Arne:

Citatet om kærlighed er jo for mig netop, hvad jeg oplevede ved mødet med en Kristus Ikon, hvilket du jo tydeligvis føler dig motiveret til at forvrænge.

Er det meningen, at vi mennesker skal forstå - hvad vi kalder - Gud?
Jeg tror det ikke!

som en del af det ufattelige guddommelige - en ufattelighed, jeg fornemmer, at man ikke skal gramse i, men i stedet skal bruge de givne evner i kærlighed til verden - så godt og så længe, man kan.
Egentlig ganske enkelt og ligetil - og uden åndsrigdom ;)

Jeg spilder ikke kræfter på at spekulere over, hvad det guddommelige er. Det evner jeg jo alligevel ikke - og har jeg jo egentlig ikke behov for at vide - ja, måske er det endda hovmodigt at "kloge sig" på dét

agnostisk panteist

at bag de mange menneskeskabte Guds-billeder ligger der vel dog noget guddommeligt, som vi mennesker blot ikke magter at fatte

Det lidt længere svar er: Vi mennesker og vore religioner har forestillinger om Gud som en person, der ligner et menneske - endda som oftest af hankøn.
Mig forekommer dette at være naivt og snæversynet - en nedgøring af det guddommelige, så det kan rummes i menneskelig bevidsthed.
For mig er Gud eller det guddommelige noget langt højere, noget som menneskelig bevidsthed ikke kan rumme og - tror jeg - heller ikke skal forsøge at rumme.
Men jeg oplever/fornemmer noget guddommeligt i verdens væren - enkelt og ligetil - umuligt at fornægte - men uden at kunne sætte ord på.

Jeg har nok aldrig bedt til nogen Gud

i denne kærligheds-sammenhæng er vi mennesker på denne klode, i denne galakse, dette univers jo nærmest en ubetydelighed

anser jeg for åndshovmod: at det ikke tilkommer os mennesker at søge at forstå, hvad vi kalder Gud.