Kære Arne,

At være "fattig i ånden" ... Jeg fik engang en forklaring af en mand, som virkelig er i stand til at tale "nede på jorden" om de store ting. Og jeg blev overbevist.

Han sagde noget i stil med, at det er at kunne være fattig, selv om man er rig. Man kan altså have en stor kiste fuld af guld, men stadig opføre sig som en af de fattige og ydmyge. Så er man virkelig fattig - i ånden. Det er altså ikke selve ånden eller sindet, der er fattigt, men mennesket der er fattigt - eller har samme ydmyge indstilling til livet som en fattig.

Fred,
Thomas

Kære Arne,



Ja, dette er interessant og en stor del af humlen. Det har en instrumentel værdi at samle naturvidenskabelig viden - og for nogen er det også en spændende interesse i sig selv.

Men netop det at "instrumentalisere" og spørge "hvad kan vi bruge det til?", er jo netop det, som kritikerne af det åndelige og spirituelle gør, når de indser, at der ikke er nogen måde at opretholde deres påstand om afvisningen af Det Guddommelige. Dvs. fremfor et sandhedskriterium, der enten bygger på korrespondens eller kohærens, så skyder de det pragmatiske pseudo-argument ud af deres eller tomme bøsse.

Det er en skam ... for dem selv. For vi, der er interesserede i det åndelige, nyder fortsat denne dimension af tilværelsen. Og jeg tror, at alle en dag vil gøre dette. Hvis ikke i dette liv, så i det næste

Fred,
Thomas

Hej Arne.

Det var et par interessante citater af Einstein. Jeg kender ikke meget til manden, men det lyder som hans videnskab er meget dybt funderet i hans egen indsigt.

Intellektet (tanken) har selvfølgelig ingen personlighed i sig selv, men som mennesker består vi både af intellekt og følelse. Vi er en helhed, men det er ikke det, som vi kalder ''jeg'', som er helheden. Selvom vi tror noget andet, så er ''jeg'et'' kun en del. Dette ''jeg'' forsøger, at indordne alle andre dele under sig - stykke alle brudstykkerne sammen. Det er svært at forstå og heller ikke nødvendigt.

At intellektet (tanken) ikke har nogen personlighed kan man omsætte til, at stiller man sin lid udelukkende til intellektet er det klar, at man udelukker og mangler følelsens dimension.

Ikke desto mindre må tanken være skarp og klar og ikke lade sig bilde alt muligt ind. Den må kunne skelne mellem hvad der er sandt og falsk og dette gør man kun ved at se og lytte i stilhed.

I stilhed betyder - uden at lade sig forstyrre af forudfattede meninger. Det er især følelsen, som handler mod bedrevidende og lader hånt om den sandhed som man ser (jeg tror Biblen beskriver dette som synden mod Helligånden) ikke en guddommelig straf men det er ganske ikke muligt at gå videre med at udbrede vrøvl, hvis man selv har set, at det man siger er vrøvl.

Den videnskabelige tanke kan ikke stille sig tilfreds med noget som helst andet end sandheden og ydmyghed i denne forbindelse mener jeg er, at forstå, at denne opdagelse, Guds partikel,(som jeg forresten mener er en selvopfyldende profeti) blot er en del af en forståelse, som man om 100 år vil le af.

Hvis man kan være ydmyg og blot lytte uden at fortolke, så vil sandheden gå op for en mere og mere fordi dette er selve den skabende evne i sindet, som hverken har med tanken og følelsen at gøre, men derimod med intelligensen som er at lytte og se.

Den videnskabelige tanke er én ting og den må være skarp og klar, men det liv vi lever blandt hinanden er en ganske anden ting. Stadig må vi skelne mellem sandt og falsk men emnerne i forholdet mellem mennesker er ganske anderledes end emnerne i forståelsen af materiens natur.

For at give et eksempel vil jeg spørge dig om du kan forstå denne sandhed:

Hvis man taler om beskedenhed, så forstiller man sig og er derfor ikke beskeden. Beskedenhed kan på ingen måde være opmærksom på sig selv som beskedenhed, fordi så er det noget ganske andet vi taler om, nemlig forstillelse.

''Beskedenhed'' er en frygtelig ting medmindre den optræder som en oprindelig egenskab. Al tale om beskedenhed er et udtryk for det modsatte. Man bør aldrig bruge udtrykket ''beskedenhed''.

Det samme er al tale om ''den ultimative sandhed''. Hvad er det for noget vrøvl? Uanset om man er videnskabelig eller religiøs er det noget vrøvl. Sandheden har intet med ultimativitet at gøre - livet er evig bevægelse og forandring og for at følge med i denne omskiftelighed må man være stille, ikke fortolke, men blot se og lytte. Der er ingen anstrengelse i dette for anstrengelse er koncentration og derfor uopmærksomhed.

Der er kun opmærksomhed, dette lys som hele tiden tænder sig selv. Og denne opmærksomhed findes kun i det nuværende, i en selv og i alt hvad der er omkring en lige nu. Dette er virkeligheden, alt andet er tankevirksomhed, fortolkning - fortidens begrænsede reaktion

Forskellen mellem viden og forståelse (indsigt) er, at viden er noget man har tilegnet sig fra andre, men først når man selv ser sandheden (eller måske, at det man har hørt er falsk) så har man selv set, det bliver til virkelighed for en (ikke blot noget, man har hørt fra andre)man forstår det. Det, man selv har set kan ingen nogensinde tage fra én og man bliver selv i stand til at skelne.

Så du har fat i den rette ende når du taler om verdens væren, blot er denne væren ikke stilstand. Denne tilsyneladende stilstand er det ny, som bliver skabt hvert øjeblik i en uendelig bevægelse som synes ubevægelig.

Kun når vi er absolut stille og ikke fortolker, kan vi leve med i denne bevægelse, men det kræver at vi forstår os selv og det er nok det sværeste af alt.

Denne anden bevægelse er sandhedens bevægelse, erkendelsen og forståelsen:)