Nu begynder du igen på ordkløveri, Arne. Det latinske ord ligare betyder ifølge både almindelige latinske ordbøger og diverse inden- og udenlandske leksika at binde, hvilket du burde vide, eftersom du i din uddannelse har lært at underbinde (ligatur).

For min skyld må du gerne kalde religare for genknytte, så længe du forstår, at etymologerne har konstateret at den oprindelige betydning af ordet religion var at basere sin verdensopfattelse på de gamle skrifter og overleveringer om skabende og herskende guder.

Et postulat er en ubevist påstand, så uanset om du begrænser den til "efter min mening", så vedbliver den at være en påstand om "det grundlæggende i religiøsitet", som du ikke har ført bevis for.

Min vurdering af religion er ikke overfladisk. Det er til gengæld din kritik af den. Når du ser bort fra, at religion gennem tiderne også har været brugt som magtmiddel, så har den først og fremmest en mentalhygiejnisk funktion, idet den fritager folk for noget af angsten for det ukendte, ved at give dem en forklaring på verdens eksistens, naturens orden og hvad der sker efter døden.

Jeg anser derfor religion/gudetro for at være både en nødvendig og uundgåelig følge af menneskets evne til at tænke abstrakt men manglende evne til at gennemskue universets fænomener. Der ligger overhovedet ikke nogen kritik af religion i det. Religion, når den er fælles og ikke misbruges til at undertrykke nogen med, er en stabiliserende faktor i samfundet, og fritager både de døende og de efterladte for en del af deres naturlige dødsangst.

Hvad tjener det til at trække den gamle traver af stalden med, at eksistensen af en gud hverken kan bevises eller modbevises. Den problemstilling er jo endevendt til hudløshed, og den gælder jo også for din argumentation. Den har intet at gøre med min indstilling til religion. Jeg beskæftiger mig ikke med guders eksistens, men med eksistensen af religiøs tro, og det behøver jeg vel ikke bevise eksisterer.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Ole Bjørn.

Tonen i dit sidste indlæg virker på mig både påståelig, arrogant og nedladende.

Det betyder, at jeg mister lysten til at debattere det aktuelle emne med dig, uanset at det ellers netop er et emne, der optager mig meget.

Du er naturligvis i din gode ret til at have dine meninger (om mig), dine vurderinger (af mig) og dine påstande (om mig), men det er nu engang mig, der bestemmer, om jeg gider at lytte til den slags.

Uden et vist minimum af gensidig anstændighed og høflighed går det ikke for mit vedkommende.

Og jeg føler mig lige nu udsat for urimelige provokationer, som gør, at jeg får lyst at svare igen på dit nuværende niveau - og mister fokus på emnet - så derfor står jeg af her.

Arne.

Og så er vi tilbage i den samme surdej igen, Arne.

Du mener, at du gerne må kalde mine betragtninger for overfladiske, og kværulere over at jeg bruger anerkendte etymologiske og leksikalske definitioner på den oprindelige betydning af ordet religion, og at dine påstande ikke er postulater men meninger, men hvis man kritiserer din uberettigede kritik, så bliver du smækfornærmet.

Gør du dig aldrig selv nogen forestillinger om, hvordan din tone virker på andre? Har den tanke aldrig strejfet dig, at du måske selv er uforskammet, påståelig og kværulantisk i dine indlæg?

Hvis du er uenig med mig i mine betragtninger, kan du jo bare sige det. Du behøver ikke at ledsage dine udtalelser med ringeagtsytringer om mine synspunkter. Jeg har brugt temmelig meget tid på at studere religionshistorie og sammenlignende religion både teoretisk og i praksis i en lang række lande, så hvis der er noget mine betragtninger ikke er, så er det overfladiske. De er yderst velgennemtænkte og baseret på en viden, som du åbenbart ikke har tilegnet dig.

Der er intet fornærmende i mine indledende svar til dig. Så for at blive i det religiøse sprogbrug, så har vi her igen et klart eksempel på Matthæus 7, 1-5 (splinten og bjælken).

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Tak for dit svar ole bjørn, som jeg ikke har så meget at sige til - bl.a. pga det sene tidspunkt - andet end en lille kommentar til det citerede.

Det, der er uvigtigt ved Jesus er, om historien er sand eller falsk. Vi har kun andres vidnesbyrd at forholde os til, og kildematerialet er derfor svært at føre tilbage til Jesus selv. Men i disse vidnesbyrd møder vi så den historiske Jesus, og da han af de forskellige apostle og evangelister betragtes for at være Guds søn er han netop ikke uvigtig: Hvem var han egentlig, og hvad er han i dag?

Historiciteten er ikke selve vidnesbyrdet; det er derimod Jesus selv (også forstået som Guds selvåbenbaring). Dette indså kirkefædrene, og de udarbejdede derfor - ganske vist i kampen mod gnosticismen og andre hæretikere - to-naturlæren: Jesus var både sandt menneske og sand Gud.

Det er altså ikke kirkefædrene og trosbekendelserne, vi tror på, men derimod Gud; det er Gud vi knytter os til. I relief heraf mener jeg derfor ikke, at "prædikanten Jesus" er uvigtig men derimod det at ville gøre en evt. historicitet til selve vidnesbyrdet eller beviset.

Troens spring eller afgørelse beror enten på et valg eller en genkendelighed.

Mvh
Anne

Ja, man genkender det som bor i ens hjerte.

Det er ikke nødvendigt at forklare det.

Men selv om det unddrager sig enhver videnskabelig, empirisk forklaring, er det sandt alligevel.