Tak for din smukke bekræftelse af udsagnene i mit indlæg, Arne.

Mere er der vel ikke at sige til det. De fleste debattører her forstår dansk godt nok til at kunne bedømme forståeligheden.

Ole Bjørn :o)

Hej Ole Bjørn,

Mit "tankespring" handler mest om, at jeg springer fra det helt givne (for alle mennesker) og til det, man "får ud af det" eller lever på, og som bliver så at sige hvert enkelt menneskes livsgrundlag. ...

Her finder jeg nemlig det, som jeg synes er mest interessant og dét, som er udfordringen ved det at være menneske her på planeten - altså at søge at forstå forskelligheden mellem os. ...

M.a.o. finder jeg det udfordrende at søge at forstå, og skulle dette ikke kunne lade sig gøre, da at bruge EKIM´S redskab: Tilgivelse. ...

Tænker her, at det, du skriver omkring at have medlidenhed med mennesker og så alligevel bevare en negativ attitude overfor de samme mennesker virker selvmodsigende?

Men måske forstår jeg ikke helt, hvad du mener her?

Undrer mig (udenfor dagsordenen her i øvrigt) hver gang over, at du og Arne gentagne gange kommer på en kollisionskurs, som for mig at se slet ikke er nødvendig.

Kan godt lide det, du skriver om venner, selvom min skelnen går lidt anderledes. ...

Når du kommer ind på betydningen af, hvad vor Næste står for, kommer imidlertid (for mig) helt tydeligt en iøjnefaldende og tankevækkende forskel på vore opfattelser af ordet frem:

Hørte netop for en tid siden Søren Krarup sige det samme, nemlig at ens Næste ér ens nabo, og da frøs jeg helt ind i sjælen, for min oplevelse er jo netop, at min Næste er enhver, jeg møder på min livsvej. ...

Afslutningsvis er det vist meget godt at slutte med dette ord, som hvis man slår det op i en ordbog sikkert ville give den betydning, som du giver det ... men når ordet Næste møder én livet igennem ... kan det altså ske, at det ganske ændrer sin betydning ... så måske er der mange individuelle elementer indblandet, som afgør hvad det enkelte menneske forstår - endda ved det selvsamme ord.

God søndag ønskes alle, som måtte læse med her.
m.v.h.
Zenia

Kære Zenia.

Det er ganske naturligt at rumme modstridende følelser mod et andet menneske. Det kaldes ambivalens, og det handler i virkeligheden om, at man opfatter sine omgivelser mere nuanceret end de mennesker, som prøver at putte andre mennesker i simple "kasser", som de kan overskue at forholde sig til. Det sidste ser du masser af eksempler på her i debatten.

Hvis jeg skal give et klart eksempel på min egen ambivalens, så siger både min fornuft og min empati mig, at jeg skal have medlidenhed med mennesker, der domineres af deres følelser i en sådan grad, at det ødelægger deres liv. Et stærkt eksempel er pædofile, der kan komme så langt ud, at de tror, at de tilfredsstiller et naturligt behov hos de børn, de misbruger. Overfor pædofile kan jeg kun indtage en stærkt negativ attitude, for jeg har mødt flere mennesker, hvis liv er blevet smadret af det misbrug, som de har været udsat for som børn og unge.

Men vi behøver ikke at gå til ekstremer for at finde ambivalens. De fleste ægteskabelige forhold er jo en blanding af kærlighed og irritation over samleverens dårlige vaner, som man som regel forgæves søger at lave om på. Jeg plejer at udtrykke det sådan, at et godt forhold ikke bygger på, hvad man har af fælles interesser, men på parternes evne til at tolerere og respektere hinandens forskelligheder.

Tilgivelse er selvfølgelig et redskab til at overkomme en konflikt, men når jeg foretrækker tolerance baseret på forståelse, så er det fordi tilgivelse dybest set er en egoistisk reaktion. Man tilgiver ikke i respekt for den andens personlighed, men for selv at føle sig bedre tilpas ved tanken om, at man er moralsk bedre end modparten. Det indeholder et moment af "storsindet martyrdom", som ødelægger ligevægten mellem parterne. Det har især den katolske kirke udnyttet med sin afladshandel, som fastholdt kirkens position som den moralske vejleder, selv om virkeligheden nu har afsløret, at den katolske kirkes moral er dårligere end den gennemsnitlige menneskelige.

Jeg deler skam din opfattelse af næste-begrebet, og det har jeg da også givet udtryk for. "Næsten" er de mennesker, man møder i lokalmiljøet, uanset om det er familie, venner, naboer eller tilfældige fremmede. Næste"kærlighed" handler jo netop om det, vi i dag betegner som sociale interaktioner, altså hvordan vi opfører os i forhold til vore omgivelser. At lade næstekærligheden omfatte alverdens mennesker er en utopisk fantasi, for det ville medføre, at vi skulle elske pædofile, voldsmænd, følelseskolde mordere, landminefabrikanter, sadistiske bødler, terrorister, hustrumishandlere, dyrplagere o.s.v. og det tror jeg, at selv en bibelsk Jesus ville betakke sig for.

Kollisionskursen er lagt af Arne, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg startede med en positiv attitude til ham, men første gang jeg erklærede mig uenig med ham i forståelsen af en tekst, blev jeg anbragt i hans "fjendekasse" og har været der siden. Samme skæbne er overgået andre, der har vovet at kritisere hans synspunkter, og hver gang jeg har strakt hånden frem mod ham, har han bidt i den. Han forstår ganske enkelt ikke, at kritik kan anvendes til selvransagelse og ikke er et angreb på ham som privatperson.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at hans største forbundsfælle er Thomas, som har det sorteste generalieblad her på debatten både med hensyn til smædeskrivelser og hykleri. Men Arnes mistolkninger af andres indlæg er en glimrende anskuelsesundervisning for alle, der interesserer sig for sproglig kommunikation.

Mkh

Ole Bjørn :o)