Hej Ole Bjørn,
Tak for dit svar, som jeg forstår.

Mit tankespring går så mere på det faktum, at selvom man opererer med faste og forudsigelige størrelser, er der én eller anden "mekanisme", som gør resultatet uforudsigeligt. ...

Det faktum, du nævner om kærlighed tænker jeg tanker omkring på den måde, at som jeg er skruet sammen og som jeg forstår det, vil det du sender ud altid komme tilbage igen, så det kan da aldrig være forkert at søge at være kærlig ... og i det mindste kan man da mærke, at man får det meget mere roligt indvendigt, når man søger at optræde kærligt i stedet for at bruge energi på, om den nu også bliver gengældt. ... Måske sender du din kærlighed ud til nogle, og du vil så opleve, at den kommer tilbage fra andre. ? Det er i hvert fald min oplevelse, som jeg lever fint med. Kan sagtens følge Arnes tankegang om kilden til at føle fryd. ...

Det blev vist noget knudret, men meningen er god nok.

M.v.h.
Zenia

Ja, Arne, det kunne ikke forstås på nogen anden måde, men det er da fornuftigt af dig at omformulere det til en stærkt personlig følelse. Den kan ingen jo frakende dig.

Men kærlighed gør som bekendt blind, og du er åbenbart fortsat blind for, at et rationelt syn på verden og at et arbejde for at forstå "miraklet" kan indeholde endnu flere glæder end at afvise menneskers muligheder for at forstå.

Ole Bjørn :o)

Ja, Arne, så er vi der netop igen.

Hvor ofte skal jeg påpege, at du ikke forstår, hvad du læser, selv om det er skrevet på klart dansk. Du har gang på gang påstået, at vi med et rationelt syn på verden har en begrænset erkendelse, selv om vi ofte har fortalt dig, at et rationelt syn ikke er ensbetydende med, at vi ikke kan have spirituelle oplevelser.

Nu kommer du så med tre groft misfortolkede påstande. Så læs dog, hvad der faktisk står!


Men du vil måske også benægte, at du gentagne gange har sagt, at vi rationalister "mangler en dimension i vores tilværelse", som de religiøse troende har? Svigter din hukommelse også som din sprogforståelse?

Der er stor forskel på udtrykkene "føle glæde" og "have flere glæder", så nu skal jeg endnu engang forsøge at forklare dig, hvordan dansk fungerer. Jeg har ikke med min udtalelse frakendt dig nogen af de glæder, som du oplever. Jeg har kun påpeget, at du åbenbart er blind for muligheden af, at rationalister med interesse i forskning kan have flere glæder end de mennesker, der betragter verden som noget uforståeligt, for det sidste er, hvad der ligger i den nutidige brug af begrebet mirakel.

Ligesom man kan føle glæde ved at løse en krydsogtværs eller en vanskelig matematisk opgave, får jeg stribevis af glæder hver eneste dag ved at følge med i udviklingen af en række forskellige videnskaber. Hele tiden tilføjes der nye brikker til det "puslespil" som vores verdensbillede er, og med mellemrum udvides de grænser for vor forståelse, som før blev anset for umulige at overskride. Mit verdensbillede (og min forståelse) forfines hele tiden i takt med den øgede viden, hvor du efter eget udsagn foretrækker at betragte verden som et uløseligt mysterium, som du så glæder dig over ikke at forstå.

Det er præcis den holdning, som jeg kalder "at hylde uvidenheden".

Kan du forstå, at det er irriterende for andre, at du konstant mistolker deres tekster og tillægger dem meninger, som de ikke har. Det virker som om din aversion mod andres måder at anskue verden på gør dig blind for, hvad de faktisk fortæller, og du provokerer dem derfor til at håne dit eget verdenssyn. Den surhed og arrogance, der gennemsyrer mange af dine indlæg, opfordrer ikke ligefrem til en positiv dialog, og når du fremhæver din "værdighed", virker du direkte komisk på mig og andre.

Den første betingelse for en positiv dialog er, at man respekterer andres opfattelser og søger at forstå dem. Det er derfor også den indstilling jeg altid møder nye mennesker med, og som jeg i sin tid mødte dig med. Men hvis de viser disrespekt for min holdning, og i tilgift søger at missionere for deres tro, så mister jeg enhver respekt for dem. Jeg deler gerne ud af min viden, men ikke for at overtale andre til at dele mine synspunkter, men for at de kan bruge mine erfaringer til at komme til klarhed over sig selv.

Derfor finder jeg det også tåbeligt at følge andres ord, uanset om de er fra forvanskede religiøse skrifter, fortidige "vismænd" eller moderne filosoffer. De kan kun tjene som inspiration for yderligere tænkning.

Nu kan du så vælge, Arne, om du vil kværulere over dette indlæg eller bruge det til at forstå dig selv og dit forhold til andre på debatten. Valget er helt dit eget.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Zenia.

Dit "tankespring" forstår jeg ikke helt, hvad du mener med, så det må du forklare nærmere, hvis jeg skal svare på det.

Vi er nok ret enige i vores holdning til omverdenen, selv om jeg vil udtrykke mig anderledes. Der tales meget om næstekærlighed, som skulle være en kristen pligt til at elske alle mennesker. Det er noget vrøvl, som fortidige religiøse ledere har opstillet som ideal for at give mennesker dårlig samvittighed over, at de ikke kan leve op til idealet. Det er det første skridt i processen med at få åndelig kontrol over andre mennesker.

I virkeligheden bygger begrebet på en forvanskning i oversættelsen. Næste skal forstås som nærmeste eller nabo, og det er da også hvad det er oversat til på mange sprog. Det er et velkendt psykologisk faktum, at "som man sår, høster man", som det er udtrykt i mange ordsprog verden over. Det er det, jeg lever efter i det daglige. Ens nærmeste omgivelser reagerer selvfølgelig på, hvordan man opfører sig overfor dem, så det er her, man skal prioritere sin kærlighed eller omsorg.

Ved min runde fødselsdag fornylig fortalte jeg mine gæster, at for mig er rigtige venner ikke nogen, som vil hjælpe mig, hvis jeg er i nød. For mig er venner nogle, som jeg har lyst til at hjælpe, uanset om de vil gøre noget for mig. Det har jeg levet efter hele mit liv, og selv om jeg ikke altid har fået tak for min indsats, så har det omvendt haft det resultat, at de få gange i mit liv, hvor jeg har haft brug for hjælp, har jeg fået den fra de mest uventede steder. Du har åbenbart gjort den samme erfaring.

Jeg har medlidenhed med de selvcentrerede personer, som beherskes af det modsatte synspunkt, og jeg mener ikke, at det er deres egen skyld. De er ofre for en dårlig påvirkning og menneskets medfødte egoisme, men det ændrer ikke på, at jeg har en negativ attitude overfor dem. Det er ikke min opgave at påtage mig ansvaret for deres "martyrium", når de ikke selv har noget ønske om at ændre sig.

Der tales meget om vore medfødte rettigheder, men det er menneskeskabte illusioner. Naturen tildeler os kun en enkelt fødselsret, og det er retten til at kæmpe for at overleve. Den ret må vi så hver især forvalte efter bedste evne, og lære af vores erfaringer undervejs.

Mkh

Ole Bjørn :o)