Det er egentlig også rigeligt for mig – for jeg kan ikke lade være at elske miraklet – og det giver mig rigelig mening med mit liv:
Jeg opfatter verdens og min eksistens som ”en anonym kærlighedsgerning” – også selv om den ikke beskytter mig mod skæbnen.
Den gør mig taknemmelig – og føder kærlighed i mig – også til dem for hvem skæbnen er uudholdelig: Lad os dog yde dem dødshjælp – hvis det er det, de seriøst ønsker! Alt andet er da barbarisk.
Men ellers er det aktiv kærlighed til alt og alle, miraklet føder i mig – og det er vel ikke så ringe endda