgne i alle aldre, og jeg kan stadig ikke forstå, hvordan nogen kan føle sig seksuelt tiltrukket af børn, som endnu ikke har udviklet de seksuelle kendetegn, som pubertetens hormonstorm forårsager. Men at nogle har denne trang er en kendsgerning, som vi må forholde os til.

I fortidens græske og romerske kultur var pædofili en naturlig og accepteret ting, og kærlighedsforhold mellem voksne og større børn praktiseres stadig i adskillige kulturer verden over, uden at børnene synes at tage nævneværdig skade af det. Det har givet mig den opfattelse, at det måske mest er den moralske fordømmelse og vores syn på nøgenhed, der er årsagen til de langvarige psykiske skader hos børn, der uden nogen anvendelse af tvang har deltaget i seksuelle aktiviteter, før de var følelsesmæssigt modne til det.

En ungdomsven af mig kom som 25-årig sammen med en køn og livlig pige på 16, og mange misundte ham den lille velskabte godte, og selv om hun ikke var myndig, var det med moderens fulde billigelse, at hun ofte overnattede hos ham. Hun var glad for, at hendes ustyrlige datter nu var i et fast forhold, og ikke føjtede rundt mere. Efter et halvt år i lykke afbrød han forholdet, og betroede mig hed om ørerne, at moderen havde fortalt ham, at datteren faktisk kun var 13 år. Han var skrækslagen ved tanken om, at han stod til en længere fængselsstraf, hvis det blev opdaget, selv om moderen gerne ville bevidne, at han havde været i god tro, og pigens udvikling sandsynliggjorde det.

Jeg traf adskillige år efter tilfældigt pigen, som nu var gift og havde to børn og var strålende lykkelig. Hun så ikke ud til at have taget skade af at hun blev defloreret som 13-årig, så hvor skal vi trække grænsen for strafbare forhold mellem voksne og børn?

Det er for mig indlysende, at i forhold hvor den voksne anvender tvang eller trusler eller udnytter sin autoritet til at overtale barnet, skal det medføre konsekvenser i form af straf eller psykiatrisk behandling, men skal vi afskaffe aldersgrænsen til fordel for en individuel bedømmelse af forholdet, baseret på en formodet skadevirkning på barnet?

I adskillige nutidige kulturer ser man anderledes på pædofili og incest, end vi gør i Danmark, og udviklingen i vestlige samfund går mod at gøre stadig yngre piger seksuelt tiltrækkende, så mennesker med afvigende seksuelle præferencer bliver udsat for endnu større fristelser. Måske er det på tide, at vi sætter både loven og vores seksuelle moralopfattelse til diskussion. Den nuværende dobbeltmoralske dels dyrkelse og dels fordømmelse af seksualitet er både naturstridig og uholdbar.

Hvor mener du, at grænsen skal trækkes for strafbar pædofili og andre seksuelle afvigelser, og hvordan skal vi kontrollere, at reglerne bliver overholdt?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole.
Det var et brænd varmt emne du her tog op, og det kan være svært at forstå hvad der får mennesket til at voldtage små børn, du kan godt lide at børn kravler op på dit knæ og det er da også hyggeligt, jeg har det på samme måde.

Det er jo her det tit går galt, at bedstefar misforstår situationen og tror at han er vellidt på en anden måde, man kan så undres over at en mand med mange år på bagen kan opfatte situationen på denne måde, det samme kan man sige om idrætsledere,medhjælpere, intertainere o.s.v.hvad går der egentligt galt, når de benytter sig af børns hengivenhed og tryghed?? er det bare de dyriske vaner der kommer op i dem, siden de helt mister evnen til at tænke klart, eller hvad sker der?.

Jeg faldt selv for en pige for mange år siden, jeg var 16 år og var på ferie i et Cirkus( ejer var nabo til mine forældre) og der var en pige efter en forestilling der var meget interesseret i mig, hun var meget sød og jeg tænkte ikke over hvor gammel hun var, jeg tog med hjem til hende og fik et møjfald af hendes far, hun var bare 14 år som han sagde og jeg skulle bare holde mig væk, hvilket jeg også gjorde, der var ikke sket noget intimt, men pigen var da yderst oplagt, vi skrev sammen et stykke tid, men så kom jeg i Flyvevåbnet og blev lidt senere sendt til USA, så sluttede det.
For 5 år siden blev jeg gift med min nuværende viv, hun var dengang bare 30 og jeg var 72, så jeg følte mig lidt som en pædofil, men pigen ville have mig og så blev det, men hun kunne næsten have været mit barnebarn, hun kommer vældigt fint ud af det med mine 3 børn der alle er ældre end hende.

Man ser i dag mange ældre mænd blive gift med betydeligt yngre kvinder og efterhånden også omvendt, måske vi alle har en snert af pædofili i os.

Det har intet at gøre med pædofili, treram, for din kønne kone havde jo allerede dengang været kønsmoden i halvdelen af sin levetid.

Mange psykologer taler fejlagtigt om børns seksualitet, fordi børn kan lide at pille ved deres kønsdele, og ikke vil "holde hænderne over dynen," som den kristne moral foreskriver. Det er en total misforståelse, for små børn har ikke noget seksuelt behov = ingen trang til samleje, men da genitalierne er tæt besat med nerveender, er der selvfølgelig en vis kropslig nydelse forbundet med at stimulere dem.

Børn kan ikke forstå, at dele af deres egen krop skulle være "forbudt område" for dem selv eller andre, og det er måske det, som også gør at pædofile opfatter det som et seksuelt signal, og hvis det ledsages af barnets nysgerrighed efter at se, hvordan den voksnes skjulte genitalier ser ud, er chancen for misforståelse større.

Men har man først indoktrineret børn med, at de har forbudte områder, vil de selvfølgelig få psykiske problemer med at blive berørt disse steder, uanset om berøringen sker bevidst eller tilfældigt. Det sidste har medført adskillige justitsmord, når misandriske kvindelige psykologer med dukker har søgt at få små børn til at "tilstå", at de har været udsat for seksuelle overgreb.

Blandt nudister og naturfolk er der pudsigt nok væsentligt færre tilfælde af seksuelt misbrug af børn, så vor kristne seksualforskrækkelse bærer måske en større del af ansvaret for overgrebene, end vi tror.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ohøj dér..

Godt indlæg med kød i samtidstænkning.

Jeg så i går i tv en snak om disse ting, og tænkte, om man mon ikke bare har givet hysteriet et extra kick opover, så snart daginstitutioner flest vil være komplet støvsuget for mænd, der er vel i forvejen ikke for mange tilbage, og hvilken konsekvens vil dette mon få for ungerne? Og nu vil jeg brede mig lidt:

Det er typisk skandinavisk-nordisk tænkning, vel snart europæisk, alias: går nogen over for rødt og blir kørt ned, straffer vi bare lyssignalet...
Der er sket noget med dansk og europæisk politik de sidste 30 år. Snævre regler har gradvist ensrettet samfund med den effekt, at mennesket langsomt har indrettet livet efter en ensidig tankegang – og så undres man ligefrem over tendenserne. Det er som politikere overalt ikke rigtig har noget fornuftigt at bestille, at deres mening har overlevet sig selv gennem en fornuftig udvikling, helt ned i kommunalpolitik overføres angsten for at miste jobbet, hvorfor man enes om de mest vanvittige beslutninger bare for at vise at man laver noget.

I går var der i tv et eksempel på en mand der blev begået uret imod. Han blev frataget sit job og kan nu ikke finde et andet p.a. den politiundersøgelse der hænger ved ham – hvor der er røg, må der tillige ha’ været ild, og sådan en ulykkesfugl vil andre institutioner vel ikke belemres med. Og hvad gør man? Jo, i stedet for politisk at hjælpe manden på alle måder, fx. stå åbent frem og fortælle, at der rent faktisk er sket en fejl og at denne mand er god som ny og derfor straks bør genansættes, ja så lader man manden sejle i sin egen sø. Jamen, hvor er man dog ”politisk korrekt” fra alle sider, hvor er det dog et smukt menneskesyn; mon de selv har lyst til at blive udsat for det?

Nu ved jeg ikke om man ligefrem ka’ tale om pædofili, når man taler om gamle grækeres og romeres forholde til unge mænd, i såfald ser man det i hvert fald med nutidens moralbegreber. Pointen var nok mere, at det altid har været forholdet mellem ret voksne og ganske unge mænd der omtaltes, hvor de voksne mænd jo faktisk fungerede som en slags mentor, hvorved unge skabte sig et vist ry – og omtalen har for det meste været brugt, for at sætte fokus på det homoseksuelle.
Det har fx. været helt almindeligt åbenlyst at give sin beundring til kende overfor mænds skønhed, virilitet og kropslige styrke, derudover var kvinder jo store piger når de blev bortgiftet, dvs. 12-14 år, hvilket for en stor del skyldtes en attråværdig fødedygtighed – som har meget at gøre med en gennemsnitlige levealder, behovet for sunde og raske mænd i fx. armeen, fordi langvarige og store krige gjorde et voldsomt indhug i bestanden. Man ser samme træk i romerriget, hvor visse statsmænd dog åbent ækles ved homoseksualiteten, men dvs. at den nok har været ret udbredt, og her må man jo tænke på hormoner der var udstationeret i årevis, krige der trak ud og legioner med mænd der kun så mænd – når de ikke voldtog kvinderne i byer de overtog eller brændte ned.
De off. badeanstalter omtales ofte som stedet hvor ”man” finder sine partnere. Men samtidig med at den græske filosofi, poesien og ufattelige mængder af forfinede kunstarter annekteres i det romerske imperium, ja så overføres mange skikke jo, det samme gælder for østens mystik, som særlig vækker behag hos forfinede fruer i Rom. Og man gifter sig skam gerne med 12-årige piger, som dog sjældent får børn før lidt senere, og guderne må så vide hvad kutymen har været rundt omkring i små landdistrikter. Det har givet været vigtigt at forædle og videreføre aktiverne gennem unge sunde gener, for sygdomme slog hurtigt en familie ned og efterlod kun adoption som udvej. Så helt unge mødre har faktisk født sig ihjel til langt op i det 19 århundrede, der for unge piger og drenge afhængig af social status, næppe har været en voldsomt bedre levefod.
Man ved desuden en del om hvordan den kristne seksualmoral slog ned for fode med doktriner, som måske endda har en lige linie til nogle af de skikke der i dag vægtes.

Godt nok betragter vi os som vældig frisindede, og nogle mennesker måler måske frisindet efter hvor rød tisseleif så blev i swingerklubben forrige lørdag, men er vi som land i realiteten frisindet?
Den enorme tilstrømning fra islamisk kultur, har vel ikke just højnet niveauet af det seksuelle frisind, der kun langsomt var i blomst op gennem 60’erne og 70’erne, ikke mindst kraft af en voksende viden der som grundlag udvidede sig langt ind i landets folkeskoler. Hensigten vidnede om et stærkt og omfattende behov for at få et tidligt kendskab til seksualiteten som noget ganske normalt, for børn blev hurtigt meget modne, og man ku’ jo ikke sådan tøjle deres drifter med mere af den seksualforskrækkede kristne pose. Behovet viste sig gennem utallige slogans, ”Make love, Not babys” osv.osv., hvilket betød gennemgribende omlægninger af undervisning og snakke overalt om tidlig prævention hos egen eller skolelæger, slåskampe mellem forældre og 14 årige ”kvinder”, og så abortspørgsmålet, som af de moralsk forargede hurtigt blev forkætret som ”nu-får-man-bare-en-abort-generationen”. Helt så enkelt var det nu ikke, men eksempler brugtes helt som nu flittigt. Læg i den forbindelse vel mærke til, hvordan yderliggående religiøse tænkere i dag ytrer sig om kvinder (og mænd) der ønsker abort; der er ingen grænser for deres jesuskærlighed på embryoets vegne – en kærlighed der åbenbart skal presses ned over den ganske verden, for ellers får de det skidt. Også her, finder vi tidens stærkt politiske regression. I stedet for at udvikle og forny sig, vælger man ad politisk vej at afvikle menneskers handlefrihed og kalder det humanisme, sågar kærlighed. Ikke en videre smart tænkning.

Man kunne jo se tidens pornofiksering, som et udtryk for undertrykte behov, et udtryk for en forsnævring i samfundet, belyst i tidens mode og reklamer for et ”godt liv”, ”livskvalitet” o.m.a. i samme dur. Men hva’ ér det egentlig for en kvalitet man ser for sig, ja hvem ska’ udelades af det ”gode” selskab eller proppes ind i det, om de vil eller ej?

Tja, fede mennesker er helt yt, de betragtes nu som syge og tåles ikke i det off. rum, derfor heller ikke på arbejdspladser, og er i øvrigt fra samtlige politikere at betragte som en samfundsomkostning. De tåles kun, hvis de lader sig observere i underholdningsprogrammer der fremføres i et skind af ”sundhedsdokumentarisme”, hvor man så ka’ udfolde følelsesregistret, ækles, ha’ ondt af dem, grine åbenlyst på arbejdspladsen, nøjagtig som man ser det i et Ricky Lake-Show. Så de er faktisk afviklet som seksuelle væsner, om ikke andet må deres seksualitet skjules, så ingen tar anstød af deres eksistens.
De tynde duer heller ikke, de er for magre, og hvem ka’ vel se det seksuelle i en bunke knogler, så de er også syge og en økonomisk belastning for samfundet på lige fod med de fede, og må altså også finde sig i eksponering a la’ ”sundhedsdokumentarismen” hvis de vil ind i det ”gode” selskab.
Rygerne (dem hører jeg så til), ja de mangler helt og fuldstændig ilt i toppen af roen, og ved derfor ikke deres eget vé og vel, og skal også behandles som syge med samme ”privilegier” som de fede og de tynde – det varer ikke længe, inden rygere helt formenes adgang til det off. rum. Indtil da, ku’ vi i stedet for en stjerne (den slags vækker nu engang så ubehagelige minder, og der er nok ikke megen demokratisk signalværdi i helt at fremstille sig som et totalitært regime), så politisk ku’ man jo beslutte at rygere indtil videre ka’ færdes i det off. rum med et afskrækkende billede på tøjet, så den raske befolkning får chancen for at undgå nikotin på tøjet. Jeg forestiller mig gerne én som Søren Pind stå i spidsen for en sådan republikansk bevægelse for det ’økonomisk fornuftigt indrettet samfund’. .
De fede, tynde og rygerne ka’ så kigge porno i eget hjem til de blegner uden sol, dvs. når de ikke arbejder hjemmefra: ingen hanky-panky i arb.tiden, husk det!

Og hva’ stiller man så endeligt op med de pædofile. Ja Ole, det er jo et godt spørgsmål. Men med den øvrige ensretning af samfundets omvandrende sindbilleder i moderigtige Eu-farver, så går der vel ikke mænne år, før dødsstraffen reelt genindføres. Jeg mener, den nuværende eksklusion fra samfundet er vel strengt taget at betragte som en human afvikling af deres liv?

Men det ér svært, og vi ka’ nok ikke pege på nogen samtid eller noget eksisterende samfund, der har fundet en løsning på den slags – i Irak skød de dem ned, og familien fik kun liget tilbage hvis de betalte for kuglen. I USA fængsler man dem og offentliggør deres billeder så de kan genkendes, sikkert så de kan slås ihjel af en fædrelands kærlig og gerne kristen moralist.
Men i dag ka’ vi jo dårligt tåle hinanden, uden at vi stinker af barbersprit og parfume, ja ungerne nærmest hader hinanden ihjel på dårligt engelsk, hvis nogen ikke er moderigtige i skolegården – dvs. hvis de da ikke brænder skolen ned. Vi stimulerer overalt en separatisme fra det menneskelige, og tåler ikke mennesker der ser eller lugter anderledes, og lader os gerne provokere som var det en menneskeret. Det varer vel ikke længe inden bøsser og lesbiske ska’ gennem møllen, for det var jo så meget bedre i de gode gamle dage. Hykleriske religiøse troende i øst som i vest, gør deres til at få hidset alle op, ja man ku’ næsten unde den slags en time i Oprahs stol, bare som straf...
Set i det lys, synes jeg rigtig nok fremtidsudsigterne ser lidt triste ud, og savner lidt frisindet jeg kendte, tilbage i 70’erne. Ikke at der ikke fandtes fordømmelse og dumhed overalt, men tiden var et godt afsæt imod fordummelsen, hvor mennesket endnu ikke var politisk præsenteret som en økonomisk kalkule. Og det var bestemt ikke fordi økonomien var så storslået på den tid.
Politisk set, kunne man kort sagt lade selve mennesket være i fred. Ja, nogen vil vel kalde det en respekt for selve mennesket som individ, hvorimod nutidens politikere har en tendens til at indskrive alle borgere, helt fra de 3 årige, i små fikse idéer om deres fremtid, som udelukkende omhandler mennesket som økonomisk omsætningsværdi. Børnene pumpes med krav alle steder fra, og er det så mærkeligt de vokser op med et snorlige verdensbillede og at nogle af dem ligner Søren Pind? Jeg vil lige sige, at mine billeder om Søren Pind ikke er så forfærdelige endda, han er bare et nydeligt eksempel på en Ikeakonstruktion.

Det er altså et økonomisk fængsel vi tilbyder hinanden, en tankegang som sandsynligvis kommer til at præge mennesker overalt ud i fremtiden. Man kan sagtens tænke sig noget i retning af, at mennesker der i fremtiden vil flytte udenlands, vil præsenteres for regningen for deres uddannelse, før de får lov til at forlade landet. Vi er såmænd allerede godt i gang med en konkret erhvervsstyring af universiteterne – og jeg vil lige sige, at argumentet for uddannelse altid har været jobs. Og hvad angår afvigelser som pædofili, ja da vil spørgsmålet i det blive: hvordan mindsker man deres omkostninger mest effektivt?
Se, det er jo et synspunkt der favoriserer samfundsinteressen i et nuværende økonomisk perspektiv, men ikke et synspunkt der optimerer fx. forskning der igen ville tilgodese den bedst mulige hjælp til selve de pædofile. For den slags koster knapper, men er altså grundlæggende en politisk beslutning, der bare ville sigte imod en løsning på selve problemet.

Der er så typisk for nutidens politikere, det er nemlig langt fra umuligt at mange fornuftige beslutninger erkendes og anerkendes, men de præsenteres bare ikke fordi de koster penge og en politisk karriere står på spil. Forøvrigt ville hr. og fru Hansen få hele kagen galt i halsen, hvis journalister i tv-avisen pludselig blottede 500 mill. kr. til forskning og behandling af pædofile, sikkert fordi de vil mene, at bæsterne bare skal rådne op på en ø, og de 500 mill. ville bruges meget bedre på hjemmehjælpen osv.osv. Det er disse mennesker, der fastholder tidens politikere: ”hvad der er godt for lille mig, se, dét er den gode politiker – op i røven med fremtiden, jeg har sgu’ da aldrig ligget nogen til last, hvorfor skal fremtidens problemer så lastes på lille mig?”...osv i den dur.
Ja, man ka’ ligefrem undre sig over hvor godhedsprædikanterne er i denne tid, hvorfor jesusvennerne ikke dingler huse ned med krisepakker fra himlen, men hverken jesus eller vennerne skal vel ha’ ørerne i mediemaskinen, eller politikerleden har måske også ramt deres tungebånd?

Nå, inden der går roman i novellen, må man vel hellere slutte af. Men du har fat i et gammelt problem der kræver sit, ja måske der går mænne år inden der kommer en fornuftig løsning, næppe så længe politikere tænker mere på deres karriere end på landets fremtid. Så ingen løsning herfra, kun perspektiver om en selvforkælet generation m/k, der nok kun vil investere i samtalekøkkener og hårlak. Så grænsen for investering i pædofiles fremtid som mennesker uden disse problemer, ja vores børns sikkerhed i det off. rum, den går nok dér, hvor vi selv blir dem der skal betale for værdier som vi ikke primært vil nyde godt af, fordi ting tar sin tid – og vi har kun tid til at spejle os i hinanden, som politisk korrekte mennesker betragtet!

mvh
Simon