|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1470
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Arne 
ganske kort, så kan jeg sige i en hulens fart ;) følgende:
min VÆREN er tidsbestemt, jeg kunne også sige at jeg ser min Væren under hukommelsens dimension, varen og bevarelse og varetagelsen af mit liv, som er en tidens livshistorie
jeg opfatter Væren i livet, min væren, som tid, som livstid (livshistorie), set under tidslighedens ekstatiske dimension, den vertikale eksistentielle tids -dimension der ekstatisk bryder med vores statiske væren i Nu'et, hvor vi kan sige at mennesket er til som nærværende ved altid at være fraværende i det vi kalder nuet. Mennesket er et historisk væsen, og som sådan står vi ekstatisk ud af naturen (væren i naturen blot) og er beskæftiget med, historie og skabende frihed. Vi kunne også sige med J. Sløk, at vi modsat rosen og giraffen, formår at skabe os
Jeg kan lige gentage hvad jeg for kort tid siden skrev på chatten:
"lær at være til stede i nuet" er budskabet, og man kan da også helt miste orienteringen og tidsfornemmelsen
når alting accellererer. Det opfattes som bagstræberisk at hænge sig i fortiden, og fremtiden eksisterer kun som en række forestillede uforbundne nuer og ikke som en overskuelig, sammenhængende livsbane." citat fra Brinkmann's bog "Stå fast".
Min kommentar til ovenstående følger her:
ingen har som Heidegger (og hans elever, Tillich; Rollo May; Viktor Frankl; Medard Boss; Beinswanger mfl) analyseret vores dasein eller i verden væren, som værende bestemt af tidens ekstatiske karakter, bestemmelse, over vores liv, hvor det i nuet værende bliver fraværende
fremtiden og fortiden er de helt afgørende eksistentialer, og uden disse ville det ikke give nogen mening at nævne Nu'et
ja nogle af de Heidegger inspirirerede psykiater og eksistentialistiske orienterede psykologer, påstår endda at dette at være i Nu'et og opløsningen af tidsligheden fortiden nutiden og fremtiden som hørende sammen, er hvad der kendetegner en psykose
selv siger jeg gerne; ikke at kunne finde rundt i tiden, er det samme som ikke at kunne finde rundt i livet, da tid er liv, som livstid
tiden er tilværelsens hjerte (Bergson (bemærk jer her varen (Bergson) og bevarelsen og varetagelsen, at tage vare på (Heidegger))) og idag behandles spørgsmålet (tiden, tid og hukommelse) under stress og demens hvor hippocampus spiller en afgørende rolle i forbindelse vore hukommelse problematikker som er uløseligt knyttet til tidslighedens bestemmelse over vores liv.
ikke at kunne finde rundt i eksistentiel tid, i sin egen livshistorie (integritet og sammehæng, hukommelse om noget), er et alvorligt problem som vi finder i forbindelse demens og psykoserne, alvorlig depression fx
og al den opfordring til at være i Nu'et kommer fra østens filosofi hvor man benægter eksistentiel tid, fordi mennesket ingen personlighed, selv eller ego har,
i østens filosofi betyder en personlighedens sammenhængende livshistorie ingenting.
Dog herimod taler al nyere neurovidenskab i stress og demens, taler imod dette forhold, og jeg er spændt på hvad Sam Harris har at sige, da han som buddhistisk rundet eller opdraget, sin ungdoms dannelse var her, også i forlængelse af denne tradition påstår at selvet er en illusion. Hvordan vil han som neuro videnskabsmand forene dette med den nyeste viden vi har omkring stress og demens og ja hippocampus og hukommelsens, vores evne til at finde rundt i tiden, som vores livstid, livshistorie, hvor ikke alting sejler i det værende i nuet, men hvor tidsligheden må forstås under erindringens og forestillingens kategorier, altså at fortid og nutid og fremtid naturligt er bundet sammen også i den måde hvorpå vores selv eller personlighed dannes livet igennem.
Nå men dette var hvad jeg lige i en hulens fart kunne skrive om forholdet, væren og da ikke mindst min væren (dasein), min i verden væren, som en sein zum tode, altså tid som liv, livstid, eksistentiel endelig livstid.
Dette har jeg dog skrevet om hundredvis af gange gennem de sidste mange år, men det er som om ingen fæstner sig ved forholdet eller forstår at begribe hvad det er jeg siger. Men dette er en generel mangel ved debatten her at vi alle er så opsatte på os selv og vores egen dagsorden at der spores meget lidt energi på stedet her til at forstå hvad det er andre prøver at sige. Og når det en sjælden gang lykkes, er det bar så godt; men forudsætninger for at det skal lykkes indimellem er ihvertfald at personhetz'en fuldstændig hører op. Her vil jeg sige at det er lang tid siden jeg har registreret at du arne og simon debatterer så sober og konstruktivt med hinanden og det glædede mig vildt meget da jeg gik på trosfrihed igår (varsler det nye tider for stedet her, det håber jeg).
Mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
