|
0
registrerede
13
gæster og
115
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Det 5. bud
|
🔥🔥🔥
Helligånden
OM SAND EKSTASE I HELLIGÅNDEN:
"Al fællesskab forudsætter, at man "går ud over sig selv" - "når ud over sig selv" - trygt tør forlade sig selv hver morgen og gå på arbejde - yde en indsats for fællesskabet.
Det er netop, hvad Ånden gør og har sin store glæde i at gøre.
Derfor er udtrykket "ekstase" slet ikke dårligt, når vi taler om Helligånden og om at være fyldt af Ånden (Guds Ånd).
Vi bør slet ikke være så bange for ekstasen på det åndelige område. En sand ekstase i Helligånden gør os ikke indadvendte og selvoptagne, den befrier os tværtimod fra navlebeskuelse og selvspejling (uha uha rigtig guf for Svend Brinkmann - selv om han ikke kan relatere og associere til Helligånden).
Peter Halldorf: "Al fællesskab forudsætter, at man "går ud over sig selv". Det er netop, hvad Ånden gør og har sin store glæde i at gøre. Derfor er udtrykket "ekstase" slet ikke dårligt, når vi taler om Helligånden og om at være fyldt af Ånden (Guds Ånd). Betydningen af "ekstase" er at "være ude af sig selv" (uden at have mistet sig selv). At blive fyldt af Helligånden er en erfaring, som får os til at gå ud af os selv, slippe kontrollen og uden betingelser overgive os til "den anden". Det er når man når ud over sig selv, at man for alvor kommer ret til sig selv. Det er netop det, som er indholdet i Jesu store ord om, at "den, der mister sit liv... skal frelse det.",, Al fællesskab forudsætter opbruddet fra et "jeg" til et "du". Måske bør vi slet ikke være så bange for ekstasen på det åndelige område. En sand ekstase i Helligånden gør os ikke indadvendte og selvoptagne, den befrier os tværtimod fra navlebeskuelse og selvspejling og fører til en fællesskabets forening med Gud og dermed også med vores næste. Dybest set er mennesket aldrig nærmere sit mest ægte jeg, end når det er "ude af sig selv" i Helligånden. Man oplever da den "selvforgllemmelse", hvor livet springer ud i fuldt flor. Ånden har sin glæde i ekstasen, Ånden er selvforglemmelsens sande mester." citat slut.
Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse... Paul Tillich.
Paul Tillich:
"Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities. Paul Tillich
Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden - vores eksistens kan forandre vores essens - og derfor taler vi med Schelling om ESSENTIALISATION:
Essentialisation er et begreb Tillich har hentet for Schelling. Denne essensialisation skal ikke forstås i platonisk eller indisk forstand som en tings overgang til dens oprindelige tilstand af essentialitet eller potentialitet, idet en sådan forståelse ville indebære, at det, der var virkeligt under eksistensens vilkår, ville forsvinde med essentialisationen. Nej, essentialisation indeholder også et historisk element forstået på den måde, at det nye, der blev aktualiseret under eksistensens vilkår, føjer noget nyt til det essentielle (min kommentar indskudt: ja netop epigenetikken har bevist denne påstand). Det positive der skabes i eksistensen, forenes i essentialisationen med det essentielle og frembringer det absolut nye, den “Ny Væren”. “Participation i det evige afhænger af en kreativ syntese af en værensform (a being) essentielle natur og det denne værensform har gjort med sig selv i sin temporale eksistens. “Essentialisation som overgang til Ny Væren er således en filosofisk term for begrebet “frelse” med den deri indeholdte mulighed for selvrealisation. Bjarne Lentz "Paul Tillich" side 232
|
|
|
|
