Nej, det tænkte nok, da jeg læste din diskussion med Simon.

For her skriver du:



Og du skriver også:



Derfor skulle jeg da også til at fortælle dig lidt om intuitionen. ...Som du nu selv har fundet lidt læsestof om.

Grunden til at jeg IKKE greb ind og besvarede dit indlæg og dine ord om intuition, var, at jeg tidligere har oplevet at have forsøgt en saglig dialog med dig - om tilfældigheder - hvor du pludselig valgte at trække dig uden et ord og vente med at skrive herinde igen, til indlægget var forsvundet under horisonten ude til højre.

Nu ser jeg så, at du igen skriver:



For også dengang skrev du:




Men der er ikke nødvendigvis tale om "de for os uoverskuelige årsagssammenhænge", hvilket du jo også mente dengang, og hvor jeg reagere med et linkt til en artikel, der viser, at videnskaben virkelig opererer med "tilfældighed" som "tilfældighed":

Angående 'tilfældighed' er her en interessant artikel:

http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/erkendelser-kvantemekanikken

Fra artiklen:
"Den klassiske fysik og vores hverdagserfaringer siger, at årsag og virkning altid følges ad. I kvantefysikken er det derimod aldrig muligt at finde årsagerne til en begivenhed – og det skyldes ikke manglende indsigt, men afspejler en dybtliggende tilfældighed i naturen"

”Derfor skulle jeg da også til at fortælle dig lidt om intuitionen. ...Som du nu selv har fundet lidt læsestof om.
Grunden til at jeg IKKE greb ind og besvarede dit indlæg og dine ord om intuition, var, at jeg tidligere har oplevet at have forsøgt en saglig dialog med dig - om tilfældigheder - hvor du pludselig valgte at trække dig uden et ord og vente med at skrive herinde igen, til indlægget var forsvundet under horisonten ude til højre”.

- Diskussionen med Arne handlede godt nok om noget lidt andet end hvad Arne førte den ud i, hvor det at bortforklare sig selv gennem afvisninger af fornuftige betragtninger for egne meninger på debatter, i sig selv ender i meningsløshed – herefter reduceres meninger jo til bare synsninger. Og det hjælper jo altså ikke sagen stort, at man derefter tror synsningerne kvalificerer sig til relevante iagttagelser for menneskene alene fordi man tolker sin intuition som var den et indlysende element fra en større universel mening udenfor menneskets egen hukommelse og bevidsthedsproces! For den slags kaster i lige så høj grad forklaringskrav af sig, hvor der også for disse meninger må redegøres med nøjagtig samme værktøjer og metode som de forrige - ellers tilfører man bare sig selv og andre mennesker endnu større forklaringsvanskeligheder. Så også idéer om intuitionen som et eksogent tankeelement, må forklares og med betragtninger der hænger logisk konsistent og rationelt sammen. Ellers viser man kun at mennesket er i stand til at tolke dets egen tankeverden ret ud i det sorte himmelrum, og det ved vi jo i forvejen lader sig gøre og savner altså ikke yderligere dokumentation.

Ej heller rækker det at vise at man er glad for sine meninger, eller at meninger man har, kan skabe glæde hos i forvejen enige troende. Så en intuitiv forståelse af trosanskuelser troende hinanden imellem, forklarer altså ikke i sig selv noget om intuitionen. Bergson har forøvrigt skrevet en del om disse ting, hvor flere af disse betragtninger samles - hvis Arne o.a. skulle være interesseret i ham.

mvh
Simon

Jeg er helt enig i dine betragtninger over fornuftens begrænsninger. De er faktisk åbenlyse. Du har selv så fint sat fokus på dem, og din tidligere med- og moddebattør fik da heller aldrig svaret på dine tydelige indvendinger mod hans efter min mening overfladiske (mis)brug af vigtige begreber.

Ateister og rationalister har ment det deres priviligerede ret at være "spørgeren" og udfordre de religiøse på deres verdensbillede og begreb om "Gud". Hvad de dog tydeligvis ikke selv formår (og nu tænker jeg på personer som f.eks. Simon og Ole, ikke på universitetsuddannede) er at problematisere deres egen begrebsverden, hvor "fornuft" øjensynligt er et nøglebegreb.

Denne diskussion og problematisering er dog et fortsat diskussionsfelt for de højere læreanstalter, hvor de to nævnte herrer aldrig har sat deres ben. Uden en kandidatgrad og en dertilhørende "skoling" reducerer de i virkeligheden deres begrebsbrug - som kunne have været seriøs - til en række hurraord, som de forsøger at trumfe deres meddebattører med, hvis nuancering af de gamle religiøse verdensbilleder de heller ikke formår at gå i dialog med.

Det kunne være interessant med en diskussion af fornuftens muligheder og begrænsninger, men det nytter ikke med en dialog med debattører, der ikke ønsker at forholde sig kritisk og selvkritisk til egen begrebsbrug - denne vilje og evne til at forholde sig kritisk er et kerneelement, når kvaliteten af den undersøgende proces skal højnes.