|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Morgen Arne..
”mens alle vi andre står med tomme hænder"
- I forbindelse med din idé om din egen eksistens som et udtryk for livets mening, er der såmænd intet særlig bemærkelsesværdigt over din erkendelse som ’tomhændet’ Arne, idet mindste for solide argumenter. Det skyldes selvfølgelig, at idéen om dit guddommelige ophav ikke er udtryk for nogen filosofi, men blot lidt fantasifuld religiøs overtro. Og som du så ofte har bekendt overfor ateister her på debatten, er guden med tiden blevet så uerkendelig for dig, at du slet ikke ved hvilket ben du skal stå på, når du skal omtale denne entitet, m.a.o. overstiger denne himmelnisse altså langt din erkendeevne, og det er jo selvfølgelig ikke så godt – i hvert fald ikke, hvis man ligefrem ønsker et personligt forhold til sin gud, ja måske ligefrem et parforhold.
Men det er nu ganske almindeligt at se religiøse troende erkende sig tomhændet for argumenter, når de forestilles spørgsmål om troens værdi som sandhed, samtidig er deres hænder ofte fyldt med trosbekendelser af sjoveste slags, ikke mindst en særlig form for selvbetagelse de selv betragter som kærlighed. M.a.o. spejler altså disse mennesker sig i en idé, ja en selvisk idé, de med tiden oparbejder et sjovt kærlighedsforhold til: de ser gud i sig selv og i hinanden, og bærer altså rundt på denne fælles ven, de hver især elsker som en del af sig selv og en del af hinanden, alt imens sjoveren drilagtigt anbringer sig lige udenfor deres erkendeevne – sikken kæresteforhold!
Som det store filosofiske Wikipediahoved du jo er, ja så har du selvfølgelig allerede gennemskuet problemet med Hr. Narcissus alias Hr. Libido, der sidder dér på den ene skulder og hvisker frække aftaler i øret på den lyksalige troende, alt imens jesusvennen så sidder på den anden og laver optegnelser over den lyksaliges praksis, da denne forståeligvis må være noget forvirret over hvem det ér der bejles til. Det har da også skabt sine forviklinger tilbage i historien, og det fremstår da også nogenlunde tydeligt hvorfor du selv har dine problemer med den elskede, ja ikke mindst når det drejer sig om at navngive fætter gud dér.
Men det er vel her missionsforeningen kommer ind i billedet, her man fungerer for hverandre som små terapeutiske spejle, når det om jeg så må sige, blir lidt problematisk at pudse sit eget. Men så igen, forestiller man sig nu at samtlige troende i missionsforeningen står med samme presserende problem, hvad i hulen stiller i så op – man ser jo øjeblikkelig for sig, hvordan fællesmængden af intuitioner skaber en kurre på den guddommelige tråd, forstår du nok.
Føler du dig fordunklet eller forklaret Arne? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
