Dag'...

"Men sådan går det, når oplægget blot er et forsøg på at hverve tilhængere til en gammeltestamentelig opfattelse af tilgivelse som en magtens nåde".

- Tja, det var lidt pointen med indlægget tidligt i tråden – dvs. dén vor ”nye” debattør valgte at se bort fra...;)

Det er nu ellers tydeligt nok, for den der kigger ham lidt i sømmen, idet gutten akkurat paralleliserer en almenmenneskelig tilgivelse med oldtidens idealer om ”højere” tilgivelsesformer (den såkaldt ”ægte tilgivelse”) – som relaterer sig til idéen om mennesket der underkastet guders velvilje, må ansvare for sine tanker og handlinger dér, men altså ikke afgørende overfor etiske bestemmelser der jo ka’ variere afhængig af samfundet.

Der er intet særlig interessant i indlægget, der bare er repetitioner over et gammelt tema, en slags ”subsidiaritetsprincip”, hvor den glade troende anerkender mennesket retten til selv at bestemme, men kun det guderne altså ikke gider bestemme. Det er dem man beder om tilgivelse hos, osv.

Grundlæggende ser vi jo atter her frygten for ikke at være ”helt rigtig”, at være ”uægte” og anderledes end idealet...malet ret op i ansigtet på den troende selv. Da man imidlertid må indse det som et livslangt projekt at finde referencer til noget ”ægte” i selve livet, da ræssonerer man derfor som så: det ”ægte” må ergo befinde sig udenfor livet – hvor man så accepterer idéen om døden som tærsklen til en mere ægte tilværelsesform, med fx. ”egoet” der opløser sig og man ender som et lille åndslys der blæser med generende styrke, og alt det dér.

Jamen hvilken poesi. Eneste problem er så lige, at man med sådan et livssyn, jo faktisk spilder tiden bort i sit liv, for hvilken mening skulle der være i at rende rundt her på jorden som ”uægtefødt”?
Tilbage står vel så problemet med at komme omkring dørmanden Sankt Peter (eller hva’ man kalder fænomenet), og må derfor bruge tiden til at missionere for tilbageføringen til det ”oprindelige”. Men hvis nu vi lige ser bort fra ubehaget ved sådan at gå rundt og føle sig ”uægte” og ”urigtig” – undtaget naturligvis Hønsemanden, der jo allerede er fraværende – ka’ man så overhovedet tilgive den almægtige skaber at lave sådan et rod i skabelsesprocessen, så mennesker ligefrem må henslæbe tiden i selvafvikling? ;)

mvh
Simon

Ohøjsa

"Tænker på, at hver gang, jeg irriteres over noget, min stakkels mand eller andre gør imod mig ... går det jo allermest ud over mig selv".

- Arh, mon ikke også manden din blir ærtegrøn i hovedet af irritation, når du (sikkert også) henviser ham til ”ekim” for at skabe lidt forståelse for dine principper om tilgivelse? ;))

mvh
Simon

Til rette vedkommende:

Administratoren, på denne side, skrev:
"Jeg vil kun bekræfte at Thomas og SagtModig anvender forskellige Ip-addresser."
(Placering: Papirkurven)

Hvilken del, af ovenstående bekræftelse, forstår I ikke?

En undskyldning, ville være en passende reaktion efter en sådan bekræftelse! Hvor bliver den af?

Jeg afventer jeres svar...

P. S. Jeg begynder ærlig talt at tvivle på, om jeg har med voksne mennesker at gøre herinde; for modne mennesker har jo ikke noget problem med at indrømme, at de har taget fejl - de forstår jo netop det fornuftige i, at lære af sine fejltagelser.

En klog mand sagde engang:
"Modenhed måles ikke i alder."

Hej til dig Simon:

Om min mand blot dette: Han kan heldigvis godt se, at Ekim viser veje frem, som hidtil - med Ego´ets midler - blot har fået os til at køre i selvsving eller i ring, om man vil det ... Og,

Som Martin Luther King så rigtigt har sagt det (og mange andre oplevet det):

Mørke kan ikke fordrive mørke. Det evner kun Lyset.
Had kan ikke fordrive had. Det formår kun Kærligheden.

Hej igen i snevejret
Zenia

Ingen problem, Zenia - vi ka' jo alle tage fejl!
Og fordi du nu tilkendegiver, at du indser og forstår fejlen, og pænt undskylder for samme, er du hermed også tilgivet!

Som I kan se, så er ægte tilgivelse hermed blevet demonstreret i praksis - mange tak, Zenia!

Ha' en smuk dag!