|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Arne..
Vi ka’ ikke debattere dine sanseoplevelser af verden, for de ka’ helt afhængig af kemien under hårpynten være aldeles snurrige, og du forklarer jo aldrig hvad det ér du oplever, og hvordan du oplever, hvad det nu er du så oplever; hvorimod vi sagtens ku’ teste dine sansers kvalitet.
Så tidligt som for 7-8 år siden, sagde jeg netop, at du ikke ka’ argumentere for meninger du fremmer om verden med dine sanser/følelser, og spurgte jo af samme grund – da det altid lød som var det dine sanseoplevelser du talte om – hvad det i grunden var du satte til debat. Aldrig kom der svar på spørgsmålet, men du er måske så småt ved at nærme dig et svar nu? ;)
I forbindelse med vores måde at opleve verden på, eller måden vi kan opleve og reflektere over det oplevede på, er Vagn Lundbye ret dygtig til at beskrive menneskets sanseforhold til sin omverden, hvilket gir sig udslag i en vældig stærk og pragtfuld læseoplevelse i Tilbage til Anholt-trilogien. Har du mon læst den? – uanset, her et lille eksempel, en ”stemningsrapport” til mulig inspiration og øjensynligt overfald på VL’s sindbilleder af verden:
”Jonas lagde hovedet tilbage og så op mod stjernerne. Det var en mobile, han stod i. Han havde rørt ved den, og langsomt drejede den sig omkring ham og tog billede af noget, som han blev draget af, men ikke forstod. Bortset fra at han følte, at det gentog noget inde i ham.” (…) ”Der var en brugsforening, en kro, en kirke og en skole. Der levede mennesker i husene. Alligevel var alting uvirkeligt. Som en drøm. Noget, han bildte sig ind, men alligevel skæbnesvangert. At være revet ud af en sammenhæng og ført ind i noget, som ville sig selv. Ødet og sandet, denne uvirkelighed inde og ude, som han var skyllet ind på. Et stort blåsort uhyre, som langt væk lignede en fugl, men tæt på forvandlede sig til fråde og død. For derefter at glide ned i dybet, synke i sit uendelige mørke med døde og levende, ligge uberegnelig i sin egen blinde ildevarslen fra en længst svunden tid. En tid som det engang havde hersket ene over, men som nu – næsten glemt – kun rådede her. Denne afventen mellem uhyrets egen halvdød og livet, eller resterne af det udenfor. Indtil dette uafvendelige og glubende øjeblik, hvor forsvindingen blev til en lang gurglen, og uhyret rejste sig af sin fortid og atter afslørede sit væsen og sin halvhed.
Men der var et sted i alt dette, som var hans. Et sted i uhyret og fuglen strømmede hans blod. Eller ekkoet af det. Stærkere end enhver gru og rugen. Lyde, som også fandtes i hans krop, i hans hjerteslag, og som til sidst, trods alle forhindringer, ville finde sammen. For at han kunne blive fri, eller befri det, som drev afsted med ham. Vende tilbage”.
mvh
Simon
P.s.: Der er jo masser af gods at hente i fortællinger og oplevelser, bare vi ved hvad vi taler om, så vi fx ikke fnidrer alle mulige forventninger sammen, fx dem vi stiller til videnskaber med dem vi stiller til poesien.
|
|
|
|
