|
1
registreret Arne Thomsen
84
gæster og
1064
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Tilføjelse:
Djævelens advokat er jo et almindeligt udtryk om ”Satans sagfører”, der har en hel del at drille bl.a. de kristent troende med:
Hvis Gud er almægtig, god og kærlig samt skaberen af al, hvordan kan det så gå til, at Satan eksisterer – allerede i Paradisets Have?
Hvis Gud har skabt Satan, ”den faldne engel”, ”den onde”, ”det onde”, hvordan kan den almægtige Gud så være god og kærlig – eller er Satan Guds fejltagelse?
Og hvis Gud ikke har skabt Satan, hvor kommer Satan så fra? Så er Gud jo ikke almægtig.
Det er da ikke en almægtig, god og kærlig Gud. der lader Satan bringe os mennesker i fare og lidelse.
Jeg har aldrig set noget – for mig – troværdigt svar på dette problem Som teologerne kalder Teodicé-problemet:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-tillader-gud-ondskab-og-ulykker.
Set med mine øjne har vi dels givet, hvad vi kalder Gud, nogle egenskaber, som vi ikke har belæg for at påstå, og som ligner en trøstende og betryggende ønskedrøm for os mennesker, og dels har vi opfattelser af det gode og det onde, som pga. vores jeg-bevidsthed er snæversynet egoistisk.
Buddhisterne siger, så vidt jeg ved:
Der er lidelse,
Lidelsen har en årsag,
Der er en vej ud af lidelsen: Slip selvet!
Hvis dét er sandt, så fordamper jo lige pludselig både Satan, det onde og ondskab.
Men hvordan slipper man selvet? Det er vistnok en meget lang og slidsom vej at gå – at blive ét med universet – i stedet for altid at medtænke sit ”selv”.
At verden ER, det er jo dagligdag, men ikke en selvfølge – tværtimod – det er uforklarligt – fantastisk – et ufatteligt mirakel – og vi mennesker er en lillebitte del af dette mirakel – boende på en næsten forsvindende lille del af dette univers: denne klode – det hele skabt – eller evigt (hvad vi menneskers naturvidenskab jo ikke kan finde ud af).
Det får mig til – andægtigt og ydmygt, men også taknemmeligt - at frydes over, at jeg eksisterer – indtil jeg dør.
En fryd, der føder kærlighed til alt værende.
Men jeg kan ikke undgå at tænke på mig ”selv” – min angst for døden – og min tristhed over min alderdom. Jeg kan ikke slippe mit ”mig” – og glide ind i altet.
Nogle meget kristne – også andre – mener at have forbindelse til noget guddommeligt – og mulighed for evigt liv.
”Satans sagfører” hvisker mig i øret, at det er en ønskedrøm.
Men eksisterer Satan? Det tvivler jeg på.
Og eksisterer kristendommens Gud. Det tvivler jeg også på.
Alligevel er det svært at tro, at miraklet – Verdens Væren – er en tilfældighed.
Og når jeg piller alle længsler og håb væk, kan jeg ikke komme udenom en vag fornemmelse af noget ufatteligt stort i alt værende – også selvom jeg er klar over, at jeg kun kan se det værende med menneskeøjne, der fordrejes af det egoistiske ”selvet”.
Men hvorfor skulle vi, der kalder os mennesker, også kunne fatte Verdens Væren – er det ikke en overmodig og egoistisk urimelighed at forvente? Jo, det tror jeg – i hvert fald så længe vi holder fast i ”selvet”.
At så nogle har store åndelige oplevelser, som motiverer dem på forskellig vis, det er jo deres særlige situation – som kan gøre godt, men som desværre ofte er blevet misbrugt.
At deltage i etablerede religioners ritualer gør jeg gerne – hvis jeg kan få lov – for dér fornemmer jeg længslen bag de faste ritualer og dogmer – længslen efter det sande guddommelige.
Det er så som jeg lever nu - og jeg har ikke missionske hensigter 
M.v.h. Arne  Harmoni og kærlighed til alt værende 
|
|
|
|
