|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Hej Arne, du skriver:
Det giver mig den opfattelse, at Gud for dig (og - hævder du - for de fleste mennesker) er en realitet.
Ja som jeg så ofte har sagt, findes ikke en Guds menneskeløshed, hvorfor talen om hvad Gud er (hermed er et af dine spørgsmål besvaret) eller talen om Guds eksistens er nonsense i en objektiv menneskeuafhængig eller subjektuafhængig kontekst. Men derfor kan Gud jo godt være en realitet for mennesket (både det fortidige og det moderne nutidige meget naturvidenskabelige skolede) såvidt det forsøger at forstå sig selv og sig selv i verden og da isærdeleshed dets eksistens, liv som livstid med disse og disse vilkår og muligheder for forandring (forvandling og udvikling/vækst) og forløsning (ændring af vilkår og skæbne).
Hvad Gud (menneskets virkelighed med størrelsen Gud) dækker over fra menneske til menneske vil være meget forskelligt. Mange stærkt troende har slet ikke nogen virkelighed med Gud, fordi Gud er lig med noget de tror på (bibel eller koran oa tekster konkordantiske forestillinger de går og besværer sig med at holde i hævd og oppe for sig selv i hovedet/bevidstheden) og slet ikke noget de har direkte konkrete erfaringer med. Hos Paulus er tro ikke hvad vi i dag forbinder tro med, nemlig noget vi går og tror på og forestiller os i hovedet ud fra en os given overlevering hvor fx trosbekendelserne fylder som bogstavelige tolkninger af såkaldte hellige tekster (det være bibelen eller koranen).
Jeg finder det lidt uinteressant hvad troende tror på ud fra en eller anden overlevering, men hvis de qua deres egne spirituelle eller religiøse erfaringer nyfortolker frit, og dog på samme tid kritisk og forstandigt (og gerne videnskabeligt), en overlevering så begynder jeg at blive interesseret, men der skal som Paulus siger, lovsynges med forstanden om disse forhold, det må ikke være på en sådan måde at om der står en og lytter med ved indgangen/hoveddøren, på vore Gudstjenester eller samlinger, så får han den opfattelse at vi er tossehoveder, som Paulus siger. Altså ikke blind tro eller “blind-troenhed” men med Paulus må vi forlange en seende og tænkende og en fri debatterende forstandig tro med hinanden.
Kun hvis mennesket har religiøse, spirituelle og eventuelt mystiske erfaringer, mener jeg det bliver interessant at tale om Gud og det guddommelige, eller indbrud fra en anden “verden”/virkelighed, eller kommunikation med en anden “verden”/virkelighed end lige den fornuften og vores hverdagsbevidsthed almindeligvis vader rundt i og overbeviser os om. Nemlig er menneskets bevidsthed og virkelighedsopfattelse begrænset. Naturvidenskab kan udvide vores virkelighedsopfattelse betragteligt og psykoanalysen (komme i proces med det ubevidste om dette er fortrængt materiale eller det er noget fra det kollektive ubevidste) kan udvide vores bevidsthed, vores forståelse os selv.
Det jeg prøver på her er at spore jer ind på hvor jeg mener det giver god eller nogen mening at tale om Gud. Hvor er det at størrelsen Gud giver mening og har relevans for nogle mennesker (ikke nødvendigvis for alle). Ateister der ikke har valgt at tage størrelsen Gud med ind over deres liv eller som ikke har nogle erfaringer de føler bedst forstås ud fra de utallige religiøse og teologiske diskurser der findes, kan vi jo ikke forvente skal kunne forbinde noget rimeligt fornuftigt med det vi andre taler om, os der har fundet at begrebet og størrelsen Gud er noget/nogen, et forhold en relation, vi ønsker at leve med, tage med ind over vores liv. Ikke som en sandhed engang for alle givet men som et mysterium nok mere, der udvikler sig over årene. Det er jo ikke filosoffernes Gud jeg taler om, men den levende personlige Gud, der formår at hjælpe, trøste og helbrede, bringe healing, og måske omvendelse fra synd (lig fx neurose og somatiske sygdomme der begrænser os på vores humanitet og vore muligheder for en vis rimelig selvrealisering) til os mennesker.
Hvor er vi når jeg taler om den levende personlige Gud, jo her som det meget smukt og præcist bliver beskrevet af Nicolai Berdyaev:
What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature. Spirit can upset and change the 'natural' order.
There is nothing of God in the dull and prosaic normality of the objective world order. It is only in a disruptive act which breaks through that commonplace normality that he is to be found.
God's world only breaks through into this world, the light of it shines through only in that which really exists, in living beings and in their existence.
Til slut Arne,, vil jeg sige at “min” Gud stort set ikke er født af eller ernæres af og får liv af betragtninger over “hvad der er bag verdens væren”. Og jeg har aldrig rigtig forstået dette som kilde til religiøs undren eller som værende kilde til, eller årsag til, at begrebet Gud skulle få aktualitet og relevans. Men tilbage er stadig at spørge, om “min” Gud og så din Arne, der lever af “hvad der er bag verdens væren” kunne dække over samme størrelse/begreb (levende begreb) blot set med forskellige briller. Dertil må jeg sige nej. Jeg tror vi to forbinder vidt forskellige forhold med det religiøse og med en eller anden form for Gudstro = menneskelig virkelighed med Gud.
Dette var indtil videre lidt negativt og ikke særlig imødekommende overfor dig Arne og din position, nu hvor det lige var lykkedes dig at få lidt styr på min position. Men jeg har jo sagt at jeg ved en senere lejlighed vil forsøge at komme dig eller din position i møde, også fordi du jo ikke står helt alene om at astronomiske betragtninger også er en kilde til religiøs undren eller et sted hvor religiøse diskurser har relevans og aktualitet. Hvilket jeg dog vil sige igen igen, at jeg ikke forstår, hvorfor jeg også gerne står af, men dog ikke mere altså end at jeg ved en senere lejlighed vil forsøge at komme dig og din position imøde Arne.
Venlig hilsen Hans-Kristian
PS:
Du skriver Arne:
Jeg er glad for, at vi har Trosfrihed.dk som et sted, hvor den slags kan drøftes.
meget enig Arne. Og at vi kan det på en ordentlig måde og vigtigst af alt, på en fri måde, dette er bare så godt.
Og hvor en religiøs drøftelse finder sted der opstår mange spændende eksistentielle drøftelser udenom alt det specifikt religiøse. At se en "troende"/religiøs slippe sin religiøse dagsorden, som at se en ateist slippe sin aversion imod de religiøse, og pludselig befinder de to i en spændende fælles drøftelse menneskets eksistentielle livsvilkår, dette er en rigtig behagelig oplevelse.
|
|
|
|
