|
1
registreret
(1 usynlig),
158
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Fællesbøn i folkeskolen.
|
Hej Michael!
Selvfølgelig findes der mere til menneskelivet end tanken – der findes også subjektive følelser, som det kan være vanskeligt for tanken at få styr på og udtrykke konsistent i sproget. Det er ikke tanken, der rider menneskeheden (som en mare :D), men mangelen på omtanke, fraværet af rationalitet, der fører menneskene i ulykke.
Der er ikke én måde at føle på, og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile. Dette er resultatet af dybdepsykologiens forskning. Link:
http://www.jernesalt.dk/grundprocff.asp
Du fremsætter følgende påstand:
”Tanken er erindringens reaktion. Vi kan ikke tænke på noget vi ikke ved i forvejen. Når vi lærer noget nyt inkorporerer vi det i vores viden, det bliver til erindring og dermed til viden.”
Selvfølgelig kan vi tænke på noget vi ikke ved i forvejen. Hvis vi ikke kunne ville al videnskabelig og filosofisk teoridannelse være udelukket på forhånd. Erindring er ikke det samme som viden. Man ved noget, når man har tilstrækkelig begrundelse for, at det man hævder er sandt. Har man ikke det, så er der tale om at man tror noget, uanset om denne tro er baseret på erindringer eller på irrationelle fantasier eller åbenbaringer.
Man kan udtrykke det på den måde, at vor viden vokser i sproget, mens det som ikke er viden ofte vil kunne afsløres som falsk erkendelse ved at påpege inkonsistenser i sproget. Det vil jeg vende tilbage til sidst i indlægget.
Michael gør sig følgende overvejelser:
”Men selve denne nysgerrighed, denne opmærksomhed og ønsket om at lære noget nyt, at forstå er ikke tankevirksomhed. Den er som sagt lytten, nysgerrighed og opmærksomhed.
Verden eksisterer kun for os i kraft af vore fem sanser og man kunne kalde tanken sansernes samlede sum alt hvad vi har oplevet og erfaret.
Tanken fødes på dette grundlag, som sagt kan man ikke tænke på noget man ikke ved i forvejen.
Når du nu dyrker fornuften, hvad er det så set i modsætning til?”
Her taler du om nysgerrigheden og intentionen som når den bliver bevidst må rette sig mod et objekt og finde udtryk i sprog. Videnskab og filosofi er intet andet end end systematisk og rationel tænkning (sekundærprocess-tænkning) om de objekter og forhold vor nysgerrighed og intention driver os til at undersøge nærmere, for at kunne forstå verden og vor situation i verden bedre.
Jeg er ikke enig i, at verden alene eksisterer i kraft af vor sansning af den. Den begrebsfilosofiske konklusion er (i kort form) følgende:
”... Når sproget bringes i centrum for den filosofiske spekulation, så kan man omforme (eller præcisere) bevidsthedsproblemet, så det kommer til at dreje sig om, hvorldes man meningsfuldt kan tale om bevidsthedsfænomener, og hvorldes en sådan tale forholder sig til tale om fysiske ting. I stedet for det gamle spørgsmål om, hvorldes vore oplevelser af af vor omverden forholder sig til denne omverden i sig selv, har vi da et nyt spørgsmål om, hvorldes betegnelser for bevidsthedsfænomener og betegnelser for objektive ting må anvendes i forhold til hinanden.
Med denne sproganalytiske tilgang til bevidsthedsproblemet aftegner der sig udefra set tre mulige positioner: tre muligheder for, hvorldes tale om (perceptuelle) oplevelser og tale om materielle ting kan forholde sig til hinanden.
Den første mulighed er, at oplevelsesbegrebet betragtes som værende fundamentalt. Den bygger på forestillingen om, at en analyse af begrebernes brug i sproget vil afsløre, at tale om materielle ting i sidste instans må forstås som en tale om prceptuelle oplevelser (eller sanse-data). Denne position kaldes fænomenalisme, og den er bl.a. blevet forfægtet af den engelske positivist Alfred Ayer. (note (6).
Den anden mulighed er at hævde, at der dybest se er ækvivalens mellem at tale om perceptuelle oplevelser og at tale om fysiske ting, således at vi reelt har valgfrihed mellem, om vi vil bruge et fænomenalistisk sprog, eller om vi vil bruge et tings-sprog. Det er en position som bl.a. den logiske positivist Rudolf Carnap har indtaget. (Note (7).
Endelig er den tredje mulighed at blive stående ved, at der er tale om en nødvendig relation mellem forskellige begreber. I denne position benægtes, at tingsbegrebet kan reducceres til oplevelsesbegrebet; og i stedet hævdes, at begge begreber hører til blandt de grundbegreber, som er forudsat slve muligheden for virkelighedsbskrivelse.
Da det ikke er bevidsthedsproblemet, der står i centrum, så er dette ikke stedet at gå ind i en egentlig analyse af disse forskellige muligheder og deres respektive gyldighed. Jeg vil blot anføre, at det er en begrebslogisk sandhed, at vi ikke ser vore synsindtryk, men at vi ser konkrete ting i den vrden, hvori vi lever. Når det kommer til stykket, så er det altså den tredje af de tre nævnte der er den gyldige. Vi kan ikke anvende betegnelser for bevidsthedsfænomener, uden at vi også kan anvende betegnelser for ting, der eksisterer uafhængigt af vor opfattelse af dem. ...”
(Note (6) - Jf. A. J. Ayer, ”The Foundation of Empicical Knowledge”, London 1940).
(Note (7) - Jf. R. Carnap, ”Empericism, Semantics, and Ontology”, Chicago 1956).
I øvrigt skal jeg henvise til mit indlæg i filosofitråden her på debatten om sprog og erkendelse:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/ubb/printthread/Board/22/main/498/type/thread.html
Og igen. At sanse er ikke at vide. Det at erkende, at noget er tilfældet, er ikke blot at sanse, at det er tilfældet, men det er at vide, at påstanden om, at det er tilfældet er sand. Så den erkendelsesteoretiske opgave er først og fremmest at finde ud af, om – og i givet fald hvorledes – vi overhovedet kan vide, at påstande er sande. Og eftersom påstande er sproglige, så er konsekvensen, at sproget rykker i centrum for erkendelsesteorien.
Hvordan man afgør påstandes sandhedsværdi har jeg ganske kort redegjort for i et indlæg i filosofiafsnittet under overskriften ”Logiske deduktioner”:
http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/ubb/printthread/Board/22/main/495/type/thread.html
Spørgsmålet om ”hvad fornuften står i modsætning til” giver sådan set sig selv, jfr. det kontradiktoriske begreb ”ufornuft”, der betyder fravær af fornuft. Det betyder noget vi tror, mener, føler eller ønsker er sandt, uden at have tilstrækkelig begrundelse for, at det rent faktisk er sandt.
Michael giver følgende fremstilling af hvordan religionen kom ind i verden:
”Fortidens mennesker befandt sig selv i en verden som de ikke forstod. Derfor opfandt de allehånde forklaringer lige fra forfædrenes ånder, ånder i naturen til mere sofistikerede forklaringer om en transcendent Gud, men stadig indenfor tankens og deres egen forståelses område.”
Jeg vil ikke bestride, at urtids-mennesket så sig stillet over for verdenen i stedet for som dybere at være en del af den. En verden de ikke forstod og for at få mening og sammenhæng i den konstyruerede de, ved hjælp af fantasien en magisk, mytisk, usynlig, transcendent verden befolket af ånder og guder, for til sidst at ende med den ene almægtige skabergud i monoteismen.
Min uenighed ligger i den afsluttende påstand om, at disse abstrakte forestillinger fandt sted ”indenfor tankens og deres egen forståelses område.” At vi evner at tænke abstrakte tanker er ikke det samme som, at disse forestillinger også befinder sig inden for vor egen forståelses område. Hvis disse tanker indeholder inkonsistenser eller paradokser, hvilket de gør på dette felt, kan de umuligt være sande, og så befinder de sig rent faktisk uden for enhver mulig forståelse. Faktisk uden for en mulig verden, idet verden kan defineres som alt hvad der er tilfældet, alt hvad der kan beskrives konsistent i sande påstande.
Det, at vi kan gøre os begrebet om Gud, er ikke det samme som, at Gud eksisterer.
Her kan det være instruktivt at tage fat i de tre versioner af det ontologiske gudsbevis og påvise fejlene (inkonsistenserne).
Den første version af beviset bygger på, at når vi tænker os et væsen, højere end hvilket intet andet kan tænkes, så er der et sådant væsen i vor forståelse. Men denne præmis er misvisende. Det er ikke et sådant væsen, der er i vor forståelse; det er kun begrebet om et sådant væsen. Og så er der ikke grundlag for at slutte, at et sådant væsen må være i virkeligheden; men kun for at slutte, at begrebet om et sådant væsen eksisterer.
Den anden version af beviset går ud fra, at der kan tænkes et væsen, som ikke kan tænkes at eksistere, og som altså nødvendigt må eksistere. Men som følge af definitionen af begreberne ”nødvendighed” og ”eksistens” (som logisk følger af det, at implikationsforhold afhænger af betydningen af betegnelser), så holder forudsætningen ikke.
Tværtimod så indeholder begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen en modsigelse; og det kan vi forstå på to måder. Enten kan vi sige, at vi ikke kan tænke os et sådant væsen, men at vi kun kan tro, at vi kan tænke det. Eller også kan vi sige, at når vi tænker et sådant væsen, så må vi erkende, at vor tanke er modsigelsesfuld og ikke kan referere til et uafhængigt eksisterende væsen.
Den foregående kritik rammer også Descartes version af beviset; men eftersom det særlige ved Descartes version af det ontologiske gudsbevis er, at Gud bruges i forklaringen på, hvorfor vi har gudsbegrebet, hører med til kritikken af Descartes, at vi kan give en alternativ forklaring på gudsbegrebets opståen. Det er da heller ikke nogen uløselig opgave.
Menneskene er ikke begyndt med begrebet om en nødvendigt eksisterende almægtig gud. I stedet er de begyndt med mytologiske fortællinger om guder og helte. Disse har så udviklet sig til mere eller mindre komplekse forklaringer på, hvorfor verden er som den er, og hvorfor det er nødvendigt at overholde de elementære sociale normer. Og sådanne forklaringer har en indre logik, som fører mod den almægtige gud og den monoteistiske religion. Bag den mytologiske gudevrimmel må der være en dybere enhed, ellers kan den ikke opfylde sin kosmologiske funktion. Det er et sådant krav om enhed, der forklarer det monoteistiske gudsbegrebs opståen – og ikke Guds egen indbriben.
Såfremt gudsbegrebet indeholder en indre modsigelse, så er det ikke kun de ontologiske gudsbeviser, der er ugyldige. Det er ethvert forsøg på at bevise Guds eksistens. Altså også de forsøg, der slutter sig til Guds nødvendighed på grundlag af verdens eksistens og kausalprincippets gyldighed.
Så med begrebet om en almægtig skabergud som har nødvendig eksistens befinder vi os helt klart uden for den rationelle tanke og uden for, hvad vi kan forstå. Vi kan umuligt forstå eller begribe noget som er selvmodsigende. Vi kan tro på det – men det ophæver ikke selvmodsigelserne eller bibringer os større eller dybere forståelse.
Til afslutning gør Michael sig følgende overvejelser:
"Religion er opium for folket", sagde Karl Marx og det havde han ret i. Men når dette er forstået hvorfor så havne i den anden grøft og sige at der ikke er nogen Gud. Hvorfor ikke spørge: "alt hvad vi troede var forkert. Er der en Gud og i så fald er Han så noget helt andet end vi forestiller os?"
At stille dette spørgsmål er sand agnosticisme. Og som en der har betrådt denne vej vil jeg vælge at spørge:
Er Gud noget andet end fornuften?"
Det havde Marx sikkert ret i, idet han også anså religion for falsk bevidsthed. Religion er derfor et fantaseret erstatningsprodukt (opium) der træder i stedet for viden. Om der er (eksisterer) en Gud, afhænger af hvordan du definerer dette begreb. Gud kan ikke betyde hvad som helst, for så er ”han” end ikke et begreb, men noget komplet meningsløst, som ikke giver mening i noget muligt sprog.
Gud er en mulighed og dette kan forstås på to forskellige måder.
For så vidt angår denne verden (hvor rationaliteten råder) betyder rationalitetens fastholdelse en reduktion af Gud. Skal Gud eksistere nødvendigt så er det imidlertid allerede givet – jfr. kritikken af de ontologiske gudsbeviser – at begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen er modsigelsesfuldt. Det vil sige, at enten så er Gud et empirisk væsen, og så kan han ikke være den ultimative forklaring på verdens eksistens, for så kan man spørge, hvorfor han eksisterer; eller også er Gud en begrebsmæssig sammenhæng, som nok er nødvendig, men som ikke kan gribe direkte ind i verden, og som altså heller ikke kan være årsag til, at noget eksisterer. Hvad vi end siger, så går vi fejl, hvis vi lader vor undren over ”det værendes væren” standse af en henvisning til Gud.
Den konsistente gennemførelse af de filosofiske deduktioner sætter Gud uden for verdens logiske grænser. Den tager grunden bort under begrebet om et nødvendigt eksisterende væsen. I stedet sætter den et begrebssystem, som fastlægger de nødvendige træk ved verden og ved vor situation som personer. I stedet for Guds nødvendighed får vi begrebssystemets nødvendighed. Men det er ikke uden videre entydigt rigtigt her blot at se en udskiftning. Der er også tale om en præcisering – en fordybelse. Det kunne man udtrykke ved at sige, at Guds nødvendighed bliver til begrebssystemets nødvendighed, for dermed at tilkendegive, at ærefrygten ikke er mindre.
Når filosofien har ført sine deduktioner igennem, så står der en begrebsstruktur der, hvor før Gud stod; og hvor vi før skulle forholde os til Gud, skal vi nu forholde os til rationaliteten og dens fordring. Kan vi leve med det bytte? En ting er, hvad det betyder for vor lykke. Det er ikke givet, at det gør os lykkeligere. Det er ikke givet, at sandheden gør os lykkeligere end illustionen.
Hvis du definerer begrebet Gud som den nødvendige fornuft, så anvender du blot ordet ”Gud” som synonym for den nødvendige begrebsstruktur der har taget Guds plads.
Jeg foretrækker at forbeholde begrebet ”Gud” til det som ligger uden for denne verden og enhver mulig erfaring og forestilling som væsener som os kan gøre sig. Derved bliver Gud absolut transcendent og vi kan ikke slutte fra noget som helst i denne verden til hvordan Guds væsen er. Vi kan umuligt tænke eller forestille os hvad Gud er – det er principielt umuligt.
En sådan Gud er en mulighed som rationaliteten, sproget og den logiske tanke ikke kan udelukke, men den kan udelukke, at vi kan knytte nogen som helst begreber til en sådan absolut transcendent Gud – hverken begreber som eksistens eller nødvendighed eller nogen som helst andre begreber.
Det er her min agnosticisme kommer ind i billedet. Efter logikken, således som den nu engang nødvendigt må være, så omfatter de begrebslogiske konklusioner hvad der er tilfældet i en hvilken som helst mulig verden. Her mener jeg, at man tager et for stort spring, idet man umuligt kan vide hvad der nødvendigt gælder for alle mulige verdener. Desværre kan jeg ikke bevise, at denne agnosticistiske position er sand, da et sådant forsøg vil havne i inkonsistenser.
Den strengt rationelle gennemtænkning vil uvægerligt føre til en absolut ateistisk position. Men her ligger jeg erkendelsesteoretisk mere på linie med amatørfilosoffen Albert Einstein end min filsofiske læremester Kai Sørlander, hvis position er absolut ateistisk.
Så lad mig slutte med et nogle relevante citater af agnostikeren Einstein, der meget godt illustrerer, hvor også skoen trykker hos mig:
"The eternal mystery of the world is its comprehensibility."
"The whole of science is nothing more than a refinement of everyday thinking."
"The important thing is not to stop questioning. Curiosity has its own reason for existing."
"My religion consists of a humble admiration of the illimitable superior spirit who reveals himself in the slight details we are able to perceive with our frail and feeble mind."
"The most beautiful thing we can experience is the mysterious. It is the source of all true art and all science. He to whom this emotion is a stranger, who can no longer pause to wonder and stand rapt in awe, is as good as dead: his eyes are closed."
"The further the spiritual evolution of mankind advances, the more certain it seems to me that the path to genuine religiosity does not lie through the fear of life, and the fear of death, and blind faith, but through striving after rational knowledge."
"A human being is a part of a whole, called by us _universe_, a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the rest... a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty."
"Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts." (Sign hanging in Einstein's office at Princeton).
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
