|
0
registrerede
760
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universets kærlighed
|
Egentlig var jeg lidt i tvivl om at starte denne tråd, for det, jeg har skrevet, forekom mig at være alt for selvfølgeligt.
Men der er kommet reaktioner, og det glæder jeg mig over.
Treram, du skriver:Ja universets kärlighed det er noget skräkkeligt vrövl, universet er totalt ligeglad med at der eksisterer noget småpus på en ultralille klode der farer rundt om solen -
Universet er vel hverken glad, ked af det, eller ligeglad 
Og du skriver:
Du vil gerne have kärligheden ind i billedet, universet er ikke baseret på kärlighed,universet er et farligt sted at opholde sig, vi bliver bestrål et med dödsens farlige stråler fra solen og havde vi ikke div. beskyttelseslag i atmosfären ville vi ikke leve ret länge og nok aldrig have udviklet os til vort nuvärende stade.
Jeg har ikke noget ønske om at "bringe kærlighed ind i billedet", jeg oplever den bare - det at "være til" - på de vilkår, der er - men dog at "få lov" at eksistere i noget eksisterende.
Ka' du ikke li' ordet kærlighed i den sammenhæng, så kan vi for min skyld godt erstatte med ordene "glæde" og "taknemmelighed"
Og hvad "universet er baseret på", som du skriver om, det kan jeg ikke gøre mig klog på
Simon, du skriver:
Men du vil måske bare vise evnen til at forholde sig Irrationelt til rationelle spørgsmål om fænomeners evne til eksistens? ;)
Evnen til at være irrationel har vi vel alle, og liv - det at være til - som digterne skriver om - det tror jeg ikke på kan forenkles eller indskrænkes til alene "rationelle spørgsmål om fænomeners evne til eksistens"
Ole, du skriver:
I stedet for at stille et spørgsmål om universets "væren", Arne, som ingen kan besvare, og som måske aldrig kan besvares, skulle du måske stille et spørgsmål, vi som mennesker en dag kan besvare.
Jeg glæder mig over, at vi er enige om den fælles uvidenhed om: universets "væren".
Jeg ser imidlertid ikke grund til at ignorere denne uvidenhed - tværtimod!
Det er jo netop verdens og egen væren, der begejstrer - i hvert fald mig - og det uanset dine værdi-domme (også om mig personligt), som du jo er din gode ret til at have, men som jeg ikke deler - snarere opfatter som for-domme
Her ikke mindst:
Universet eksisterer, og vi kan ikke påvise nogen grund til dets eksistens. Det er der bare, og det har milliarder af nulevende og afdøde mennesker konstateret. Hvorfor er irrelevant for den velfungerende hjerne.
Zenia, du skriver:
Hvordan kan noget være ligegyldigt og samtidig irritere ens tankevirksomhed? ???
Måske det irriterende er udsigten til, at rationalisme alene kan opleves som et utilstrækkeligt livsgrundlag
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
