Som ateist må man ind imellem undre sig over visse troende menneskers argumentation. Det virker som om, at der er gået en klap ned i deres hjerner, der fuldstændig lukker for adgangen til logisk og analytisk tankevirksomhed. Et tvivlsomt trosgrundlag ophøjes til "SANDHED" med argumenter, som ville få de samme personer til at grine eller ryste på hovedet, hvis de blev præsenteret for dem på andre områder.
Det er forståeligt, at mennesker har behov for en forklaring på universets og livets fænomen. Det er forståeligt, at når vore menneskelige evner ikke rækker til en komplet forståelse, må vi opfinde en forklaring, der imødekommer vort forståelsesbehov. Enhver form for tro er en sådan konstrueret forklaring. Men den repræsenterer ikke nogen universel sandhed.
Dette faktum afspejler sig i, at menneskene for tiden tilbeder mere end 5.000 guder indeholdt i mere end 5.000 trosretninger. Går man i detaljer viser det sig, at der er nuanceforskelle i troen fra menneske til menneske, så vi faktisk taler om mere end seks milliarder forskellige opfattelser, der af de pågældende føles som sande. Jeg bruger med vilje ordet
føles, for der er ikke tale om en sand forståelse. Det kan logisk set kun en enkelt af disse opfattelser være, men menneskets begrænsede tænkeevne gør det sandsynligt, at ingen af disse menneskelige forklaringer er blot i nærheden af en sand forståelse.
Men det afholder skam ikke en troende fra at udråbe sit eget trosgrundlag som SANDHEDEN skrevet med store bogstaver. Hvor naivt!
En nøgtern analyse af såvel religiøse som verdslige trosgrundlag viser klart, at der kun i stærkt begrænset omfang er tale om selvstændig tankevirksomhed. Vi bygger alle og enhver vores verdenssyn på erfaringer indhøstet af andre. Det er altså graden af pålidelighed af disse overleverede erfaringer, der afgør, hvor meget vi nærmer os en egentlig forståelse af verden og livet.
For de videnskabelige paradigmer (opfattelsesmåder) er sagen klar. Enhver seriøs forsker er bevidst om, at en hvilken som helst forklaring kun er midlertidig, og blot er en tilnærmelse til en for mennesker ukendt absolut sandhed. En konstant efterprøvning af teorierne sikrer, at videnskaben aldrig fjerner sig fra virkeligheden.
For de politiske paradigmer har vi efterhånden lært, at de heller ikke repræsenterer nogen absolutte sandheder om, hvordan man skaber et idealsamfund. Vi ved endnu alt for lidt om den menneskelige natur til at kunne få nogen som helst idealer til at fungere i praksis. Erfaringen har været en god læremester i disse spørgsmål. Alle politiske systemer er behæftede med massevis af idealistiske fejlopfattelser.
Men når det handler om de religiøse paradigmer, som finder sit udtryk i de religiøse dogmer, så har vi fjernet os milevidt fra sandheden/virkeligheden.
Grundlaget for religiøse trosretninger er for det meste gamle skrifter, hvis oprindelse vi ikke kender med sikkerhed. De har været gennem utallige oversættelser og bearbejdelser i tidens løb, så vi i dag hverken ved, om de virkelig er formuleret af den tillagte forfatter eller af senere gejstlige revideringer og fortolkninger. Vi ved heller ikke, om de (guddommelige) personer, som de beskriver, virkelig har eksisteret og handlet som påstået.
Vi ved derimod med sikkerhed, at "hellige skrifter" var og er et fortrinligt middel til at dominere menneskers tankegang og opførsel, og dermed give gejstlige autoriteter magt over deres medmennesker - en elementær hierakisk magtkamp som mennesket deler driften til med en masse dyrearter.
Om dette står de fundamentalistiske troende klart, kan kun de selv vide. Men fakta er, at enhver påberåbelse af at besidde den ultimative SANDHED om livet og den rette tro, ikke alene er et falsum, et selvbedrag og et udtryk for et kolossalt storhedsvanvid, men det er også et angreb på den trosfrihed, som denne debatportal står som eksponent for.
Vi har alle ret til at have vores egen opfattelse af universet og livet. Hvis den hjælper os til at opnå en følelse af forståelse og mental ro, har den tjent sit formål, uanset om den er tæt på eller langt fra virkeligheden. Det står os frit for at dele vore tanker med andre. Det kan måske inspirere andre til at finde et ståsted i tilværelsen, hvor de befinder sig godt.
Men hvis nogen fremturer med et budskab om, at
Deres opfattelse er den evige og ukrænkelige SANDHED, og at alle andre er uvidende idioter, så har jeg et klart budskab til dem. I dette specielle tilfælde er det ikke resten af verden, der er idioter.
Idioten er helt og aldeles dig selv.
Mvh
Ole Bjørn ;)