Kristen Videnskab er en religiøs bevægelse stiftet i 1879 af Mary Baker Eddy med "moderkirke" i Boston, USA (se de 5 billeder).


OGSÅ KENDT SOM Christian Science -- *Christian Science: udtales 'kristjen 'saiens.


Som erklæret mål står genindførelse af den oprindelige kristendom samt at docere en åndelig helbredelsesmetode som praktiseret af Jesus. Eddys bog Science and Health with Key to the Scriptures (1875, siden revideret; dansk Videnskab og Helse med Nøgle til Skriften, 1958 og senere) indeholder en åndelig fortolkning af Bibelen, der læses allegorisk.

Einstein besøgte ofte Kristen Videnskab's Læsesal i Boston i begyndelsen af 1950 -erne og Hans-Kristian Hindkjær besøgte ofte Kristen Videnskab's Læsesal i Hans Broges Gade i Århus 30 år senere, i begyndelsen af 1980 -erne. Meget sjovt at tænke på at jeg har været åndeligt set (i mine meditationer og refleksioner) nøjagtig samme sted som Einstein.

Iøvrigt har jeg oplevet en "mirakuløs" HELbredelse (som holder den dag i dag) ved at læse og studere tekster af Mary Baker Eddy om kristen videnskabelig HELbredelse. Denne min forbløffende HEL'bredelse er beskrevet detaljeret i min læge journal.




Mary Baker Eddy:

Hendes indflydelse på teologien

af Allison W. Phinney, Jr.



For mange år siden faldt en meteor ned i en skov i Sibirien, men det var først langt senere, da området var blevet helt udforsket, at man forstod med hvilken uhyre kraft, den havde ramt. På en måde har Kristen Videnskabs indvirkning på teologien allerede fundet sted, men denne indvirknings store betydning er endnu ikke blevet fuldtud udforsket og anerkendt.

I forordet til Videnskab og Helse med Nøgle til Skriftens skriver Mary Baker Eddy, Opdageren og Grundlæggeren af Kristen Videnskab: En bog introducerer nye tanker, men den kan ikke fremskynde forståelsen deraf. Og hun tilføjer: Kommende slægter skal forkynde, hvad pioneren har udrettet.

Det fremgår af Mrs. Eddys tankeudvekslinger med forskellige af datidens præster og af hendes hyppige omtale af teologien, at hun var klar over den kolossale udfordring, som Kristen Videnskab er for den tankeretning, hun somme tider kalder skolastikkens eller den spekulative teologi. Men hovedhjørnestenen i Kristendommens Videnskab fandt hun i den inspirerede teologi, de klare helbredende fornuftslutninger om Guds althed, der kommer naturligt til den, der har det samme sindelag... som var i Kristus Jesus,

Selve definitionen af ordet teologi angiver, at den handler om Gud. Men teologen har ikke nogen eneberettiget adgang til Gud. Kun ubetinget lydighed mod Gud kan bringe lys til tanken, udvirke det rette og bringe helbredelse til vort daglige liv. Dette gælder den professionelle teolog såvel som husmoderen, ingeniøren og forretningsmanden. De kristne teologier har i århundreder ræsonneret om Gud på en rent akademisk måde. De har faktisk behandlet Ham, som om Han var den ene part af et materielt univers, som i alle andre forhold virker på den måde, de materielle sanser foreskriver. Gud er blevet opfattet som et logisk udgangspunkt for skabelsen. Man har troet, at Hans indflydelse først og fremmest gjorde sig gældende på langt sigt. Man har forestillet sig Ham, som om Han gradvis er ved at rette på Sin skabelse, efter at mennesket havde valgt synden og var faldet fra sin paradisiske tilstand.

Gud er blevet betragtet som værende uden for det daglige livs erfaring, som noget man kun kan fornemme gennem sjældne, mystiske oplevelser. De fleste kristne kender Ham hovedsagelig fra en overnaturlig fortidig tildragelse, da Han menes at have iført sig en kødelig skikkelse som Kristus Jesus og ofrede Sønnen for at udslette syndens skyld og således genoprette muligheden for frelse for dem, der ville bekende, at de troede på denne begivenhed.

Det er tydeligt, at dette spinkle omrids er konstrueret af dem, der følte sig fremmed over for de uhyre store overbevisende sand- heder og helbredende oplevelser, der stammer fra Ordet, som blev kød. Dette fortsætter endnu den dag i dag i forskellige former, fordi de er resultatet af tænkning, der begynder med materien som det mest fundamentale udslag af virkeligheden og derfra ræsonnerer sig frem til Gud.

Mrs. Eddy forklarer, at illusionen om sikkerhed i materiel fødsel. liv og død var bristet allerede før hendes opdagelse af Kristen Videnskab. I den tildragelse, der direkte ledte hende til opdagelsen. vendte hun sig fuldt og helt til Gud. Hun skriver: »Denne korte tildragelse indebar et glimt af den store kendsgerning, som jeg siden da har prøvet at gøre indlysende for andre, nemlig: Liv i og af Ånd, og at dette Liv er tilværelsens eneste virkelighed. Det føltes ikke længere, som om Gud ventede deroppe ved afslutningen af den menneskelige eksistens. Det guddommelige blev set som Immanuel, eller Gud med oss, der uundgåeligt bryder frem i det menneskelige liv som omvendelse og helbredelse!

Store religiøse skikkelser havde i selvopofrende og frygtløse øjeblikke opfanget glimt af det Princip, eller Kærlighed, som tilværelsens inderste kerne. Men de var blevet overvældede af det ondes krav på umiddelbar overmagt, og opfattelsen af Guds nærvær syntes derfor at glide bort.

Gennem åbenbaring, fornuftslutning og demonstration lærte Mrs. Eddy, at det onde aldrig er virkeligt. Hun så (lige så objektivt som en naturvidenskabsmand studerer molekylernes opførsel), at det onde udelukkende eksisterer i den hypnotiserede, frygtsomme og uforstående tænkning, eller i det, som Paulus kaldte det kødelige sind, som er fjendskab imod Gud. Til spørgsmålet »Hvori består da den væsentlige forskel mellem mit metafysiske system og andre systemer?« svarede Mrs. Eddy: I følgende: at man, ved at erkende uvirkeligheden af sygdom, synd og død, demonstrerer Guds althed.

Kristen Videnskabs indflydelse føltes først af de rene af hjertet, som åbent tog imod Kristi ånd og for hvem dogmer og præstevælde ikke var nogen autoritet.

Når man i dag sidder ganske stille i den oprindelige Moderkirke og prøver på at se på murenes citater fra Bibelen og Mrs. Eddys værker med deres øjne, som først deltog i gudstjenesterne dér, kan man let forestille sig den virkning, som Kristen Videnskab dengang havde. Kristi helbredende berøring føltes som på Mesterens tid. Der var ikke tale om at veje teologiske hypoteser for og imod, men om en direkte oplevelse af en fuldstændig ny virkelighed; og når man først én gang havde set denne virkelighed, var det umuligt at se verden på samme måde som før. Dette var hverken noget mystisk, teoretisk eller følelsesmæssigt. Ligesom i dag var det frygt og begrænsning, der blev udryddet, åndelig indsigt blev vundet og bragt til andre, medens det materielle livs disharmoni og kaos svandt bort som noget unaturligt og uvirkeligt. Mrs. Eddy skriver: Jesus gav i den kristne æra rettesnoren for al Kristendom, teologi og helbreden. I Johannes-Evangeliet fortælles det, at disciplene engang mødte en mand, som var født blind. De begyndte at diskutere et teologisk spørgsmål, idet de antog, at mandens blindhed skyldtes synd. De bad så Mesteren sige, om det var denne mand eller hans forældre, der havde syndet. Men Jesus, som var så fyldt med den absolutte virkelighed i menneskets enhed med Faderen, gengav øjeblikkeligt manden hans syn. Den uimodståelige sandhed om Guds nærvær fjernede enhver formørket forestilling om Hans fravær. Det fejlagtige synspunkt, som havde fremkaldt disciplenes spørgsmål, var hørt op med at eksistere.

Kristen Videnskabs komme satte de gamle teologiske ræsonnementer skarpt i søgelyset. Gennem hele verdenshistorien havde både teologer og naturvidenskabsmænd taget materien som en selvindlysende virkelighed.

Men nu opstillede Mrs. Eddy dettespørgsmål i knivskarpt relief. Hun skriver således om det dilemma, som materien udgør: Vælger man det første alternativ i dette dilemma og betragter materien som en kraft i og af sig selv, holder man skaberen uden for Hans eget univers; vælger man derimod det andet alternativ af dilemmaet og betragter Gud som materiens skaber, er dette ikke alene at gøre Ham ansvarlig for alle ulykker, fysiske og moralske, men at angive Ham som deres kilde og derved beskylde Ham for at opretholde bestandig forvirring i form og under navn af naturlov.

Akademikere inden for teologien og filosofien havde tidligere behandlet spørgsmålet, men for det tyvende århundredes mennesker måtte det stilles knivskarpt op.
Lige fra renæssancens dage var den akademiske teologi skridt for skridt blevet tvunget til at opgive sin behagelige eneret til at gøre rede for en overnaturlig og i højeste grad imaginær skabelseshistorie. Så skete det midten af det nittende århundrede, at naturvidenskabens pres pludseligt forøgedes. De opnåede resultater i antropologi, psykologi, astronomi, fysik og arvelighedsforskning tvang stadig religionen til at opgive mere og mere af sin påstand om at kunne beskrive endog den synlige, materielle verden som styret af Gud.

I det tyvende århundrede fremkom der endvidere mere omfattende anskuelser vedrørende kærlighed og retfærdighed, og det uhyre udstrakte kendskab til menneskehedens store lidelser gjorde, at kun få fortsat kunne forbinde disse med en logisk guddommelig plan.

Religiøs tænkning var stærkt influeret af det tilsyneladende mørke i den menneskelige situation. Eksistentialismen trængte ned i det dødelige livs ængstelse og meningsløshed. Tidens fremherskende teologi, kaldet neo-ortodoksien eller krise-teologien lagde vægt på menneskets håbløse og syndefulde tilstand. Den lærte, at menneskets eneste mulighed for at finde nåde, lå i den fjerne historiske begivenhed, at Gud kom til jorden som Kristus Jesus.

Andre teologer lægger for tiden vægt på Jesu lidelse og hans kærlighed til andre og antyder, at det er Guds hensigt at få menne- sket til at leve et fuldstændig uselvisk liv her i verden uden noget håb om Guds indgriben. At Gud er fraværende, eller at Gud er død, for så vidt moderne mennesker angår, bliver vidt og bredt diskuteret. Den århundredgamle opfattelse af en overnaturlig Gud har mistet sin grundvold blandt mange religiøse tænkere. Mrs. Eddy skriver: Efter som det begrænsede begreb om Guddommen, baseret på materielle opfattelser af åndelig væren, opgiver sine grovere elementer, vil vi lære at forstå, hvad Gud er, og hvad Gud gør. Menneskeheden, som for tiden er ved at vågne op til åndelig tænkning, kæmper fortvivlet med en tro på et ufuldkomment, materielt univers, hvor der kun synes at være meget ringe tegn på en ubegrænset god og almægtig Gud. Men de store forandringer, der har fundet sted inden for teologien blot i de sidste hundrede år, varsler dog, hvad resultatet på denne langvarige konflikt vil blive. I dag er der et stigende antal religiøse mennesker, som har let ved at opfatte Gud som Kærlighed, og som er uvillige til at tillægge Gud menneskelige karaktertræk. Forsoningen betragtes ikke længere som en tilfredsstillelse af en vred Guds krav om retfærdighed, men som menneskenes forsoning med Gud, hvorved det sande forhold til Faderen bliver genoprettet. Himmel og helvede forstås nu af mange som tanketilstande i stedet for som fjerne steder hvor belønning eller straf bliver tildelt, Bøn, som tidligere blev opfattet som et middel til at ændre Guds hensigt vedrørende en menneskelig situation, bliver nu i stigende grad opfattet som menneskets opvågnen til Guds helbredende stedsenærvær.

Man er nu mere villig til at acceptere, at det er både muligt og nødvendigt at forstå betydningen af Jesu lære ved at lade ens eget liv blive oplyst af Kristus. At bekende sig til en tro betragtes nu mere og mere som utilstrækkelige udtryk for Kristendom. Bestandigt forlanges det, at Kristi ånd på en eller anden måde kommer til udtryk i det menneskelige liv.

Mest betydningsfuld er måske nedbrydningen af den gamle, kunstige skillelinie mellem de såkaldt hellige og de verdslige. To af de teologer, hvis skrifter i vor tid har vakt størst interesse - Paul Tillich og Martin Buber- har lagt vægt på det guddommelige som en virkelighedens dimension, der altid er til stede i enhver menneskelig aktivitet, og i hvilken noget nyt er blevet til! I et vist omfang har de vendt sig bort fra den ydre verden og en overnaturlig indgriben i den og er søgt ind til Kærlighedens og Åndens intuition i deres eget indre.

Således som Mrs. Eddy forudså, at det ville blive tilfældet i det tyvende århundrede, har Kristen Videnskab ført til en genoptagelse af helbreden ved åndelige midler i de kristne kirker. Calvinismen havde betragtet helbredelserne i Det ny Testamente som udslag af mirakuløs kræfter, der midlertidigt blev udøvet«. Præster, som på ny søger til evangeliets beretninger, er ved at blive overbevist om noget ganske andet.

I en nylig udgivet beretning fra et kirkesamfund siges det om "Forholdet mellem kristen tro og helse"; Han [Jesus] betragtede de helbredelser, der fandt sted, som et tegn på Guds magt til at bryde det ondes herrevælde.... Han [Jesus Kristus] betragtede sygdom som noget, der skulle overvindes. Han gav ikke efter for den. Han ignorerede den heller ikke.... Han bekæmpede sygdom og overvandt den. Han lærte, at Guds vilje er helbredelse, Lignende beretninger nævner specielt den rolle Kristen Videnskab har spillet i genopvækkelsen af »Det ny Testamentes lære om, at det er Guds vilje, at vi skal helbredes, og at vi skal være sunde.

Helbredende gudstjenester holdes regelmæssigt i hundredvis af episkopale kirker og metodistkirker i De forenede Stater.

Andre trosretninger har nedsat kommissioner, der skal undersøge muligheden for åndelig helbreden. Der er imidlertid stadig en umådelig stor forskel mellem Kristen Videnskabs teologi og praksis og andre trosretninger; men Kristen-Videnskabsmænd er dybt taknemmelige for ethvert tegn på forståelse af det helbredende nærvær af Gud med os.

Mrs. Eddy påpeger, at »Tilliden, som Videnskaben indgyder, ligger i den kendsgerning, at Sandhed er virkelig, og vildfarelse er uvirkelig. Den påvirkning, som Kristendommens Videnskab udøver, vil stadigt blive udforsket i vor tid såvel som i kommende århundreder. Man vil drage lære af dens utvetydige påstand om Guds, Åndens, althed, materiens intethed og det fuldkomne eller nye menneske som den nærværende videnskabelige kendsgerning.

Man vil ligeledes tilegne sig dens dybe Kristendom i dens forståelse af det ondes hypnotiske og illusoriske natur. Glæden og det gode, som mennesker har troet var skrøbelige og omskiftelige, vil atter og atter vise sig at være selve kernen og strukturen, ja hele substansen af den virkelige tilværelse.