Kære alle,
Det er blevet tid til en opsamling. Da tråden efterhånden er meget lang, vil jeg gøre det stykkevis. Dette hjælper forhåbentlig til at fastholde centrale pointer uden at blive overvældet.
"Personfnidder" vil naturligvis blive ignoreret. Saglighed er sagen, og fred og glæde er nøgleord.
Jeg har markeret de smukke citater. De træder frem med blåt, hvis man kun ønsker at dvæle ved disse
Her er DEL 1, DEL 2 og DEL 3 af opsamlingen. Efterhånden føjer jeg flere dele til. Jeg håber, at denne måde at samle op på bringer klarhed og holder os fast på emnet.
---
DEL 1
Denne tråd vil handle om livets store spørgsmål og om Åndelig Erkendelse, som ethvert folkeslag altid har higet efter at opnå. Få gange har det - i højere eller lavere grad - været muligt for et menneske et sted i verden at løfte sløret ind til Den Guddommelige Virkelighed.
Hvor den rationelle tænkeevne er afhængig af en biologisk modning, så vil kendskabet til metafysiske forhold kun kunne erkendes af det menneske, der undergår en åndelig modning, dvs. et menneske der udvikler sig moralsk og lever et uselvisk liv. Sådan et menneske skal skue Det Højeste.
"Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud."
(Jesus, Matthæus 5, 8)
"Guds mysteriers astrolabie er kærlighed."
(Rumi)---
DEL 2
Alle mennesker har mulighed for at modnes åndeligt uanset religiøst eller filosofisk ståsted. For bag verdens mangfoldighed findes en enhed, der er både immanent og transcendent pluraliteten, som har sit ophav i Det Ene.
"Atman, det iboende, evige Selv, er ét med Brahman, al tilværelses absolutte princip; og det endelige mål for ethvert menneske er selv at opdage denne kendsgerning og at finde ud af hvem han virkelig er."
- Aldous Huxley"Den erkendende og det erkendte er ét. Jævne mennesker forestiller sig at de skal se Gud, som om han stod dér og de her. Således er det ikke. Gud og jeg, vi er ét i erkendelsen."
(Eckehart)
"I de henseender hvor sjælen er ulig Gud, er den også ulig sig selv."
(Bernhard af Clairvaux)Men hvordan modnes vi åndeligt? Hvordan finder vi ud af, "hvem vi er"? Hvordan erkender vi vores sjæls lighed med Gud?
Fra bogen "Den Evige Filosofi" af Aldous Huxley citerede Arne bl.a.:
Vi kan kun elske det vi kender, og vi kan aldrig fuldstændigt kende det vi ikke elsker. Kærlighed er en form for erkendelse, og når kærligheden er tilstrækkelig uegennyttig og tilstrækkelig inderlig, bliver erkendelsen til forenende erkendelse og antager på den måde karakter af ufejlbarlighed. Hvor der ikke er nogen uegennyttig kærlighed (eller kort sagt: ingen næstekærlighed), findes der kun forudindtaget egenkærlighed og som følge heraf kun en delvis og forvrænget erkendelse både af det lille selv og af tingenes, livenes, sindenes og den uden for det lille selv værende Ånds verden.
Jeg tror, at det for mange er svært at forstå, at erkendelsen kan antage karakter af ufejlbarlighed. Men det er - som Huxley siger - fordi der er tale om "den forenende erkendelse". Erkendelsen er ikke bare noget vi har - som et trofæ i vores fremstrakte hænder klar til at blive vurderet og vejet. I den forenende erkendelse
er vi det, vi erkender.
DEL 3
Arne gav nogle væsentlige citater af Huxley:
Den metafysik, der erkender en guddommelig Virkelighed bag tingenes, livets og sjælens verden, den psykologi som finder noget i sjælen der er beslægtet, ja identisk med den guddommelige Virkelighed, den etik der som menneskets endelige mål sætter kendskabet til alt værendes iboende og transcendente årsag - dette begreb er universelt og evigt.
Bliver jeg spurgt på naturvidenskabens eller det rationelles præmisser: "Vis os det", "argumentér for det", "mål det med tilgængelige apparater" – det vil sige, får jeg stillet krav om at argumentere videnskabeligt eller rationelt for Den Guddommelige Virkelighed – så må jeg svare:
- Der er ikke et apparat eller et rationelt sprog, der kan gøre Erkendelsen af Den Guddommelige Virkelighed fyldest. For både måleinstrumenter og logisk tænkning er for begrænsede til at kunne begribe Gud. Måleinstrumenter og rationel tænkning kan kun begribe "verden", det differentierede og begrænsede. Gud er både iboende og hinsides, immanent og transcendent.
Men hvordan når vi så denne forenende erkendelse?
Huxley igen:
Men denne ene Virkeligheds natur er sådan, at den kun kan fattes direkte og umiddelbart af dem, der har valgt at opfylde visse betingelser, at lade sig opfylde af kærlighed, at være rene af hjertet og fattige i ånden. Hvordan kan det nu være? Vi ved det ikke. Det er blot en af de kendsgerninger vi må acceptere hvad enten vi kan lide det eller ej - hvor urimelige og usandsynlige de end kan forekomme os.
At vi må bruge "os selv" reducerer ikke erkendelsen af Den Guddommelige Virkelighed til "følelser og fantasier", for erkendelsen af Gud er ikke præ-rationel, men trans-rationel. Og måleinstrumentet består ikke af noget menneskeskabt, men er os selv. Ikke det selv, som uvidenheden får os til at identificere os med, nemlig kroppen og sanseorganerne, men det Selv som gennemtrænger alt og rummer alt.
"The day of my spiritual awakening was the day I saw and knew I saw all things in God and God in all things."
-Mechtild of Magdeburg
"Atman gennemtrænger hele universet, men ingen gennemtrænger den. Det er den alene som lyser, universets lys er kun et genskær af den."
(Shankara)
Fred,
Thomas
Svar
Citer
