Hej Treram.
Det er interessant det du skriver omkring hvordan du opfatter tingene udfra det du kalder dig selv - ateist.
Som jeg har forstået dig, så mener du at alt det der med det guddommelige er noget vrøvl, og at mennesker som tror på alt det vrøvl er dumme eller mindre begavede.
Spørgsmålet er jo så, at når Esther siger hun ser noget guddommeligt i alle mennesker og verden, og du så siger at du ser at der findes noget som er dumt eller mindre begavet i andre mennesker, hvad er så forskellen?
Du ser noget mindre begavet i mennesker som opfatter tingene anderledes end dig, og Esther ser noget guddommeligt i andre mennesker(og sig selv).
Du forbinder det guddommelige med noget som er anderledes end det som Esther forbinder det guddommelige med. Som jeg har forstået Esther, så forbinder hun det guddommelige med noget meget smukt og kærligt, og du forbinder det med noget grimt og ukærligt?
Jeg tror på at videnskaben er en disciplin som kan give mennesket indsigt i noget som kan hjælpe med at forstå os selv, verden og universet. Men uanset hvad videnskaben finder frem til, så er det jo op til det enkelte menneske at forstå, erkende og acceptere de ideer som videnskaben bringer på banen.
Hvis jeg nu fortæller dig, at der indenfor videnskaben er ret bred enighed omkring det, at mennesket egentligt ikke opfatter virkeligheden som den virkelig er, ville du kunne acceptere dette, eller ville du påstå at du ser virkeligheden som den virkelig er?
Her tænker jeg på, at alt hvad vi opfatter som den objektive verden, blot er et illusorisk bedrag af vores bevidsthed. Alt i universet er atomer, energi som bevæger sig i forskellig frekvens. Alt hvad du mener om et objekt, det fortæller ikke noget om objektet men kun noget om dig som subjekt.
Når du oplever noget smukt - f.eks en solnedgang - så fortæller det intet om objektet, men kun noget om din evne til at opleve noget smukt og projicere denne værdi, mening eller betydning ud på det du oplever som et objekt.
Når du oplever at et andet menneske er uvidende eller dum, så fortæller det intet om det andet menneske, men kun noget om din indre referenceramme af fremherskende ideer, ønsker og følelser.
Jeg sidder her og læser noget du har skrevet, og jeg mærker så en følelse af modstand imod det du har skrevet. Så kommer mit ego på banen og vil irettesætte dig og fortælle at du tager fejl og at jeg har ret. Mit ego vil meget gerne kalde dig for dum, naiv og uvidende, men det mit ego mener om dig, det er blot et skjul for at erkende hvad det i virkeligheden mener om sig selv.
Som jeg oplever det nogen ville kalde det guddommelige, ja, det er helt uden nogen form for interessere i konflikt. Det guddommelige er for mig en ikke-dualistisk tilstand hvor konflikt er fuldstændig meningsløs. Det er kun menneskets ego som oplever at konflikt giver mening, fordi uden konflikt ville det miste følelsen af en form for identitet eller eksistens.
Jeg tænker at der ikke er nogen forskel på religion og videnskab. De er begge et udtryk for menneskets søgen efter svar. Hvis begge udelukkende blev brugt af individet som et redskab til at finde svar og afklaring, så ville menneskehedens historie ikke have vidnet om så megen konflikt imellem mennesker. Men både "viden" og "tro" bliver brugt af os mennesker til at retfærdiggøre vores ego´s lyst til at angribe.
Vi kan have nok så mange præcise informationer i form af det videnskaben finder frem til, men så snart vi ikke er årvågne overfor hvad vi bruger det til, så er det at vi bekriger hinanden. Vi kalder hinanden grimme navne og ser ned på hinanden. Det samme sker indenfor religionerne.
Hvis argumentet for at videnskaben skulle være en mere korrekt måde at anskue verden udfra er, at videnskaben bygger på viden og ikke tro, så må spørgsmålet vel egentligt være: HVAD ER FORMÅLET?
Hvis vi alligevel behandler hinanden som om vi er fjender, hvad har videnskaben så at tilbyde mennesket?
Hvis man nu tager to mennesker hvor den ene kalder sig selv for ateist med et fornuftigt, rationelt og videnskabeligt sind, og den anden kalder sig for religiøs, og de så kom op og diskuterede om hvad der var sandt og hvad der var falsk. Ville du så lytte til den som du kunne mærke var venlig, afbalanceret, rolig og ikke lod sig friste til at se ned på nogen eller noget. Eller ville du lytte til den som var aggressiv og kaldte andre mennesker for dumme, naive og uvidende?
Jeg tror jeg ville føle mig meget tiltrukket af den som var rolig og venlig, og meget nysgerrig over at høre hvordan han/hun var fundet frem til et så kærligt og fredfyldt sind.
For mig at se, så har mennesket ikke ændret sig i form af den såkaldte viden vi har fået igennem videnskaben. Vi behandler stadig hinanden som om vi skal overbevise hinanden om noget for hver en pris. Nogen er villig til at gå i krig for at få ret. Andre nøjes med at komme op at slås og kalde hinanden for alt muligt.
Jeg tænker at det ikke er den intellektuelle "viden" som gør at mennesket begynder at blive mere forstående, kærlig, venlig og fredelig, men mere ønsket om at se på verden og medmennesker med et sind som ser at konflikt/angreb ikke gavner nogen eller noget.
Men som jeg forstår den visdom som jeg finder i de forskellige religioner, så handler det om at kigge indad og finde fred i ens sind, før man kan have fred med verden og andre mennesker.
Den fred jeg finder i mit sind, den vil være det største bidrag jeg på nogen måde kan give til verden. Om andre mennesker vil forene sig i den fred jeg finder, det er op til dem
Håber du har det smukt og godt, kære Treram.
Kærligst Jan.
Svar
Citer
