|
1
registreret
(1 usynlig),
158
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: SORTSYN
|
Kære Protestanten.
Jo tak, det sætter da tingene lidt i perspektiv i forhold til det jeg tror på.
Jeg tænker, at dette udsagn:
"Vi er alle syndere"
Det virker som en meget stærk overbevisning, som egentligt ikke giver så meget mening for mig. Den virker lidt destruktiv og skyldbetonet set fra mit perspektiv.
Jeg ved godt at denne overbevisning også ligger i mit sind, men jeg synes ikke den giver særlig meget mening mere, og derfor er den vidst nok også ved at miste sin kraft. Sådan oplever jeg det ihvertfald.
Som jeg forstår det du citere, så virker det som en dømmende gud, som egentligt for mig ikke virker særlig kærlig og fredelig.
“Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.” 1. Joh 1:9
"Altså er syndsforladelse frit tilgængelig for alle som er villig til at:
1 Bekende (overfor Gud) 2 Angre (repent) og 3 lægge kursen om (be converted)
Med udgangspunkt i det forhold, Gud som skaber, og så hans Skabning/Skabninger, Fader og Barn/Børn, så må retfærdighed være, at alt er skabt Helligt, helt lige, ligeværdigt.
Jeg har selv børn, og tiltrods for at jeg ikke er Gud, så synes jeg at opleve jeg rummer mere kærlighed end den gud du beskriver.
Hvis mine børn begår en fejl, så ville jeg aldrig i Himlens navn kalder dem for syndere. Jeg ville aldrig forlange at de skulle bekende noget som helst for at få min kærlighed. Det var i kærlighed jeg satte dem i verden(forstås på det fysiske-plan), og hvis der er nogen retfærdighed, så ville det da kun være at jeg elskede dem ubetinget. Ellers ville det ikke være af kærlighed jeg satte dem i verden, men blot for at ha nogen jeg kunne føle mig bedre og større end, og ja, nedgøre eller dømme/fordømme hvis de begik fejl.
Hvis mine børn begår en fejl, så håber jeg blot på de vil tilgive og forstå de er elsket uanset hvad. De har ingen grund til at føle sig skyldige, for det vil blot nedbryde dem og gøre dem deprimeret og bange. Jeg ville aldrig forlange at de skulle angre, men blot erkende de er elsket og ikke har nogen grund til at føle mindreværd. Hvis de føler de er elsket uanset hvad, så har de et godt fundament til at føle kærlighed til sig selv og andre mennesker, og ikke mindst et udgangspunkt hvor de har fået en oplevelse af, at kærlighed er løsningen på alle problemer og ikke fordømmelse.
Jeg tænker også, at der først må være fordømmelse før tilgivelse er nødvendig. Så hvis det er Gud vi skal bede om tilgiver fra, så må Han også først have fordømt, og det ville for mig ikke vidne om kærlighed, og jeg ville nok heller ikke have tillid til en gud som dømmer/fordømmer.
Jeg tænker også da vi selv var børn i denne verden, havde vi så tillid til dem som dømte os? Eller havde vi tillid til dem som så kærligt og venligt på os?
Hvad nu hvis jeg praktiserede dette med at forlange mine børn skulle angre og bede om tilgivelse, og de så ikke lystrede? Skulle jeg så straffe dem? Skulle jeg så ikke elske dem, men sige at jeg først elskede dem igen når de havde opfyldt de krav jeg havde sat? For mine børn tror jeg det ville være det samme som at være i helvede. De ville sikkert føle sig enormt utrygge ved mig, og det ville sikkert føre til en masse konflikt og kaos. De ville ikke vide hvor de havde mig hvis jeg begyndte at sætte betingelser op i forhold til min kærlighed til dem.
Men nu er jeg ikke helt oplyst endnu, så derfor har jeg også stadig følelser og tanker i mit sind som ikke er fredelige og kærlige. Men jeg er da kommet så langt, at det ikke går udover mine børn. Kommer der noget vrede frem, så er jeg oftes hurtig til at gi slip, eller også lige tage fem minutter alene, sådan det ikke går udover mine børn. Og det har de stor forståelse for, og ved godt det ikke har noget med dem at gøre. 
Sorry, men alt det der med synd, skyld, frygt og anger, det giver ikke så meget mening for mig, kære Protestanten.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
