Et eksempel på, at Gud handler med os, som han handlede med og i Kristus, og som han, Vor Herre Jesus Kristus, handler med os:

"Jesus sagde til dem: >>Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør Sønnen" (Joh. 5,19-20).

Pudsigt nok taler han her om Sønnen i 3. person i stedet for om sig selv i 1. person. Er det så Gud, der taler/handler?

Jeg kan godt forstaa hvad du siger. Men hvorfor saa tro i det hele taget. Vi tror at der er de to modsaetninger, at tro eller ikke tro, men at ikke tro er bare en form for skuffelse fordi det man troede paa viste sig ikke at holde.

Paa samme maade ser vi paa os selv og verden. Tro er bare fantasi og som modsaetning hertil staar vores opfattelse af verdens frygtelige realitet. Det er de modsaetninger vi staar imellem.

Hvis nogen saa kommer og fortaeller os at der findes noget mere end bare det, er det saa et spoergsmaal om at tro paa det der bliver fortalt.

Eller selv gaa han og finde ud af sandheden det?

Foerst naar man har fundet sandheden (hvis man kan sige saadan) kan man tale med andre om den. Og saa er der ikke tale om tro men derimod om sandhed.

Er det ikke en meget stoerre udfordring at finde ud af hvad sandhed er?

Det er saavidt jeg ved ikke forbudt at soege.

Det bliver en helt anden diskussion, diskussionen om sandhed, end diskussionen om hvad hver enkelt tror paa.

Du har ret Michael.

Sandheden er at LYTTE, for at LYTTE kræver ikke fortolkning.

Hej Anne.

Kristus-begivenheden er blot Paulus´s fortolkning, og har ikke noget at gøre med Jesus. Hvis ikke Paulus havde fortolket Jesus som han gjorde, så havde der heller ikke været skabt en religion med et trossystem som bygger på lidelse og opofrelse.

Men egoet elsker denne fortolkning og dette trossystem, for hvor der er frygt og skyld, ja, der kan kærligheden ikke trænge ind.

Tænk at en gud kunne være så uvidende, at skabe noget som kunne være en trussel på ham selv, og så måtte ofre sin søn for sin egen fejltagelse.

Kan der findes en delvis frelse?

Og hvad er det vi skal frelses fra?

Det giver ikke nogen mening, at Gud skulle skabe noget han ikke vidste konsekvenserne af.

Hvis Gud har skabt mennesket som et fysisk væsen(altså som et dualistisk væsen), så måtte han jo også vide at konsekvensen var, at hans skabninger ville lide og dø. Hvis Gud har skabt noget som er forgængeligt, så måtte han også vide at det ville skabe frygt.

Ville en kærlig gud udsætte sine skabninger for lidelse og frygt?

Hvis Gud er evig, hvor kommer så tiden fra?

Kan tiden have sit udspring fra det evige?

Hvis det er Gud der er den første Årsag, hvor kommer egoet så fra?

Har egoet skabt sig selv? Og hvor kommer synd fra? Har den også skabt sig selv?

Jeg kan heller ikke forstå, hvordan frygt kan have sit udspring fra kærligheden.

Hvis Gud er evig, så må Gud også have været der altid, og vil være der altid, og hvis der er lidelse og frygt i Gud, så må frygt og lidelse også være evigt. Og ja, hvis Gud er fuldkommen, så må frygten og lidelsen jo også være fuldkommen.

Eller er Gud så uansvarlig og uvidende, at han har projiceret frygten og lidelsen udenfor sig selv, og så skabt en verden hvor han kunne se frygten og lidelsen udenfor sig selv. Og da hans skabninger fandt ud af, at han havde taget røven på dem, så måtte han vise sin storhed, ved at sende sin Søn, for at det så kunne gå ud over ham istedet for.

Hans Søn hænger jo stadig på korset, og så længe han hænger der, og at hans korsfæstelse associeres med lidelse og frygt, så længe vil mennesket vel også blive ved med at have frygt i deres sind, og føle sig skyldige over hvor syndige de er.

Paulus´s teologi er et udtryk for menneskets ubevidste kollektive ego, hvilket også er et udtryk for menneskets ubevidste skyldfølelse, som har sit udspring fra ideen om, at de kan adskille sig fra deres Skaber.

Sandheden kan ikke også være falsk, og derfor er sandheden ikke-dualistisk. Egoet´s "eksistens" afhænger kun af tro, altså om sindet tror på hvad det er egoet fortæller. Synd kræver straf, og så fødes den psykologiske oplevelse af skyldfølelse, og frygten griber så sindet, og det flygter så fra sig selv, ved at projicere det udenfor sig selv som det ikke ønsker at se i sig selv. Kroppen er så blevet til et skjulested, hvor det er muligt at sindet kan gemme sig for Gud, fordi egoet fortæller at Gud er vred, og at sindet har forstyret Himlens fred.

Den gud som Kristendommen forkynder, altså hvis man tror at det er Gud der åbenbare sig i Biblen, er den arketypiske gud, som omhandler synd, skyld og frygt. Så er der nogle elementer af kærlighed, men denne kærlighed er ambivalent, for det kræver noget, og den er også et udtryk for specielhed. De som ikke tager imod det som forkyndes i Biblen, de vil heller ikke blive frelst. De som ikke tror på den fortolkning Paulus har af Jesus, de vil heller ikke kunne tage imod "troens gave".

Jesus er også speciel indenfor Kristendommen, for Jesus er Guds enbårne Søn, og alle andre skabninger er, ja, som Paulus siger "Guds adopterede børn".

Hvordan kan en kærlig gud skabe forskelle. Hvad havde han tænkt sig?

Det er kun een som fortjener den fuldkomne kærlighed, og resten må så nøjes med at drømme om den.

Hvis kærligheden er sandheden, hvordan kan frygt så også være sandt?

Hvis Gud er virkelig, og at Han Skaber udfra Kærligheden, hvordan kan frygt så også være virkelig?

Hvis Gud er Ånd, hvor kommer så det fysiske fra? Kan man få kærlighed på form? Alle former er forgængelige. Vil det så også sige, at kærlighed er forgængelig?

Hvis sindet er skabt som ånd, hvofor søger det så kærlighed i det fysiske, og ikke i ånden?

Hvis sindet kun oplever kærlighed, når det lytter til Åndens stemme, hvad skal det så med egoet?

Hvad har egoet at tilbyde, andet end en forgængelig verden..

Og hvorfor taler Jesus udelukkende om Ånden, hvis det er at Ånden ikke også ville kunne fortælle sandheden?

Og hvorfor fortolkede de mennesker som grundlagde Kristendommen det Jesus sagde og gjorde, og ja, som blev gjort imod ham, hvis det er at det kun er Helligånden som kender sandheden?

Hvis en fortolkning er sand, så må den vel også være eentydig, medmindre at sandheden ikke er eentydig.

Hvis der er forskellige fortolkninger, så kan fortolkningen vel heller ikke komme fra Helligånden.

Og kan Helligåndens stemme høres, hvis ikke man er villig til at være stille og LYTTE?

Var de mennesker som skrev Biblen stille i deres sind, og opmærksomme på, om det nu var Helligånden de lyttede til, eller om det var deres ego?

Alt den kamp og splittelse som historien vidner om, ja, det vidner ikke om, at de mennesker var stille og opmærksomme på hvem de lyttede til.

Og det virker også meget mystisk, at de to personer som måske var dem der var tættest på Jesus, nemlig Maria Magdalene og Thomas, at deres evangelium blev skrottet af kirkefædrerne.

Sandheden ændre sig ikke, blot fordi den bliver fortolket af menneskets ego.

Vi er alle Guds Søn, Kristus, og Jesus var den første til at acceptere hans eenhed med sin Skaber, og nu viser han vejen, så vi blot også skal accepterer vores eenhed med vores kære Fader.

Kærligst Jan.

Du kredser om Jesu ord og mener, at det at tro er ens betydende med at tro det, han siger.

Ja, tror vi på, hvad han siger, så holder vi fast i hans ord og hans bud i hjertet. Og dette fører til, at vi renses og udvikles - bærer frugt. Som han siger, så skal vi holde fast i hans ord i et smukt og godt hjerte i udholdenhed.

Nej, det mener jeg ikke. Det er at tro Jesus, fordi Han er troens begivenhed, som fuldkommer loven. Det handler altså om Kristus og den begivenhed, som NT vidner om - heraf Jesu ord og gerning (død og opstandelse).

Nuvel, der er en historisk begivenhed, som giver genlyd i evigheden. Eller der er en gerning af Gud, som udtrykker sig i det synlige som ringe i vandet.

Ikke desto mindre: At blive del af denne begivenhed går KUN gennem Jesus, som er sandheden, vejen og livet, og som lægger afgørende vægt på, at vi skal holde fast i hans ord og bud.

Kan du ikke snart følge mig? Det ville glæde mit hjerte

Jeg vil gerne glæde dit hjerte. Og andres også. Men hvad skal man gøre, hvis barnet råber på slik, men man ved, at en gulerod er bedre på lang sigt

Et eksempel på, at Gud handler med os, som han handlede med og i Kristus, og som han, Vor Herre Jesus Kristus, handler med os:

"Jesus sagde til dem: >>Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør Sønnen" (Joh. 5,19-20).

Og han fortsætter:

For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. v22 Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, v23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

v24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v25 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v26 For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29 og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. v30 Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.

v31 Er det kun mig selv, som vidner om mig, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. v32 Der er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. v33 I sendte bud til Johannes, og han vidnede om sandheden. v34 Ikke at jeg skal have mit vidnesbyrd fra et menneske, men jeg siger dette, for at I skal blive frelst. v35 Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste, og for en tid lod I jer gerne begejstre af lyset fra ham.

v36 Men det vidnesbyrd, jeg har, er større end det, Johannes aflagde; for de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldføre, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig. v37 Og Faderen, som har sendt mig, han har selv vidnet om mig. I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse, v38 og hans ord lader I ikke blive i jer, for ham, som han har udsendt, ham tror I ikke. v39 I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. v40 Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.

v41 Min ære vil jeg ikke have fra mennesker; v42 nej, for jeg ved, at I ikke har Guds kærlighed i jer. v43 Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham. v44 Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud? v45 Tro ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; den, der anklager jer, er Moses, ham I har sat jeres håb til. v46 Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. v47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«

Troen er uløseligt knyttet til troen på hans ord. At tro et menneske er at tro på, hvad han siger.

Forestil dig at gå ind i en forsamling og sige "TRO MIG". Jeg kan love dig for, at de vil spidse ØRER, for at høre dine ORD og derudfra overveje om de kan TRO dig.

Vi mennesker er kommunikerende væsener. Vi har ord til at skabe betydninger med. Sproget er kendetegnende for os. Jesus er ingen tavs figur. Men han er gjort til en af religionen... mørket dækker jorden endnu engang. Korsfæstet er han blevet på ny. Men hans disciple skal tale, hvad de hører ham tale i mørket.