Hej Treram..

” Ja og nogle har en sikker tro på at alt har en højere mening, en mening som vi ikke kan få øje på, men som man mener simpelt hen er vidunderlig?? goddav do, og selvom den ikke kan bevises eller modbevises, kan den ind imellem anes?.
Den mening de troende har om livet er lidt svær et få øje på, men går vist ud på at det er himmelsk at leve og æren tilfalder en ubestemmelig almægtig gammel luftformig tosse, en egen mening om hvorfor de eksisterer har de vist ikke, at sige det hele er ganske tilfældigt støder deres "indre" gud”.

- Ja selve metoden er faktisk ret morsom: når de troende ikke evner at forklare/påvise relevansen mellem (meningen bygget på) gudeidéen og selve verden, da fratager de bare menneskeheden mulig erkendelse, og indfører derefter en særlig forudsætning: kun gennem accept af troen, forstår mennesket meningen...hurra-hurra! ;)

Det er dér den troendes ”åndelige” (kontemplative) idé om egen ”intuition” pludselig skal forstås som et ”talerør” for meningen med (den eksogene) verden. De troende gør sig selv til en slags ”guddommelige redskaber”, for på den måde at indføre en guddommelig mening med deres liv og forgængelighed (læs: forfængelighed). De gør sig selv til idéen, underforstået, at nogen (en gud) dermed har en særlig mening med dem.

Projektet har til hensigt at rydde plads til ”metafysiske erfaringer” som gerne skabes i den enkeltes hjerne uden at der foreligger nogen form for ”afsender” – populært kalder vi jo sligt for vrangforestillinger.
Idéerne er imidlertid kun populære som historier forudsat nogen fortæller dem som fx en slags kulturpatologi ved at betragte metafysiske idéer som en slags verdenserfaring (en ”kollektiv bevidsthed”), hvorefter de tolker disse ”erfaringer” som ressourcer for menneskehedens eget sind. På den måde bliver troen også en form for trøst i en verden der tydeligvis er ligeglad med os som biologiske individer. .

Når fx Arnes spørgsmål om verdens tilstand ses i lyset af hans idé om den ”intuitive kollektive bevidsthed” tilført et gran kærlige følelser, da må dette betragtes som rent sludder og vrøvl for andre end Arne selv, dette skyldes enkelt at der ikke foreligger andet at forklare end Arne selv – som biologisk fænomen betragtet.

Når Arne i den forbindelse taler så meget om noget i grunden guddommeligt hvorom ingen kan vide noget som helst, da må vi rettelig bare sige, at også dette er rent sludder og vrøvl, dersom der jo intet er at forklare – vi behøver slet ikke forklare fænomener der ikke eksisterer…;)

”Vi andre udenforstående lever så godt med at det hele er uden mening, andet end den stærkeste overlever, vi er selv istand til at skabe en mening med vort liv, uden at vi behøver hjælp fra nogle luftige individder som ingen har set, ikke fordi man ikke har forsøgt at overbevise verden om det modsatte uden at have et enkelt microbevis, men sådan er det at tro, det er rene gætterier, løgn og hjernespind”.

- Ja, alene i denne ende af evolutionen vil også idéer med størst forklaringskraft få de bedste forudsætninger for overlevelse.
Der er særdeles god grund til at skabe fornuftige forklaringer som fundament for meningers relevans, simpelthen fordi meninger også kan få betydning for andre end én selv. Fx er det ikke videre smart at tilskrive en mening betydning, alene fordi man kan tro. Det er ret og slet for sløset, og direkte usmart at bygge sit følelsesliv op omkring en tro på en ikke-eksisterende elsker(inde). Havde elsker(inden) haft evne til eksistens, da var der ingen grund til troen.

Ja det kan decideret være skæbnesvangert at tro noget, uden at der foreligger en god grund til at antagelse. Det er jo præcis hvad kritik af meninger handler om: at finde de gode forklaringer frem som grund for evt. synspunkter/konklusioner. Og her nytter det ikke meget at den troende udviser sans for også at føle sig smækfornærmet, blot fordi trosgrundlaget ramler sammen – er det for øvrigt ikke tit troende der taler så meget om det at være åben overfor (bedre) forklaringer? ;)

Der kan unægtelig ikke være megen mening i at tilfredsstille trosanskuelser med en kærlig beundring, hvis selve trosanskuelsen er lodret ubrugelig som forklaring. Og da troende jo efter egne udsagn ligefrem formoder at have fundet en mening med livet der også angår medmennesker, ja da må den troende selvsagt forventes at være i stand til også at kunne forklare meningens betydning. Den slags gør vi jo alle i det daglige, ved simpelthen at påvise et forhold mellem det vi oplever og det vi mener derom.

”De kæmper ihærdigt for deres hellige spøgelser, vi andre bare driller og griner af dem, måske ikke videre respektfuldt, men skal man virkelig have respekt for noget absolut nonsens, selvom det er "statsgaranteret/autoriseret" ?? et stort og rungende NEJ er mit svar”.

- Jeg synes bestemt også forventninger om respekt, afgørende må sættes i relation til selve meningsindholdet: man må være i stand til at argumentere for en menings relevans og betydning. Først da vil nogen kunne kvalificere og udvise et synspunkt en given respekt.
Der må ergo også her være en god grund til udvisning af respekt, som jo er en positiv anerkendelse af et forhold mellem to identiske konklusioner – hvorimod en respekt for alles ret til at frit at ytre sig offentligt er noget ganske andet, hvilket debattøren Arne har fået helt galt i halsen…

Selve årsagen til Arnes tidligere snak om respekt for hinanden var udelukkende den, at såfremt alle mennesker pålagdes at respektere hinandens meninger, da ville dermed også hans overtro vinde et vist gehør og således blive kælet lidt for i det omgivne.
Et sådant behov for anerkendelse af meninger udtrykker i grunden mere et behov for egentlig kæl. Et krav om respekt for alles meninger ville betyde at den troende aldrig ville møde forklaringskrav og kritik, hvorfor statiske livssynsbetragtninger ville accepteres. Den slags har troende ønsketænkt i generationer.

Der kan være rigtig god grund til at drille hinanden, og selvfølgelig må troende tåle drillerier såvel som afvisning af ubegrundede trosanskuelser. Det guddommelige som nutidens troende kaster deres kærlighed på er jo bare antikke tanker der også i antikken ble mødt med kritik og skepsis i det sociale. Her flere tusinde år efter disse idéer skabtes har de stadig ikke kvalificeret sig som sandsynlige iagttagelser og kan ikke bruges til noget fornuftigt. Dette bringer jo trosanskuelsen på fallittens rand, hvorfor kærligheden til troen kommer til udtryk for raseri.

Så alene spørgsmålet om troens anvendelighed kan give anledning til drilagtige spørgsmål. Og i forbindelse med dette at vi må tåle drillerier, da så vi jo akkurat hvor hysterisk troende kan opføre sig under den såkaldte ”muhammedkrise” – du store kineser, mage til hysteri.

Stadig ser vi jo denne rørende trang til påkrav om respekt for religiøs tro, du ved, en politisk konsensus blandt uens trosretninger m.m. Man søger m.a.o. at politisere troen. Troende kan endda finde på at slå kritikere ihjel. Alt i alt drejer det sig også dér om at betvinge mennesker en respekt af noget man tror. Men havde troen i realiteten kun været et forhold mellem den troende selv og objektet, altså guden, ja da havde det ingen rolle spillet hvad andre måtte mene om det man tror.

Vi ser i dag mange forfattere der må leve i eksil eller skjult p.a. troendes hysteri. Dette belyser hvorfor det i dag er mere vigtigt end nogensinde at påpege skellet mellem kritik af troen såvel som retten til også at latterliggøre og illustrere kritik af trosanskuelser der opløftes til noget af betydning i det omgivne samfund. Gør vi ikke det, da accepterer vi faktisk tilstande skabt af hysteriske troende og helt på deres præmisser. Dette ville end ikke de troende selv kunne leve med i længden. Det ville jo bare blive en gentagelse af religioners blodige historie og til ingen nytte.

”Og verden gik da ikke under i går som en tosset hellig profet i USA havde proklameret, vistnok for tredie eller fjerde gang, jo de er sku tovlige de troende”.

- Måske hans verdensbillede gik ned da han verden stadig stod og solen skinnede da han stod op – er det ikke typisk: krav om opmærksomhed, som den egentlige grund?…;)


mvh
Simon

Hej Arne.
Nu mener jeg, når man taler om der er en mening med livet, så er det en mening fremtryllet af en gud, idet det jo er de troende, der påstår der er en mening med vort liv på denne lille klode, jeg påstår det modsatte og min "historie" om de stakkels unge kvinder der dør i en ung alder af brystkræft, er forhåbentligt et bevis på dette, modsat ville det være en uhyrlig grusom gud der lader disse unge kvinder lide og tages fra deres børn i en altfor ung alder, dette gælder selvfølgelig ikke bare disse kvinder, men alle der må lide inden en for tidlig død.

Det samme gælder for naturkatastrofer, den almægtige magtsyge gud der kan styre alt, må derfor også være skyld i at naturkatastrofer opstår, vel og mærke hvis man er troende, vi andre ved det er naturens gang, ikke noget nogen er herre over, måske lige pånær vor skyld i at havene stiger, ved vort store forbrug af fossile brændstofer og anden CO udledning.

Vi er nok også selv efterkommere af Dinosaurerne, men selve Dinosaurerne uddøde efter en naturkatastrofe.

At nogle mennesker kommer ud for disse kedelige oplevelser er jo ganske tilfældigt, ingen ved med sikkerhed hvorfor kræft opstår, ihvertfald ikke alle typer kræft, megen kræft opstår opstår ved rygning, brug af farlige kemikalier, asbest, blyholdig benzin, af solens død farlige stråler og meget pudsigt fik jeg lige en sms besked fra min søn i Cape Town, han havde lige fået opereret et modermærke væk og der var kræft i det, men lægerne sagde de havde fået fjernet al dårligdom så han skulle ikke være bange.

Jeg spørger ikke om, hvorfor naturlovene ikke forkæler os mennesker, det er jo noget sludder, jeg påstår bare det hele er ganske tilfældigt, der ER ingen mening med vort liv, vi er opstået ganske tilfældigt, men det tog også nogle mia år.

Og tilsyneladende kan du heller ikke finde en mening med din egen tilværelse andet end at elske livet og det gør jeg skam også.

Hej Arne.
Jo jeg læste da det link du henviste til, men jeg har jo ikke sagt noget om hvordan sygdommen opstod, bare at hvis der havde været en mening med vort liv og vi havde været i en guds hænder som de troende påstår, så var denne gud en ondsindet idiot, der ikke ville kurere syge mennesker, som de troende jo påstår denne ånd kan.
Og desuden er man jo ikke helt klar over hvorfor brystkræften opstår når man læser det næstsidste afsnit.

" Så selvom vi ved meget om, hvad forårsager stigningen i antallet af brystkræft, ved vi desværre ikke hvorfor, hvordan og hvornår den enkelte patient får sygdommen."

Jeg havde bl.a. en søster der døde af brystkræft som 44 årig og hun fik et barn som 22 årig, så den statistik er ikke 100 % rigtig.

Mit oplæg går ud på at hvis der er en god gud som de troende
påstår der er og som hjælper syge mennesker, så er han et dumt svin da han så alligevel ikke hjælper.
Jeg mener ikke der findes en sådan "god " gud eller nogen guder overhovedet, vi er her bare rent tilfældigt, vi er ikke sat på kloden af en gud, vi er opstået langsomt igennem mia af år, der er slet intet formål med os, set fra universets side, men vi må og kan så selv fremtrylle en mening med vort liv-forhåbentlig.

Religionerne er så opstået langsomt udviklet fra menneskets bejlen til forskellige trofæer som så har udviklet sig, fordi nogle mennesker(bl.a. en Jesus som vi ved meget lidt om) mente de havde særlige evner og havde forbindelse til højere magter, løgn og latin, de led af storhedsvanvid eller syge hjerner og fik fordrejet deres medmennesker så de troede på dem, senere kom så præsterne til og slog folk i hovedet med biblen og slog dem ihjel med biblen, dersom de ikke faldt til patten.
En lang sørgelig historie med vold og undertrykkelse, som vi stadig ser udfolde sig, i en verden der påstår den er oplyst.