Kære alle,

Jeg vil mene, at det er blevet tid til en opsamling. Vi har været forbi følgende pointer.

* Ligesom mennesket først lærer at tænke logisk og abstrakt ved en biologisk modning, således vil mennesket også først kunne fatte Den Guddommelige Virkelig ved en åndelig modning.

* Alle mennesker har mulighed for at modnes åndeligt uanset religiøst eller filosofisk ståsted. For bag verdens mangfoldighed findes en enhed, der er både immanent og transcendent pluraliteten, som har sit ophav i Det Ene.

* Religioner og åndelige praksisser har tilbudt mennesket forskellige muligheder for åndelig modning, f.eks.:
- Meditation
- Bøn
- Tid alene, tid til kontemplation.
- At lytte til kærlighedens og visdommens ord.

Billeder og malerier behøver måske ikke at blive opfattet som afgudsbilleder, hvis de ikke tilbedes som en (af)Gud. Det visuelle kan derimod også opfattes som et sprog, der kan tale til os ligesom ord.

* Det gode er allerede i mennesket. Den iboende Atman er det evige, Store Selv i dybet af alle individualiserede selver (det lille selv) - ét med Brahman, al tilværelses absolutte princip. Hvad skal vi gøre: Stræbe efter Den Forenende Erkendelse af Gud!

* Meditation og den "mystiske enhedsoplevelse" er ikke nødvendigvis et fravalg af pluraliteten og diversiteten. Snarere formår den at integrere en forskellighed af perspektiver, rumme dem og forstå deres værdi og plads i den udvikling, der fører til stadig større forståelse fra et højere niveau og større udsyn. (Uden denne større forståelse og sammenhæng kan der opstå en splittelse, hvor overblikket går tabt, hvilket igen kan resultere i uhensigtsmæssige og ikke-refleksive tilknytninger).

Fred,
Thomas

Kære Arne og Hans,

Jeg citerer her, hvad jeg skrev. Både for at få det hele i sammenhæng, og også fordi at Hans vist troede (hvis jeg læser chatten korrekt), at min 'opsamling' var et svar til ham. Det var det ikke ... mit indlæg til ham var dateret før 'opsamlingen'.

Jeg skrev:



Og hvad mener jeg så med det?

Jeg mener, at vi kan godt nå den forenende erkendelse af det Absolutte, af Gud, af Altet, af Brahman, uden at vi trækker os tilbage fra verden. Som Jesus sagde:

Om den forenende erkendelse:
"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."
(Jesus, Johannesevangeliet)

At være ét med Gud:
"Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig."
(Jesus, Johannesevangeliet)

At leve i verden, men ikke være af den:
"Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden."
(Jesus, Johannesevangeliet)

Vi kan derfor godt være ét med Gud - nå den forenende erkendelse af Gud - uden at gå i opløsning, uden at trække os tilbage fra verden eller verdens mangfoldighed og liv. Vi kan være ét med Gud og være i verden, men uden at være af verden. Vi kan være kreative, sunde, stærke og givende mennesker, mens vi stræber efter at nå den forenende erkendelse, og vi kan være det, efter vi har nået den forenende erkendelse.

Fred,
Thomas

I et nyt forsøg på at forplumre meningen i mine indlæg skriver Arne:
Det er præcis, hvad jeg og andre ateister gør, men Arne ikke gør, f.eks. når han hævder, at ikoner ikke er afgudsbilleder ifølge den græsk-katolske ortodokse tro. Det er de så til gengæld hos de kristne ikonoklastere (billedstormere), der i 700-tallet rev ikonerne ned og brændte dem. Alle tre abrahamistiske religioner har forbud mod afbildning af Gud, og det har de haft siden de 10 bud blev gjort til en guddommelig befaling. En bibelhistorisk gennemgang af denne selvmodsigende befaling kan læses her:

http://www.biblen.info/Ti-bud-historie.htm

Diskussionen om billedforbudets fortolkning har raset lige siden, og den foregår bl.a. på KD-debatten, fremgår det af en googling på afgudsbilleder.

Med hensyn til Alice Miller, så fremgår det tydeligt af flere af hendes bøger, at hun er skarp modstander af den gængse psykoterapeutiske opfordring til at tilgive sine forældre. Hun anbefaler, at man giver sine indestængte hadefulde følelser mod forældrenes overgreb frit løb, da de ellers kan blive rettet mod andre end forældrene, og hun bruger bl.a. Hitler som et eksempel.

Jeg er langt hen ad vejen enig med Alice Miller i årsagerne til de hadefulde følelser, men ikke i hendes måde at behandle traumerne på. Selv var hun et kompliceret tilfælde af neurotiske tilstande, og hun skiftede mening om psykoterapi flere gange i sit liv. Det kræver flere års studier af psykologi at forstå hendes tanker, så jeg vil ikke anbefale læsning af hendes bøger til mennesker uden sådanne forkundskaber. Det er Arnes misopfattelse af hende et tydeligt eksempel på.

Vi skal ikke "lære at leve med vores smerte". Vi skal forstå, hvad der forårsager den, for så opløses mystikken i en forståelse af, hvordan vores psyke fungerer, og behovet for at fastholde vore bitre følelser eller tilgive "overgriberne" forsvinder helt. At acceptere uvidenhed som en uoverstigelig hindring har aldrig resulteret i noget fremskridt, hverken for det enkelt menneske eller for den samlede menneskehed.

Ole Bjørn :o)

Kære Ole,
Tak for dit synspunkt her, som jeg gerne kort vil imødekomme:

Omkring det med afgudsbilleder er det for mig sådan, at alt, som kan føre til oplevelsen/opdagelsen af det Gudsskabte/ det Gode i menneskets indre er i orden og har sin berettigelse. ...

Læser lige nu i en bibelmarathongruppe Det Gamle Testamente, som jo er fyldt op med Vorherres hævntogter mod sine skabninger, når de formaster sig til at have andre guder. (og de bestiller jo næsten ikke andet!) ... Det er til at blive helt svimmel af.

Tænker her på en dejlig dame, jeg mødte i Medjugorje. ... Hun var guide for vores tur derned, og det blev et utrolig dejligt møde med et skønt, livsglad menneske. ...

Hun fortalte, at i Medjugorje by, hvor den ene butik med religiøse souvenirs lå ved siden af den anden med det samme indhold, at dem havde hun egentlig haft det dårligt med i nogen tid, indtil hun lige pludselig blev klar over, at det jo altsammen var Veje at nå Gud på. ...

Sådan har jeg det også. ..

M.h.t. din advarsel mod at læse Alice Miller kommer den lige en postgang for sent. ... Jeg har netop læst den tidligere omhandlede bog, og selvom min viden jo i sagens natur er begrænset, er der ikke noget, som får mig til at tage afstand fra den. ...

Tvært i mod har den da været en form for øjenåbner i forhold til nærtstående familiemedlemmers adfærd. ...

Mener da slet ikke, at vi er så langt fra hinanden - og heller ikke du og Arne - idet Tilgivelsen, som jeg er enig i, er ultimativt virkende og forløsende jo netop ofte har sin forudsætning i Forståelsen, ... og dét tænker jeg da, er forfatterens ærinde med bogen, om jeg har forstået den ret. ...

At hendes metode i opklaringens forløb indebærer følelser, som må gennemleves og flyttes, ser jeg som en del af en vigtig proces på vejen mod Forståelsen og Tilgivelsen. ...

Jeg kender i øvrigt intet til Alice Miller og hendes egne "neurotiske tilstande" ... men er det grundet uvidenhed, at jeg får det udbytte som skitseret her, ser jeg da egentlig kun denne som et gode ... i hvert fald i forhold til min forståelse af egne og andres livsvilkår. ... Og det er da i grunden ikke så galt.

I eftertanke ... og lidt "grumset" skrevet, men m.v.h.
Zenia