|
0
registrerede
11
gæster og
160
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Hanskrist!
Tak fordi du med svaret på Arnes spørgsmål om fortolkningen af Bohrs grunddefinition af, hvad fysik er, samtidig har fået trukket konturene lidt tydeligere op af det pardigme du tænker og føler inden for.
I forbindelse med udarbejdelse af et svar på dit indlæg stilet til mig højere oppe i tråden, fandt jeg det værdifuldt at medinddrage din tolkning af Bohrs berømte udsagn om, hvad fysik er; om hvad den videnskabelige bestræbelse i det hele taget går ud på, i mine reflektioner.
Det svar kommer senere, men først vil jeg gerne knytte et par enkelte korte kommentarer til dit ”Bohr-indlæg”, idet jeg bemærker, at også to andre debattører har ladet sig inspirere til at fremkomme med kommentarer.
Hvad fysik handler om, er et filosofisk spørgsmål om, hvad naturen er og hvad videnskab er. Det spørgsmål lader sig ikke besvare gennem empiriske undersøgelser af verden. Bohrs svar definerer derimod et grundparadigme som de empiriske undersøgelser skal udfolde sig inden for. Paradigmets grænser sættes blandt andet af billedforbudet.
Ifølge videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn kan de videnskabelige bestræbelser inddeles i fire kategoriske niveauer. Bohrs udsagn - Fysik handler ikke om, hvordan naturen er, men om hvad vi kan sige om den - må høre hjemme i den øverste eller næstøverste kategori, eller i dem begge:
1. Symbolske generaliseringer. Formelle holdninger om naturen der ligner naturlove, men virker som grundlæggende definitioner. Disse prøves ikke eksperimentelt.(Eksempel. Tidligere Newtons anden lov: kraft = masse x acceleration). Her kunne man eksempelvis tilføje Einsteins ækvivalensformel mellem masse og energi: E = MC2, eller grundaxiomet i relativitetsteorien om lyshastigheden som absolut højeste hastighed i den fire dimensionale rum-tid.
2.Metafysiske forestillinger. Særdeles generelle og eksperimentelt uafgørbare antagelser om virkelighedens beskaffennhed. (Eksempel: ”Liv kan i sidste instans forklares ud fra levende organismers fysisk-kemiske virkemåde”.
Den sprogfilosofiske definition af hvad verden er, ligger meget tæt på Bohrs definition: ”Verden er alt, hvad der er tilfældet. Alt, hvad der kan beskrives i sande påstande.”
I begge tilfælde er det sproget der sætter grænsen for hvad vi kan sige om verden. Underforstået de påstande om verden som er både konsistente og meningsfulde.
Konsekvensen af både den begrebslogiske grundantagelse og af Bohrs er, at det som vi principielt ikke kan udtykke i konsistente og meningsfulde sætninger ganske enkelt ligger uden for naturen. Der er her tale om et universelt megaparadigme som sætter nogle absolutte grænser. Eller udtryk på en anden måde: Der findes ingen verden uden for sproget. Men også: erkendelsen vokser i sproget og dermed afslører naturen stadig flere træk om hvad naturen er, hvad dens inderste væsen er.
Hvis vi ønsker at tale om sammenhængen mellem det som liggger hinsides billedforbudet, hinsides hvad der principielt kan beskrives i sande påstande, så taler vi per definition (jfr. megaparadigmet) om religiøse erfaringer der ligger hinsides en mulig sproglig beskrivelse. Bestræbelsen er så for de troende at konstruere et endnu større megaparadigme som omfatter både denne verden og det som ligger hinsides denne verden (fysikken og metafysikken). Det jeg kalder ”det absolut transcendente”.
At det pardigme du tænker og føler i Hanskrist fungerer godt for dig, hvilket du på overbevisende måde har demonstreret her på debatten, er jeg ikke i tvivl om. Spørgsmålet er, om det kan fungere lige så godt for alle. Her er jeg yderst forbeholden fordi du bryder den metafor Bohr anvender med begrebet ”billedforbud”, som jeg vil kalde "sprogbarrieren", med metaforen om Jesus Kristus.
Her har jeg valgt ikke at bryde billedforbudet fordi det absolut transcendente blot er en mulighed og ikke noget som lader sig beskrive med vore begreber. Derfor hører det til troens verden.
Hilsen
Ipso Facto 
-------------
"Den enkelte forsker er med hensyn til de metafysiske og filosofiske spørgsmål nok så meget i ideernes vold som alle andre. Hans eller hendes filosofi behøver ikke at afspejle gængse opfattelser i den pågældendes disciplin. Er man neurobiolog og ved noget om nerveceller, kan man stadig (som f.eks. Eccles) være dualist af overbevisning og tro at bevidstheden er en ikke-materiel substans. I det daglige går neurobiologer nemlig ikke rundt og taler om sjæl, fri vilje og bevidsthed, men om ting som neuropeptider, postsynaptiske inhibitorer og konformationen af ionkanalproteinerne i cellemembranen. Og der er immervæk langt fra en cellemembran til sådan noget som forestillingsevnen. Alligevel findes der områder indenfor neurobiologi og kognitionsforskning, der mere direkte berører forbindelsen til de metafysiske og eksistentielle spørgsmål. Men der går ingen lige vej fra videnskabelige kendsgerninger til den måde, vi vælger at fortolke videnskabens resultater og teorier på.
Pointen er, at der altid er et spillerum for vores valg af fortolkning af f.eks. neurobiologiske data (bl.a. derfor handler den videnskabelige debat om argumenter for forskellige fortolkninger). I den forstand kan neurobiologien som videnskab aldrig føre bevis for at mennesket blot er et ufrit, deterministisk væsen med en usand illusion om at være fri. Vi kan endda ved nærmere eftertanke stramme pointen ved at hævde, at det er en forudsætning for selve det, at udøve neurobiologi (og al anden eksperimentel videnskab), at vi frit er i stand til at anstille alternative forsøgsopstillinger, vælge mellem forskellige måder at udføre eksperimenter på, og i det hele taget træffe beslutninger om hvordan vi bedst går til det objekt, vi vil udforske. Følte vi altså opfattelsen af os selv som frie individer truet af en neurobiologi, som overfladisk set giver anledning til et deterministisk billede af os selv som en samling neuroner, en neural computer, så fører eftertanken os til at se, at selve denne videnskab ironisk nok selv synes at forudsætte menneskelig frihed: Uden den var videnskab ikke mulig; for vi kunne ikke tænke alternative forklaringer, mulige verdener, og kontrafaktiske konsekvenser af andre betingelser og størrelser af de faktorer, vi rent faktisk opererer med." – Claus Emmeche, molekylærbiolog og semiotiker, Niels Bohr Instituttet.
|
|
|
|
