"Jeg går såmænd kun i dit fodspor!"

I så fald var du gået i Jesus' fodspor. Jeg peger udelukkende på ham. Min person - mit liv 'af denne verden' - er ikke interessant. Det er døende... ikke at du forstår, hvad jeg mener med det, sikkert, men lad de, der har ører, høre. Mit liv *i* denne verden er at pege på ham, Jesus.

"Jeg er ved at kvæles i dit nymfomanlignende kærlighedsævl."

Kærlighed. Uselviskhed. Barmhjertighed. Elsk dette. Dyrk dette. Så dyrker du Gud. Dyrk Gud i dig selv ved at elske.

"Hvornår mon du kan indse, at du har bragt dig i et slavelignende underdanighedsforhold pga. dit fabulante kærlighedsforhold til ord."

Ordene er ånd og liv. De er ikke bare 'informationer', eller hvad du måtte tro. De er føde og drikke for sjælen.

Når du indbyder til frokost, så indbyd dem, som INTET har at give dig igen. Og når du giver, så giv i det skjulte.

Og hvis du kan gå hele vejen... så forkynd Jesu budskab for verden. Lær andre, hvad han befaler. Også om det så koster dig din anseelse. Det skal belønnes dig ved de retfærdiges opstandelse.

Utroligt så meget had disse ord kan vække i folk! Det er fordi, at det taler lodret imod folks ego. Så får man at vide, at man er en FARISÆER, EN LILLE GRINAGTIG HYKLER, EN SATAN, AT MAN ER KLAM, AT MAN INFICERER DEBATTEN MED 'SIT ONDE LORT', AT MAN FORSØGER AT STJÆLE FOLKS TRO, AT MAN ER OND, AT MAN ER PSYKISK SYG.

Tro mig: Verdens had kender INGEN grænser!

Hold da kæft, bliver du ved.

Du er da en ren idiot.

Tro mig: Thomas TIVLERENs enfold kender INGEN grænser.

Jeg er nok bare i virkeligheden ked af situationen; ked af det på Thomas' vegne, frustreret over en situation jeg ikke har kunnet følge med i.

For jer mænd er det tilsyneladende langt væsentligere at gå i kamp og hele tiden forholde sig til Thomas som en stakkels, en hykler, en antikrist osv osv, og det er efterhånden til at brække sig over.

Jeg kan også være uenig med Thomas - og er det også nu på nogle områder - men jeg vil hele tiden også se ham som en person, jeg står i en relation til, hvorfor der også vil være følelser indblandet og et behov for at bryde igennem.

Jeg ved ikke om et trosforhold til Bibelen eller f.eks. Jesu ord kun handler om selvstændig tænken. Ved netop ikke at udlægge dem kan de jo i stedet få den virkning at arbejde i os - eller i dem, som gerne vil modtage dem. På min vandring oppe på Hammerknuden i sidste uge slog jeg lidt tilfældigt op på et Jesu ord, jeg satte mig ned og læste det to gange, hvorefter jeg gik videre imens jeg af og til sagde nogle af ordene højt, så jeg så at sige kroppede med dem (eller 'kroppede dem' som Hanskrist i sin tid skrev på religionsdebatten). Der er altså ikke kun tale om hovedet men også om kroppen.

Jeg har nogle gange tænkt, at det er lettere at forstå en troende, hvis denne af og til kan formå at sætte ord på sit trosforhold; at blive lidt personlig, idet troen altid vil forme sig af dem, vi nu er (vore erkendelser, vore visioner, vor person, vore følelser etc. - endnu et aspekt jeg forsøgte at belyse i mit tidligere og ubesvarede indlæg).

Mvh
Anne

P.S
Vender tilbage til dit indlæg andetsted en anden dag.

Gør nu, som jeg foreslog: Ellers får galskaben ingen ende!