|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Tro
|
Min erfaring er, at kærligheden kommer af sig selv, når man oplever at være en del af den ufattelige og guddommelige verden.
Bibelsk kommer kærligheden fra Gud, fordi han elskede os først, og anerkender man dette og ønsker gud i sit liv, kommer taknemligheden på banen, fordi Skaberen forstås som den, der har givet os liv og ånde, så når du bedst muligt forsøger, at leve efter de 2 største bud, bliver man automatisk en del af ,,det hele,, når man lever for andre.
*
Salige er de, der søger hjertets renhed.
Jeg tror ikke på hjertes renhed, bibelsk er mennesket en synder, og hjertet forræderisk, jo derfor der var brug for en Kristus - en frelser ... eller hvad?
Derfor ændre troen mennesket, fordi man ikke lever for sig selv. Den er virksom og skabende.
Tro er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet).
.
|
|
|
|
