|
1
registreret
(1 usynlig),
31
gæster og
156
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Tro
|
Hanskrist skriver:
Arne kan både blæse og have mel i munden og tisse i bukserne uden at blive våd
Arne kan skrive det samme igen igen igen igen i årevis og så løbe fra dette og påstå han altid har ment det modsatte
Dét kan man da kalde debatkultur 
For mig giver oplevelsen af miraklet: Verdens Væren en fornemmelse, en anelse, en oplevelse af det guddommelige i og bag dette mirakel.
Altså en oplevelse - ikke noget, jeg har læst mig til - men dog også inspireret af Jalal al-Din Rumi's korte digt:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør der skjuler de evige sandheder.
Dét genkender jeg i Henning Nørhøj's:
1: Hvad betyder ”Gud”?
Gud er det utilgængelige og dermed uden for vores viden. Derfor er Gud også det hellige. Gud er hverken her eller på den anden side, hverken foroven eller forneden. Gud er ikke et væsen, der var til før skabelsen og som styrer det skabte. Gud er, hvad vi ikke kan udtrykke i ord og danne os begreber om. Gud eksisterer i sig selv. Det, som angår mennesket ubetinget, kalder vi ”Gud” (Paul Tillich).
For mig ligner oplevelsen af guddommelig kærlighed fra en Kristus Ikon:
5: Gud er kærlighed
”Gud er kærlighed” (Johannes’ Første Brev kap. 4,8). Det er den særlige kristne tolkning af Gud, og treenighedslærens grundlag. For kærlighed kan kun forstås som det, der bliver til i forhold til en anden eller andre. Kærlighed er interpersonel. I den kristne forståelse af Gud, er Gud derfor også Faderen. Jesus kalder Gud for sin far: ”Jeg og Faderen er ét” (Johannesevangeliet kap. 10,31). I Jesu person, hans forkyndelse og liv kommer Gud selv til udtryk. Guds væsen kommer til udtryk i Jesu levede liv. Derfor kaldes Jesus ”Guds søn”.
Disse 2 oplevelser er basis i min tro, der giver mig mening med mit liv.
Og at Hanskrist bogstavelig talt søger at pisse på det, det ændrer jo intet for mig 
Mvh. Arne 
|
|
|
|
